Sproglig opløsning gør det nemmere at opløse indholdet

Når ingen ved, hvad faglighed er, er det svært at holde fast i faglige kundskaber. Dermed bliver det lettere at indføre den ubegrænsede skole, hvor skolen breder sig ind over de tidligere private områder både tids –og emnemæssigt.

Vi ender altså med, at der nogle gange kan være tale om undervisnings-undervisning i fag-faglige fag foretaget af lærer-lærere!

Jeg har fået at vide, at man på nogle primitive sprog ikke har opfundet flertalsformen af navneord. Men når man mener to hænder i stedet for en, så siger man bare hånd-hånd. Og træ-træ i stedet for træer.

Man kunne fristes til at tro, at det samme er tilfældet med dansk, når lærere i fuldt alvor siger fag-faglig! Men det betyder faktisk ikke mange fag. Det betyder desværre nærmere en opløsning af fagligheden.

Det underlige ord blev opfundet i 00´erne, da tværfaglighed blev omtalt som den højeste grad af faglighed. Det blev den fine faglighed. Men hvordan skulle man så omtale den gamle faglighed, – det vil sige enkelt-fagligheden? Ja, det blev så fag-fagligheden. Fordi man havde opløst ordets egentlige betydning, måtte man altså opfinde et nyt (og underligt) ord for at kunne videregive den gamle betydning.

Jeg spår, at to nye ord snart vil ramme den pædagogiske verden: ”undervisnings-undervisning” og ”lærer-lærere”. Det skyldes den nye folkeskoleaftale, hvor det i den grad er uklart, hvad der menes med ”undervisning”. Der står på den ene side, at alt, hvad der sker i skolen, er undervisning, men der står på andre sider i aftalen, at der også er timer, der ikke er inddelt i fag og som understøtter undervisningen. Sådanne timer kan gennemføres af pædagoger. Mon ikke man så må til at kalde den rigtige undervisning for ”undervisnings-undervisning” og de rigtige lærere for ”lærer-lærere”? Ellers kan man jo ikke forstå, hvad der tales om. For sagen er jo, at man i den nye aftale har udvandet og ophævet det gamle undervisningsbegreb. Som de tre røde ministre for undervisning, uddannelse og integration skriver i en fælles kronik i Berlingske 20. juni: ”Vi ønsker en skole, hvor bevægelse, kreativitet, projekter, konstruktioner, udehaver, udflugter og leg bliver en integreret del af den måde, som eleverne lærer på” Det er altså den nye undervisning, der tales om her. Så må den gamle undervisning, der havde et fag, et pensum, en afgrænsning altså være undervisnings-undervisning!

Og de røde ministre siger videre: ”Pædagogerne skal bidrage til at gøre skoledagen mere varieret..”. Men husk: alt er undervisning, som der står. Så pædagogerne er altså også lærere i den nye folkeskole. Så må de rigtige lærere, der har gået på seminariet og har bestemte kundskaber indenfor bestemte fag, vel være lærer-lærere.

Vi ender altså med, at der nogle gange kan være tale om undervisnings-undervisning i fag-faglige fag foretaget af lærer-lærere! Det vil meningsmæssigt udtrykke det, jeg gerne ser mest af i folkeskolen, – nemlig gammeldags undervisning i et rigtigt fag foretaget af en rigtig lærer! Men med opløsningen af betydningen af de ”gamle” ord kan det blive svært at udtrykke det uden at lyde som om man stammer!

Som George Orwell påviste i romanen 1984 går sproglig opløsning – eller omdefinering af sproget – forud for opløsning af indholdet. Når ingen ved, hvad undervisning er, bliver det svært at holde fast i, at der skal undervises i skolen. Og når ingen ved, hvad faglighed er, er det svært at holde fast i faglige kundskaber.

Dermed bliver det lettere at indføre den ubegrænsede skole, hvor skolen breder sig ind over de tidligere private områder både tids –og emnemæssigt. Og så kan vi få heldags og helhedsskolen ind af bagdøren uden at opdage det!