Du er her
Blogindlæg |
09. jun 2017

Snyderi er et dårligt quickfix

Af: René Vester Kjær

SPOILER-ALERT: Dette blogindlæg kan umiddelbart se ud til at have løsningen på elevsnyd, men desværre findes den ultimative løsning ikke. Der findes dog en brutal løsning, men den kan kun bruges i Nordkorea og andre totalitære regimer. Så undskyld til læserne, at jeg får det til at se ud til at være nemmere at løse elevsnyd, end det i virkeligheden er. Om ikke andet så kommer jeg med mit bud her:

Minimer snyd
I en digitaliseret verden, hvor snart set alle vores opgaver desværre også er blevet digitale, kan vi ikke undgå, at snyd sker. Det sker med afleveringerne, (hvilket ikke er nyt) og det sker til eksamen (hvilket heller ikke er nyt). Det nye er, hvordan det sker, og hvor nemt det er at undgå at blive opdaget.

Vi kan ikke stoppe al snyd, men samtidig skal vi heller ikke være ligeglade. Som uddannet økonom har jeg fundet ud af, at meget i livet handler om at maksimere, eller minimere. Vi kan ikke nødvendigvis gøre alle  rige, men vi kan skabe samfund hvor flere er rigere (maksimering). Vi kan heller ikke fjerne al kriminalitet, men vi kan skabe et samfund hvor færre begår kriminalitet (minimering). Den samme tilgang burde vi have med problemet snyd.

Tænk langsigtet
En måde, som jeg tror, kan minimere snyd er ved at få eleverne til at tænke langsigtet. Ok, det er en udfordring i sig selv at få dem til det. Men gode historier fra det virkelige liv kan nogle gange være øjenåbnere.
Her er et eksempel, som jeg kan huske. En ung mand i starten af dette årtusinde eller århundrede, om man vil, havde ikke klaret sig særlig godt igennem sit universitetsstudie. Han havde fået sit kandidatbevis, men hans karakterer var ikke noget at råbe hurra for, og han kunne ikke finde et job. Men så slog et universitet et job op, hvor man kunne undervise i lige præcis det fag hvor han havde fået 03. Det var under den gamle 13- skala. Så han lavede den klassiske snydemanøvre og brugte lidt retteblæk til at ændre hans 03 til 13. Søgte jobbet og fik det. Så nu regnede han med, at han var på den grønne gren, for nu havde han fået et job, og hvor svært kunne det lige være at undervise i det fag?

Tjah, der var i hvert fald nogle elever på det studie, som ikke forstod, hvad underviseren fablede om, for det gav ingen mening. Så de gik til universitetets ledelse med det. De valgte at undersøge det og fandt ud af, at manden havde snydt. Han havde jo ikke engang evnerne til at bestå i det fag, som han nu stod og underviste i. Fyresedlen blev leveret, og den udtalelse han fik derfra, er nok ikke den, han alt for tit har vedhæftet sine efterfølgende jobansøgninger.

Snød han til eksamen? Nej, men han snød med sin eksamenskarakter, hvilket i bund og grund er det samme. Han påstod at kunne noget, som han i virkeligheden ikke kunne. Virkeligheden indhentede ham noget så kraftigt, og det samme vil ske for rigtig, rigtig mange af dem, der snyder til eksamen og får andre til at lave deres opgaver. De lærer ikke noget af det, men kan få noget glitret papir med fine tal på. På et tidspunkt kommer man ud i den virkelige verden, hvor man ikke kan få andre til at løse ens opgaver. Og så bliver man afsløret i at kunne ingenting. Hmm, måske var det en idé at forsøge at lære noget i stedet for?

Snyderi stopper, når eleverne kan se, at de kun får noget ud af det på kort sigt. Det er ligesom at tage stoffer, det føles godt i starten, men konsekvensen bliver en betaling i form af et eller andet negativt. Hvis vore elever bliver i stand til at se konsekvenserne af snyd, og at det derfor rammer dem selv på længere sigt, så vil vi kunne minimere snyderi. Deres uddannelse skal være med til at gøre dem parat til at varetage et reelt job, hvor de kan bruge det, de har lært. Vores opgave er at vise dem, hvorfor de har brug for at lære det.

Men hvad så med snyd i de fag, som eleverne tror, de aldrig får brug for? En måde, jeg forsøger at overbevise mine elever om, at det er en dårlig idé, er at fortælle om mig selv. Jeg troede eksempelvis aldrig, at jeg ville få brug for det statistik, jeg lærte på uni. Men heldigvis fulgte jeg godt med. Det viste sig at være en god beslutning. For ca. halvdelen af de jobs, jeg har haft både under og efter mit studie, har jeg kunnet få, fordi jeg netop var god til statistik. Det åbnede ufattelig mange døre. Men jeg anede det ikke dengang. På samme måde kan fag, som man nu har, som man ikke lige kan se, hvad man skal bruge til, blive de fag, som vil åbne dørene for en i fremtiden, og vi ved ikke, hvordan vores fremtid vil se ud. Min kom i hvert fald til at se noget anderledes ud end det, jeg havde planlagt, og vel at mærke uden at snyde.

Den ultimative løsning
Nåh ja, så var der lige den løsning, som kun kunne bruges i Nordkorea og andre totalitære regimer. Den løsning fandt jeg i min gamle bog om skattepolitik, hvor der stod skrevet, at skattesnyd kan fjernes fuldstændig ved at indføre dødsstraf. Men der stod også, at det nok ikke var en særlig god ide’ at indføre. Eksamenssnyd kan ligeså nemt fjernes fra jordens overflade ved at indføre den samme straf. Personlig vil jeg foretrække at få eleverne til at tænke langsigtet og se meningen i at lære fagene. Det tror jeg også, eleverne vil foretrække.

Kommentarer

1
You must have Javascript enabled to use this form.
Rikke-Line Gabelgaards billede

Rikke-Line Gabelgaard

Du har så ret Rene. Vejen frem er dialogen med de unge i kombination med en række prøver i timen med papir og blyant. På den måde får vi også fokus på at de rent faktisk skal kunne noget uden adgang til alle mulige hjælpemidler. Vi har i spanskfaget indført en delprøve 1 uden hjælpemidler og det er faktisk den opgave, der motiverer eleverne mest i undervisningen. Opgaverne er sjove, så det er win win. De er motiverede og vi kan som lærere se deres reelle niveau.