Sprogfødekæden bliver fortsat udsultet

Efter lang tids venten har regeringen endelig leveret sit bud på en national sprogstrategi. Spørgsmålet er, om man har valgt det rigtige fokus, og om man er villig til at bruge de fornødne ressourcer. Desværre er svaret langt overvejende nej; man fokuserer på ganske få sprog, mest tysk, og fravælger bredden. I stedet for krav til det lokale niveau med medfølgende midler bliver det ved gratis opfordringer. Hvis der ikke er mere på regeringens menu end et sprogcenter, som dog er et kærkomment tiltag, og ufinansierede lokale initiativer, ser det sort ud. Vi risikerer, at udbuddet af sprog til de danske unge bliver endnu mere snævert og skævt fordelt, og at kvaliteten falder. Det er pinligt, at regeringen ikke kan se alvoren i den aktuelle situation for fremmedsprogene i Danmark og agere på den.

For der er i den grad behov for at styrke sprogene. Fødekæden fra folkeskole til universitet har lutter svage led, og det gælder på både udbuds- og efterspørgselssiden: Færre og færre vælger at tage fremmedsprog som linjefag på læreruddannelserne, som endda ikke alle sammen tilbyder tysk – og meget få fransk. Der er mangel på fransklærere til folkeskolen, og på blot 238 ud af landets 1289 folkeskoler kunne eleverne i 2015-´16 vælge fransk! Blot hver tiende af de skoler ligger i øvrigt uden for Sjælland. Det betyder jo, at de elever kun kan vælge tysk som 2. fremmedsprog, og at de som konsekvens heraf kun kan vælge tysk i gymnasiet, hvis de ønsker et fortsættersprog. Det er i det hele taget et stort problem, at eleverne på udkantsskolerne landet over har så få muligheder for at lære sprog, og det er pudsigt, at de liberale ministre Riisager og Pind ikke har øje for disse elevers manglende frie valg.

Når vi ser på gymnasiet, bliver det også kun værre. Efter reformen findes der nu ganske få sproglige studieretninger, og de har ringe søgning: Kun 4 % valgte i år en sproglig studieretning. På en række gymnasier, særligt i udkanten, har man end ikke udbudt de såkaldt supersproglige retninger. Vi ser altså allerede nu deciderede sprog-ørkener uden for de større byer! Samtidig er søgningen til universiteternes sproguddannelser også faldet, i takt med at regeringen har ’dimensioneret’ dem, dvs. skåret ned på antallet af studiepladser. Dette faktum nævnes i øvrigt i sprogstrategien med en vis stolthed…? Og udviklingen er gået rigtig stærkt. På RUC er både tysk- og franskstudiet nedlagt, og engelsk lukker og slukker muligvis snart som sidste sprog. Ud over dimensioneringen er det selvfølgelig også de fortsatte 2 procents-nedskæringer, der lukker sprogstudierne – de små hold er for dyre at opretholde. Det er dog besynderligt, at regeringen lancerer en sprogstrategi, samtidig med at nedskæringerne i uddannelsessektoren begrænser eller lukker sproguddannelserne, uden at man overhovedet forholder sig til dette, men endda bryster sig af at være medskyldig.

Der er afsat 100 mio. kroner over 4 år til strategien, og de 99 skal bruges på et ’nationalt center for fremmedsprog’, der primært skal videreformidle forskning om sproguddannelse. Det er en rigtig god idé, og den kommer da også oprindeligt fra den sprogtænketank, der sidste år blev nedsat af Gymnasieskolernes Lærerforening (GL). Dansk forskning i sprog og sprogdidaktik halter voldsomt efter den naturvidenskabelige, hvis man tæller op, hvor mange videnskabelige artikler der udgives på de to felter, og det siger jo også noget om den forskellige prestige, der ligger i de to fakulteter. Af de 99 mio. kommer 24 imidlertid fra efteruddannelse af gymnasielærere i forbindelse med implementering af reformen. Det minder om den gamle tegning af Piet Hein, ’Socialpolitik’, hvor manden fodrer den sultne hund med spidsen af dens egen hale. Den sidste million skal bruges på at uddanne konferencetolke til EU og erhvervslivet. Tja, det var måske mere relevant at efteruddanne nogle af de danske journalister, der med forskelligt held rapporterer fra eksempelvis Katalonien/Spanien-krisen eller regeringsdannelses-showet i Tyskland. Men det er jo også et udtryk for fremmedsprogenes situation i journalisternes hjemland.

Det er helt og holdent regeringens egen beslutning ikke at bruge flere penge på sprogene. Den arbejdsgruppe, der med RUC-rektor Hanne Leth Andersen i spidsen har lavet forarbejdet til strategien, anbefalede at pålægge (!) kommuner og uddannelsesinstitutioner at udarbejde lokale sprogstrategier, og det koster selvfølgelig, når man kræver. Der skal ressourcer til fx små sproghold og uddannelse af undervisere, men nu er det altså – som før – op til det lokale niveau at finde pengene. Med de aktuelle nedskæringer er det næppe flere og bedre fremmedsprog til de unge, som de lokale ledere vælger at prioritere.

Da sprogstrategien blev lanceret i sidste uge, lagde uddannelsesminister Merete Riisager vægt på ’gode og brede sprogkundskaber’. Men hvis bredde er flere sprog end blot engelsk og tysk, arbejder strategien direkte imod det formål. Den afspejler i høj grad den antagelse, at en stærk sprogkompetence udelukkende betyder et højt niveau i det enkelte sprog, og at fortsættersprog derfor partout er at foretrække frem for begyndersprog: Der er ’for mange elever, der vælger begyndersprog’, som der står i papiret. Dette synspunkt giver selvfølgelig fordel til først og fremmest tysk og dernæst fransk, fordi det er de eneste fremmedsprog ud over engelsk, der i det hele taget tilbydes i folkeskolen i dag, og derfor er mulige fortsættersprog i gymnasiet. Det er der vitterlig ikke meget bredde i. Ministeriet vil dog gerne ’i dialog’ med professionshøjskolerne med det mål at udbyde fransk i alle landets regioner, så vi kan få mere fransk i folkeskolen – men så længe der ikke følger midler med, kommer det jo ikke til at ske.

Riisager kaldte i øvrigt også sprog ’dannelse for den enkelte’ i forbindelse med lanceringen, og det er fuldstændigt rigtigt, nærmest uanset hvilket dannelsesbegreb man abonnerer på. Men de færreste vil nok mene, at dannelse har noget at gøre med, hvor meget ens viden og kompetencer er værd i kroner og øre – og regeringens ensidige fokus på tysk og dernæst fransk flugter såmænd rigtig fint med erhvervslivets efterspørgsel, hvilket også fremhæves med både grafer og tekst i oplægget. Spørgsmålet er, om det skal være Dansk Industri, der dikterer, hvilke sprog de danske børn og unge skal lære. Det dannede svar må være nej – med en nyklassisk tilføjelse: Uddannelse for livet, ikke for erhvervslivet.

Bredden, eller mangel på samme, er sprogstrategiens centrale problem. Mange når kun at stifte bekendtskab med dansk, engelsk og tysk gennem deres uddannelse, og de er alle tre germanske. At det skulle være en særligt stærk sproglig kompetence at begrænse sig til én sprogfamilie, er mildt sagt diskutabelt. Man får ikke foden indenfor hos eksempelvis den romanske sprogfamilie, verdens største, der tæller blandt andet fransk, spansk og italiensk. Det kræver ikke en sproglærer at vide, at det er lettere at lære et sprog, hvis man allerede er ven af familien. Regeringen bedyrer dog, at ’Ønsket om, at flere skal vælge fortsættersprog, skal ikke ske på bekostning af begyndersprog’, men det er præcis, hvad der sker i gymnasiet. Ser vi på de mest populære sproglige studieretninger; Engelsk A, Samfundsfag B og et sprog på A-niveau, springer det i øjnene, at både tysk og fransk kan vælges på både begynder- og fortsætterniveau, mens spansk udelukkende optræder på fortsætterniveau, hvilket er en utopi. Hvis man satte den manglende retning med Spansk Begynder A på listen, ville det i øvrigt i højere grad være muligt for mindre skoler at oprette klasser med blandede studieretninger, fordi man vil kunne fylde klassen op med spanskelever og således også sikre tysk- og franskholdene.

Spansk bliver kun nævnt et enkelt sted i det 27 sider lange strategidokument, i en opremsning af, hvad erhvervslivet ønsker sig. Det på trods af, at Hanne Leth-arbejdsgruppen fremhæver spansk på lige fod med tysk og fransk, og at der efter gymnasiereformen er indført en forsøgsordning med spansk i folkeskolen, som dog blev udmeldt nærmest ubemærket og meget sent. Spansk er heller ikke nævnt i forbindelse med uddannelse af flere folkeskolelærere og seminarielærere, hvilket gør den tidligere nævnte gymnasiestudieretning med Spansk Fortsætter helt barok: Der ér ingen fødekæde i dag, og den vil man åbenbart heller ikke søge at etablere? Hos vor vestlige nabo, Storbritannien, fremhæves spansk i dag som det vigtigste fremmedsprog at lære overhovedet, og i det norske uddannelsessystem har spansk førsteprioriteret efter engelsk. At den danske regering har luget verdens andenstørste modersmål og tredjestørste fremmedsprog ud af sprogstrategien, er simpelthen absurd. Sproglig bredde, goddag mand økseskaft.

Regeringen efterlyser fornuftigt dobbeltkompetencer i eksempelvis naturvidenskab og sprog. Riisagers eksempel er ingeniøren, der kan fransk, i øvrigt samme eksempel som Charlotte Rønhof fra Dansk Industri nævnte på GL’s sprogkonference sidste år. Man vil styrke engelsk, tysk og fransk som tillægskompetencer på universiteterne, og det lyder fint, men uden et stop for nedskæringerne og en ekstrabevilling sker det næppe. Samtidig har man direkte modarbejdet idéen om dobbeltkompetencer i gymnasiereformen: Eleverne er tvunget til at vælge mellem særdeles specialiserede kombinationer af fx matematik/fysik/kemi og engelsk/spansk/tysk. Hvis regeringen virkelig vil satse på dobbeltkompetencer, kan den passende henvende sig til reformkredsen for at få indført studieretninger, der afspejler det ønske – hvilket i øvrigt også udtrykkes af Hanne Leth- arbejdsgruppen.

Regeringens sprogstrategi bærer i det hele taget præg af, at man har lyttet mere til industrien end til sprogsagkundskaben. Det kan undre, at de faglige foreninger i folkeskolen og gymnasiet – lærerne – ikke ses som en naturlig del af sprogstrategiens følgegruppe. I en strategi om uddannelse virker det dybt godnat ikke at inddrage dem, der uddanner. Måske er det derfor, at der i strategien optræder banaliteter som ’Lærere og undervisere kan med fordel udvikle deres viden om, hvad der virker i undervisningen’? Suk.

Helene Caprani, lektor i Historie, Spansk og Samfundsfag og medlem af GL’s hovedbestyrelse for Liste 1