Sundhedsregistreringssystemet

Krilleren i maven melder sig, men allerede ses Facebook-opdateringer om tids(spilde)registreringssystemet.

Skolestarten står for døren og med den er tre ugers ferie officielt overstået. Krilleren i maven melder sig, men allerede ses Facebook-opdateringer om tids(spilde)registreringssystemet. 

Første skoledag venter lige om hjørnet. Undervisningsplanlægningen har været godt i gang i et stykke tid. Først i begyndelsen af juli og dernæst siden starten af august, hvor ungerne kunne afleveres i vuggestue og SFO.

Jeg sidder med en lidt meningsløs fornemmelse af det nye tidsregistreringssystem, som nu betyder, at jeg som regel starter dagen med at gå ind og registrere i, hvilket tidsrum jeg arbejder. Hvis det  viser sig, at der er ændringer, går jeg senere på dagen ind og registrerer disse. Det bliver til 1-2 besøg på tidsregistreringssiden om dagen. Som sådan har jeg ikke noget imod det. Men systemet minder mig hver dag om, at nogen tilsyneladende gerne vil måle præcist, hvor meget jeg arbejder hver dag. Måske fordi de tror, de får mere kvalitet for pengene ved netop at gøre dette. Det sidste forholder jeg mig skeptisk overfor. 

Børnene er puttede, og jeg logger på Facebook, hvor jeg er ved at samle undervisningsrelevant materiale i en gruppe, jeg kalder “undervisning”. Mit feed viser en kollegas irritation over tidsregistreringssystemet. I klare vendinger formuleres frustrationen og den panoptikon-lignende situation, systemet har fremprovokeret. Skal man registrere tid midt om natten, når man vågner og gør sig overvejelser i forhold til undervisningens tilrettelæggelse? Nej, det er selvfølgelig, hvad man i den private sektor kalder interessetimer – en eufemisme for arbejde uden løn.

Uroen bredte sig allerede i forsommeren, hvor bekymringer over omfang og karakteren af det kommende års arbejdsopgaver er blevet mødt med krav om at skære ned på andre aktiviteter som fx kursusdeltagelse i efteråret. Et åbenlyst incitament til fremtidigt at undgå delingen af bekymringer om arbejdsbelastning. Man sidder med andre ord med en fornemmelse af, at ledelsen fremover vil kunne forvente mindre åbenhed om medarbejdernes trivsel.

Ærgeligt, synes jeg. En utilsigtet og meget uheldig konsekvens.

Et aspekt af vores daglige virkelighed, må vi dog forvente, bliver mere synlig. Sygdom, sygdom og sygdom. Stik imod min oplevelse har vi, på papiret, haft et  lavt sygefravær. Sygefraværet har tidligere været black boxed, og de nye registreringsregler vil alt andet lige rykke ved det lave gennemsnit. De mange dage, hvor jeg skulle have forberedt mig sidste vinter, men lå med influenza, vil ikke længere kunne foregå i det skjulte. Også de skal noteres i et system, hvor hver dag omhyggeligt registreres.

Systemkrise? En ny variant af ordet er på vej.
Man må altid glæde sig over noget – livet skulle nødig blive for surt. Jeg glæder mig over et forventeligt fremtidigt fokus på gymnasielærernes sundhed. En ledelse der rutinemæssigt spørger: “Hvad kan vi gøre for, at I får det bedre og føler jer sunde og veloplagte hver dag?”. Jo, det ville føles godt. Jeg glæder mig.