Ordentlige rammer er forudsætningen for at kunne opfylde gymnasiernes formål
Uddannelsespolitik handler for Liste 3 helt generelt om at skabe de bedst mulige rammer, for at undervisere med metodisk frihed og professionel dømmekraft kan opfylde gymnasiernes formål og deres fags respektive kompetencemål. Den frihed og dømmekraft skal vi også som fagforening værne om. Derfor skal vi koncentrere os om rammerne for arbejdet. Indholdet i arbejdet skal vi overlade til gymnasielærerne. Det kan til tider være svært ikke at kaste sin kærlighed eller had på forskellige pædagogiske metoder og tilgange, men det kan også være en dyd at undlade at gøre det. Det vi forholder os til er gymnasiernes rammer og formål.
For Liste 3 er den fælles formålsparagraf for de gymnasiale uddannelser om almendannelse hjerteblod. Uden almendannelse ville gymnasierne være en saga blot. Man vil få svært ved at finde en gymnasielærer, som ikke vil stå på mål for almendannelsen. Den ligger i vores tilgang til undervisningen og i vores selvforståelse som gymnasielærer. Heri består koblingen mellem det almene formål og vores konkrete praksis. Det er i vores daglige tilrettelæggelse og udførelse af undervisningen at formålet om almendannelse realiseres. Den realitet er undertiden truet, men i højere grad af dårlige arbejdsvilkår, mangel på tillid og dialog samt de bebudede nedskæringer end af diverse efteruddannelseskurser, pædagogiske trends og målstyring. Derfor betoner vi på Liste 3 netop samarbejde og dialog på alle niveauer i gymnasiesektoren som den vigtigste vej til ordentlige rammer for arbejdet, og vi har fuld tillid til, at den enkelte lærer i samarbejde med gode kollegaer formår at udfylde rammerne så formålet om almendannelse opfyldes.
Alex Young Pedersen
Medlem af hovedbestyrelsen for Liste 3
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode