Skype – Nem internationalisering

I mandags talte mine engelskelever direkte med en person på den anden side af Jorden. Anledningen var, at jeg som led i vores Australia-forløb var kommet på at spørge min australske bekendte, Leonie, om hun havde lyst til at skype med os i en lektion. Dét ville hun gerne. Så en tidlig mandag morgen sad mit 2.g-hold bænket omkring gruppeborde med blikket rettet op mod storskærmen, hvor Leonies ansigt tonede frem. Inden jeg ringede op via Skype, havde jeg sørget for at vende min computer om mod eleverne, så Leonie også kunne se os.

Jeg har ikke prøvet sådan noget før, men forsøget forløb over al forventning. Eleverne opførte sig eksemplarisk og gjorde sig umage med deres engelsk, og vores australske ’gæstetaler’ diskede op med et væld af interessante oplysninger om australsk kultur, samfund og identitet, som vi næppe havde fået ind i forløbet af os selv. Og så kunne vi jo oven i købet nyde tonerne af vaskeægte australsk accent. Min værste frygt – at teknikken skulle svigte – blev heldigvis gjort til skamme: Både lyd og billede virkede upåklageligt. (Da Leonie og jeg foretag et testopkald et par dage før, crashede internettet!).

Forud var gået en enkelt lektions forberedelse, hvor jeg inddelte eleverne i grupper og bad hver gruppe formulere ca. 4 spørgsmål om australsk kultur, identitet eller samfund. Som sagt var vi allerede på det tidspunkt godt inde i vores forløb om Australien, så eleverne havde allerede en vis baggrundsviden. Leonie lærte jeg at kende sidste sommer, da vi mødtes på et kursus for undervisere i Oxford. Jeg har tidligere skrevet om netop dette kursus herinde.

Efter den lektion har jeg gang på gang spurgt mig selv: Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før? Hvorfor gør vi ikke den slags noget mere? I dag må der på de fleste gymnasier være undervisere, der har kontakter i andre lande – kontakter, man har lært at kende via studieture, kurser i udlandet, internationalt besøg på skolen eller endda i mere privat regi. I de her tider, hvor alle taler om globalisering og internationalisering, er det da oplagt at få mere ud af de kontakter! Og holder man sig til Skype, er teknikken såre simpel, hvilket er godt til lettere teknikforskrækkede typer som mig, der godt kan blive lidt klam i håndfladerne, så snart det der IT bliver for avanceret.

Jeg har efterfølgende evalueret forsøget med Leonie, der heldigvis er lige så tilfreds som mig. Vi taler allerede om mulighederne for at udvide vores samarbejde: Måske kan vi på sigt bygge et længere projekt op, som involverer direkte samarbejde mellem hendes og mine elever. Som minimum via Skype (nu i mindre grupper/par) og eventuelt med en tilhørende blog, hvor eleverne kan lægge små tekster op og kommentere hinandens arbejde. Jeg har allerede eksperimenteret med sådan et samarbejde på tværs af lande og kulturer i form af den libanesiske partnerskole, vi har tilknyttet på Herning Gymnasium. (Det har jeg også tidligere skrevet om). Dér er kulturforskellene dog en stadig udfordring, og et samarbejde med en australsk skole vil formentlig være noget nemmere, i hvert fald udbytterigt på nogle andre parametre. Og skal andre kulturer og identiteter end det australske i spil i engelskundervisningen, har jeg faktisk kontakter i både USA, Libanon og Canada; det kunne være spændende at integrere dem i forskellige forløb fremover.

Uanset om man bliver ved Skype eller udvider projektet, er den type samarbejder oplagte til at tone elevernes studieretning – en toning, som mange elever også efterlyser. Mit eget engelskhold går på en samfundsfaglig studieretning med engelsk på A-niveau. Selv påtænker jeg lige nu kun at anvende det i engelsk, men man kunne sikkert også indpasse det i mange andre fag.

Og eleverne selv? De er positive. De fremhævede Skype-samtalen som et ’autentisk’, ’sjovt’ og ’mere moderne’ indslag i et litterært forløb, hvor der selvsagt er megen tekstanalyse at skulle igennem. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, drømmer det meste af holdet nu om at komme til Australien efter gymnasiet…