Studieområdet tur-retur

Da jeg startede på htx for 6 år siden, havde jeg aldrig hørt om Studieområdet (SO), men jeg kunne forstå, at det var et område, der fyldte en del og frustrerede både lærer og elever. Og jeg må sige, SO virkede meget abstrakt på flere måde. Det krævede planlægning at få et godt overblik over, hvem der gjorde hvad på hvilket tidspunkt, og hvilke fag der indgik i selve vores SO-uger.
Første gang jeg skulle have elever til eksamen, måtte jeg igennem flere email-korrespondancer for at finde ud af, hvad emnerne havde været, hvilke undervisningsmaterialer der var blevet brugt, og hvilke produkter eleverne kunne tage med til deres mapper.

Det har dog været vores fordel, at vi som lærerteam har været gode til at lære af vores erfaringer, så allerede året efter jeg startede, begyndte mit studieretningsteam at oprette mapper, hvor lærerne lagde deres undervisningsforløb ind, angivet med både SO-mål og So-produkter.
Senere hen blev mapperne elektroniske, hvilket igen gjorde processen lettere. Vi fik efterhånden oprettet nogle super gode forløb som fx ”World Watch”, hvor 2. års eleverne skulle formidle deres studieretning og deres studietur i et magasin, de selv designede. De skulle udarbejde tids-og arbejdsindholdsplan, læse korrektur på hinandens artikler, bruge deres viden fra kom-it vedr. design, og mest af alt skulle de samarbejde. Efter aflevering rettede læreren, og eleverne fra 1. og 3. år evaluerede magasinerne. 1 år evaluerede efter et skema, lærerne havde udarbejdet, og 3 år skulle selv udarbejde et skema; de afgjorde hermed selv, hvad de mente var vigtigt at evaluere for et givent magasin.

Det er derfor med nogen ærgrelse, at det er sidste år vores forløb eksisterer. Fordelen ved SO har i særdeleshed været, at eleverne til eksamen har skullet reflektere over deres studieteknikker, deres valg af metode og deres roller i et gruppearbejde. Dette har tvunget dem til at udvikle en bevidsthed om egne læringsstrategier, som i høj grad hjalp dem til at blive studieforberedte. Ulempen har dog været, at eleverne har haft svært ved at knække koden. Stadig lyder spørgsmålet fra eleverne: Hvad er det helt præcist, I vil have os til at gøre? Og det kan være svært at forklare. Selvom jeg har taget elever til eksamen mange gange i SO, synes jeg også, studieområdet er noget abstrakt. Jeg kan for eksempel stadig blive i tvivl om, hvordan de forskellige faglige mål helt præcis skal fortolkes. Det er også blevet tydeligt for mig, at der er stor forskel på, hvad de forskellige censorer har vægtet i en given eksamenssituation, hvilket til tider har ledt til heftige diskussioner og et stort argumentationsarbejde. På den måde kan jeg godt se meningen i, at SO i den form, vi kender det nu, udgår, men samtidig sker det med stor ærgrelse over, at flere af vores rigtige gode forløb, erstattes af nye forløb, og processen derved starter forfra, denne gang endda med en underprioritering af det studiemetodiske.

Mit håb er dog, at vi med den nye form vinder en større entydighed i, hvad de skal vise til eksamen, således vores elever bliver bedømt mere ensartet hen over landet. Derudover er det mit håb, at lærerne ikke glemmer at fortælle eleverne om vigtigheden af de studiemetoder, vi førhen underviste i, måske ved at indtænke dem i nogle af elevernes nye forløb eller i den daglige undervisning.