Stem nej til OK 15
Det sidste halvandet år har vi på en lang række skoler haft massive problemer med OK 13. En af de centrale problemstillinger er overenskomsttekstens uklare formuleringer om tidsregistrering, som mange steder er blevet misbrugt af ledelser – og misbrugt i den grad. I stedet for at respektere lærernes tidsregistrering har de indført ledelsesudmeldte akkorder, og den løbende dialog med ledelsen, hvor læreren med udgangspunkt i tidsregistreringen burde få justeret sin opgaveportefølje, er reduceret til formaninger om at ”arbejde smartere”.
Arbejdspresset på gymnasielærerne intensiveres, og antallet af stresstilfælde stiger. Der har været en række sager om ledelser, der efter sidste skoleårs afslutning har afvist at udbetale merarbejde uden overhovedet at forholde sig til de pågældende læreres tidsregistrering. Her i OK 13’s år to kører der stadig sager fra år et, og der kommer nye til. Alt for mange ledelser opfatter det udvidede ledelsesrum som en blankocheck til at drive rovdrift på lærerværelset.
Det er uacceptabelt, at vi har kolleger, der går på arbejde uden at vide, om de får løn for det. Og nogle ledelsers manglende tillid til lærernes vurdering af, hvad der skal til for at sikre eleverne en undervisning af en ordentlig kvalitet, vidner om, at der er markant behov for en opstramning af overenskomstteksten.
Det var da også Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) hovedkrav til OK 15-forhandlingerne. I stedet for ”kan”-bestemmelser krævede vi ”skal”-bestemmelser: Vi ville have slået fast, at ledelsen løbende skal tage stilling til og godkende tidsregistreringen – om det så er månedligt eller kvartalsvis. Kun derved kan vi sikre den løbende dialog om opgaveporteføljen, der er nødvendig for at få OK 13 til at fungere bare nogenlunde. Men på trods af at Moderniseringsstyrelsen fuldt ud anerkender problemerne med tidsregistreringen, hvilket også er tydeligt i det fælles brev Tid til dialog, har vi ikke fået vores krav opfyldt. Vi har blot fået løfte om en ny vejledning, nogle dialogmøder og et fælles projekt, og det er ikke godt nok. OK 15 rummer ikke tydelige forbedringer i forhold til denne centrale udfordring i OK 13. Med afsæt i de sidste to års negative erfaringer og det massive nej til OK 13 fra medlemmerne kan vi derfor ikke anbefale et ja til OK 15.
Uanset udfaldet af urafstemningen håber vi naturligvis, at Moderniseringsstyrelsen vil gøre alvor af de udmeldte intentioner og samarbejde med GL om at skabe konkrete resultater. Men håb er ikke nok til at sige ja til OK 15. Dertil minder den for meget om OK 13.
Tomas Kepler, Kaare Blinkenberg, Peter Madsen og Helene Caprani
Medlemmer af GL's hovedbestyrelse
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode