Gymnasieskolen vil komme ud af trit med resten af verden, hvis vi ikke kommer i gang med at følge med.

I en undersøgelse fra 2003 af 1g-elevers opfattelse af kemifaget kan man læse følgende:

”Det er de færreste kemilærere, der kan eller vil basere deres undervisning på, at den skal være spændende, hyggelig og bekræftende for eleverne.”

Uha… Hvad vil vi så basere den på? Kedsomhed? Gælder det kun for kemilærere eller også for andre faggrupper? Skal elever bare sidde på deres flade, sige det læreren gerne vil høre, og se interesserede ud resten af tiden? Hvis det er, hvad vi forventer af dem, vil alle parter blive dybt frustrerede, og eleverne vil forsvinde ind i Facebook, inden vi får set os om.

Vi er nødt til at tage udgangspunkt i elevernes verden, og den er fyldt med spændende og hurtigt skiftende tilbud, som vi skal konkurrere med. Vi er nødt til at være bevidste om, at de unge er væsentlig anderledes end for bare 10 år siden. Det stiller krav til os som undervisere, om at vi må forandre vores praksis, så vi følger med. For vi vil vel ikke være som kemilærerne i citatet ovenfor, vel?

Hvordan oplever vi det, når der stilles krav til os om at ændre vores praksis? For mange af os er lærergerningen et kald, og kritik af vores praksis føles som kritik af vores personlighed og værdisystem. Derfor kan vi reagere med identitetsforsvar i form af fx projektion (det er eleverne, der er noget galt med), fortrængning (der er ikke noget problem) eller forskydning (det er ledelsens/ministeriets/samfundets problem). For det er ikke sjovt at skulle ændre sin identitet, hvis man ikke selv har lyst til det. 

Tænk hvis eleverne opfattede kritik fra os som kritik af deres inderste identitet. Vi forventer, at vores elever kan forholde sig konstruktivt til kritik, og at de kan forandre deres praksis efter det input, de får. Og de får jo hele tiden input i form af karakterer, respons på opgaver osv. Burde de så ikke også kunne forvente samme professionalisme af os?

Problemet med utidssvarende praksis er særlig tydeligt i kemifaget på stx. Her er der meget langt fra læreplanens intentioner om at tage udgangspunkt i temaer, der er relevante for elevernes liv og hverdag, til kemiundervisningen i praksis. Praksis er præget af ”vi gør som vi altid har gjort, og det plejer vi at virke”. Det afspejles i lærebogssystemerne, der heller ikke lever op til læreplanens intentioner, for hvis de gjorde, ville de ikke kunne sælges. Der er således en massiv modstand mod ændringer, og det kommer absolut ikke eleverne til gode. 

Gymnasieskolen vil komme ud af trit med resten af verden, hvis vi ikke kommer i gang med at følge med. Så for at svare på det indledende spørgsmål: Ja, vi skal sørge for spændende, underholdende og bekræftende undervisning, der kan udvide elevernes horisonter og skabe interesse for deres omverden. Vi må se holdningen i indledningscitatet som et skræmmende eksempel på utidssvarende praksis og komme i gang med at rykke os.