SRP-opgaven – endnu engang!

I skrivende stund sidder de fleste af os og knokler med at få læst vores SRP-opgaver – enten vore egne elever og/eller som censor. 

Det er et krævende arbejde, da eleverne normalt skriver lange og velkvalificerede afhandlinger på omkring 20 sider, og et stort stykke arbejde bør også honoreres med en ordentlig respons. Sådan har det altid været i gymnasiet. Lærernes grundighed er en væsentlig årsag til, at der står en stor respekt omkring de gymnasiale uddannelser i Danmark.

Desværre bliver SRP-opgaven fagligt udhulet i disse år, hvilket jeg har påpeget i flere tidligere indlæg i Gymnasieskolen sammen med min kollega Peter Hall.

Denne udhuling har rod i det forhold, at SRP-opgaven er gået fra at være en skriftlig eksamen til nu kun at være en mundtlig eksamen med et skriftligt grundlag.

I år er det anden gang, at denne eksamensform afprøves, og det bliver i stigende grad tydeligt, hvor lille betydning dette skriftlige grundlag (altså selve SRP-opgaven) egentlig har. Karaktererne svinger op og ned afhængigt af den mundtlige præstation, hvilket jo også er i overensstemmelse med forventningen til en mundtlig eksamen. Det yder imidlertid kun en meget ringe retfærdighed til det store skriftlige produkt, som eleverne har leveret – det skriftlige produkt, som reelt er kronen på værket efter tre års gymnasieuddannelse.

Der vil ikke gå lang tid, før det går op for eleverne, at de med ro i sindet kan spare på kræfterne i forbindelse med opgaveskrivningen og gemme krudtet til den mundtlige eksamen. En sådan udvikling vil ganske enkelt være en tragedie for fagligheden i gymnasiet.

Samtidig er det i eksamensperioden svært for lærerne at få ordentlig tid til gennemlæsning og evaluering af opgaven, og den obligatoriske telefonsamtale om opgaven med lærer/censor må ofte placeres på tidspunkter, som er svært forenelige med et harmonisk familieliv. Det er der efterhånden utallige eksempler på – og det er skidt for både elevernes evaluering af opgaven og for lærerenes stressniveau.

Man bør altid diskutere sig frem til den rette løsning på et komplekst problem; det er jeg naturligvis åben for, men umiddelbart virker en løsningen ret enkel:

Flyt SRP-opgaven ud af sommereksamensterminen. Og da det er normen på de erhvervsgymnasiale uddannelser, at opgaven ligger fx i vinterterminen (EOP, SOP, SRP) bør denne ændring udelukkende have karakter af et pennestrøg på STX.

Lad opgaven tælle som to eksamener med to karakterer – en skriftlig og en mundtlig. Herved ydes elevernes præstation en reel retfærdighed, og den skriftlige censur mellem lærer og censor genindføres.

Problemet med SRP-opgavens afvikling som en mundtlig eksamen er yderligere blevet problematiseret af den klage-skandale, som blandt andet Weekendavisen på det sidste har brugt en del spalteplads på at afdække.

Vi skal jo huske, at den mundtlige SRP-eksamen reelt blev indført som følge af et ønske om at kunne kontrollere elevernes mulige plagiat og samtidig komme ud over de såkaldte ”forældre-opgaver”, hvor elever fra bogligt ressourcestærke hjem klarede sig bedre end deres mindre heldige klassekammerater.

Denne problematik er på ingen måde blevet løst. En plagiatsag kan nemlig først åbnes efter eksamen er afsluttet dvs. efter den mundtlige eksamen er gennemført. Jeg har personligt hørt fra flere kolleger, der har følt sig presset til at opgive at åbne en plagiatsag, fordi eleven jo ”allerede havde fået sin studenterhue på”. Det er muligvis menneskeligt set forståeligt, at man handler på den facon, men fagligt set er det helt og aldeles useriøst og urimeligt. Hvis man har mistanke om snyd, skal eleverne efter min mening slet ikke have mulighed for at møde til en mundtlig eksamen, før mistanken er undersøgt til bunds.

Med andre ord har vi med den nye SRP udhulet fagligheden og svækket vores muligheder for at afsløre plagiat.

Hvis vi ikke ændrer retning snart, vil erindringen om, hvordan man skriver en forberedende og faglig-akademisk opgave som led i sin gymnasieuddannelse gå i glemmebogen.