Studieture uden fly

Lad os lytte til de unge, også om klimaet.
Jeg er gymnasielærer og underviser i spansk på Det Frie Gymnasium, i København. Skolen har netop besluttet, at jeg ikke længere må rejse til Spanien med mine elever. Eller, rettere sagt, det må jeg faktisk godt, men mine elever og jeg må ikke længere tage flyveren til den Iberiske halvø. Og når en en rejse fra København til f.eks. Barcelona tager ca. 27 timer med tog eller bus og vi kun har 4-5 dage at rejse i, så ser jeg det nærmest som et forbud. Det kan nemlig hverken betale sig tidsmæssigt eller økonomisk.

Men det gælder ikke kun mine spanskhold. Denne beslutning, som blev taget i sidste uge, gælder alle andre hold på skolen. Vi må ikke længere tage flyveren når vi skal på studieture.
Både den obligatorisk 2.g studietur, højniveau-turene i 3g (her i blandt sprog turene til f.eks. Spanien, Frankrig eller Tyskland) og alle andre typer af ture, skal foregå med alt andet en fly.
Denne beslutning er ikke taget af pædagogiske, økonomiske eller sikkerhedsmæssige hensyn. Det handler om at skåne miljøet for den C02 vi udleder pr. person når vi rejser med fly. Når en klasse tager til London udleder man pr. person ca. 219 kg C02, hvis turen går til Paris er det 467 kg CO2, eller når en klasse vælger at tage til Athen bliver det brugt 730 kg CO2 pr. person, osv. Ja, det lyder jo meget fornuftigt at passe på miljøet, men det går ud over vores rejser til destinationer, hvor man er “nødt til” at flyve pga afstand.

I alle disse år har jeg nydt at tage til udlandet med mine elever. Især har jeg været utrolig glad for at være med på sprogrejserne til Spanien med 3.g eleverne. Jeg har bla. været på rejser til Madrid, Barcelona, Málaga og Granada. På disse ture har eleverne brugt deres spanskkunstskaber ved at møde den lokale befolkning, nogle gange i form af besøg på spanske gymnasier, andre gange ved at lave interviews med folk på gaden.
På samme måde har eleverne også mødt det spanske kultur i form af spansk kunst, politik, musik, gastronomi, litteratur, sport, osv. At kunne stå foran mine elever, og f.eks. vise dem Picassos mesterværk “La guernica” på museet Reina Sofia, midt i Madrid, er ubeskriveligt.
Eller at være i Barcelona, omringet af Catalanske flag, og høre et oplæg om catalansk kultur og konflikten mellem Catalonien og centralmagten fra Madrid, er et fagligt og dannende øjeblik, som ikke kan skabes i den grå klasselokale i København.

Alle disse oplevelser åbner elevernes horisont overfor en ny sprog og kultur, sætter tankerne i gang og alle de emner, vi har arbejdet med derhjemme, giver lige pludselig mening for den enkelte elev.
Da beslutningen blev taget på sidste uges skolemøde (vi mødes hver uge både ansatte og elever, for at diskutere og tage fælles beslutninger), gik der mange spørgsmål igennem mit hovede. Er vi ved at lukke os inde i vores egen lille klimavenlige “feel good boble”? Hjælper det overhovedet klimaet, at vi ikke må flyve mere? Er vi ved at lukke muligheden for mere faglighed, viden og kulturmøder? Er vi gang med at begrænse vores udsyn?
Midt i min fortvivlelse og småbitterhed under skolemødet, kom der en følelse af optimisme, stolthed og respekt over for eleverne på mit gymnasium. Fordi det var netop eleverne, som stemte for, at vi skulle have et totalt forbud mod at rejse med fly. Selv mine egne elever, som havde glædet sig siden 1.g til at tage til Sevilla nu til efteråret, stemte for dette forslag.

Personligt stemte jeg for den model, der gik ud på, at vi som udgangspunkt ikke rejste med fly, men at vi kunne bede om dispensation, hvis turen gav absolut mening både fagligt, pædagogisk og socialt. Herunder, f.eks. en sprogrejse til Spanien. Men eleverne vil ikke have den bløde mellemvej. Planeten skal reddes nu, og alle skal være med til det, sagde de.
Ligesom når eleverne klimastrejker om fredagen eller beslutter sig for at spise mindre kød eller begynder at genbruge ting. Eleverne vil se handling nu for at redde miljøet. Og det har jeg stor respekt for. Her tænker jeg, at vi, de “voksne”, om det så er forældre, lærere, politikere, eller andet, skal lytte og respektere de unges bekymringer og beslutninger. Og hjælpe dem med at omstrukturere og finde tid og plads til forandringer. På min skole, er vi nødt til at tænke, at vi kan godt være faglige og danne vores elever, samtidig med at vi arbejder henimod klimavenlige tiltag.

Personligt vil jeg høre mine kollegaer og ledelsen på skolen, om vi kan forlænge vores rejsedage på vores studieture med 2-3 dage. Så vil jeg nemlig tage bussen til Spanien med mine seje, miljøbevidste elever.

Quri Palomino Janns, lektor, Det Frie Gymnasium