At snyde eller ikke snyde i SRP…

Noget af det værste, jeg kan forestille mig i undervisnings- eller eksamensøjemed er at anklage en elev for snyd eller plagiat, som det viser sig, at de ikke har begået. Men det sker bare også, at man er helt utroligt sikker i sin sag…

I modsætning til hvad man måske skulle tro, handler dette indlæg IKKE om kunstig intelligens, og hvordan vi skal håndtere mistanke om brug af fx ChatGPT i en SRP-situation. I et sådant tilfælde ville der nemlig formentligt være tale om en mistanke, og det ville være svært at bevise håndgribeligt, at en elev havde snydt.

Jeg er stor tilhænger af, at elevernes retssikkerhed skal opretholdes, og jeg er yderst begejstret for, at en eventuel mistanke kan be- eller afkræftes gennem en samtale ved det mundtlige forsvar af SRP.

Men indimellem er man bare ikke det mindste i tvivl om, at en elev har snydt.

I de få år, det mundtlige forsvar af SRP har eksisteret, har jeg to år været ude som censor, og begge år har jeg siddet i en situation, hvor jeg havde mellem 12 og 14 siders bevismateriale for snyd i en opgave. Som engelsklærer er det nemlig relativt enkelt at opdage, når en elev laver en nærmest postmodernistisk ”kollage” af afsnit fra engelsksprogede hjemmesider og kaster disse gennem Google Translate. – Til og med uden henvisning til de pågældende sider.

Denne lidet opfindsomme teknik har jeg to gange været vidne til fra elever på to forskellige gymnasier. – Og omend det er let at opdage, er det tidskrævende at sammensætte bevisbyrden. Ikke desto mindre er det klokkeklare, utvivlsomme eksempler på plagiat og altså snyd i en eksamenssituation. Man skulle derfor tro, at det er en såkaldt ”no-brainer” at konfrontere en elev med dette og bortvise eleven fra eksamen.

Det skete heldigvis også på den ene skole, hvor eleven indrømmede blankt, og vi (elevens vejleder og jeg) skulle derfor ikke forholde os yderligere til den pågældende elev og kunne bruge vores tid på de elever, som havde orket selv at skrive deres opgave. – Hvilket i sig selv er ganske rimeligt, fordi jeg allerede havde brugt mere tid på at afdække snyd, end jeg får løn for ift. én opgave.

Det interessante her, som har fået mig til tasterne, er imidlertid, at det gymnasium, som valgte denne – i mine øjne eneste rimelige – fremgangsmåde, i virkeligheden brød reglerne. Ifølge UVM’s regler om snyd skal eksamen nemlig gennemføres, karakteren gives, eleven ikke mærke noget til noget, og en evt. mistanke så indberettes efterfølgende, hvorefter skolens ledelse må beslutte, om studenterfesterne skal afbrydes, huen rives ud af ”Mors” hånd, eller hvad der nu skal ske.

Den proces har jeg også været igennem. – Trods de ca. 14 siders beviser. På det pågældende gymnasium gennemførte vi en eksamen, hvor eleven end ikke kunne forklare, hvad han mente med sine meget kryptiske, Google-oversatte sætninger (og derfor heldigvis fik et -3). Skolen gjorde intet forkert. De fulgte bare reglerne.

Men i hvis interesse er det at gennemføre hele dette cirkus, når der ikke er den mindste tvivl om plagiat?

Det helt skræmmende er nu, at jeg netop har hørt fra min egen ledelse, at det er blevet indskærpet i år, at man skal følge denne procedure ved mistanke om snyd.

Men det er jo netop det…

Det er ikke altid bare en mistanke. Ja, vi skal passe på eleven, og eleven skal kunne tale sig ud af, hvis han eller hun bare har skrevet en opgave, som er deres bedste nogensinde, eller hvis de har glemt en fodnote eller to, men der må da kunne skelnes mellem mistanke om og bevis på snyd.

Jeg håber, der er nogen derude med politisk indflydelse eller magt, som vil få kigget på de paragraffer igen og få dem ændret, så den skelnen bliver virkelighed.

Alt andet er spild af alles tid – både lærers, censors, rektors, elevens og familiens, som står klar i kulissen med champagne og jordbær.