Opgiv jagten – og træk i stedet på erfaringerne

Der er én megafordel ved at være blevet så gammel som mig inden for lærerprofessionen: Jeg har gjort hele turen med i den reformpædagogiske rollercoaster indpakket i kompetence-ideologien (alias den tomme mængde) og diverse trylleformularer (ansvar for egen læring, cooperative learning med videre) på skift udråbt fra det pædagogiske Forskningshimmelbjerg som svaret på udfordringerne i uddannelsessystemet.  Sidste skud på den vildtvoksende pædagogiske forskningsstamme er "synlig læring", som professor Lars Qvortrup kolporterer i en artikel under overskriften På jagt efter det, der virker (Gymnasieskolen 6/2015).  I parentes bemærket: Hvorfor får Lars Qvortrup så meget spalteplads i Gymnasieskolen, eftersom hans position i den uddannelsespolitiske debat er velkendt??: Vægt på form og ”tekniske” løsninger på bekostning af indhold og dannelse. Måske fordi Qvortrup er en del af ”Danmarks pædagogiske oligarki”, som Thomas Aastrup Rømer så præcist har døbt det selvbestaltede quattuorvirat (jævnfør nedenfor):

”Fåmandsvældet udgør et lille netværk af folk, som lever af et opgør med dansk og europæisk pædagogisk tradition, og som i stedet bygger på en radikal instrumentalisme. Børn bliver set som økonomiske konkurrencestatssoldater eller egoistiske opportunister. Etiske og politiske formålsdiskussioner er ikke med. Netværket ser ens på pædagogik og uddannelse, og de sidder på kryds og tværs i de samme udvalg, grupper og kommissioner. De centrale personer er professor Jens Rasmussen, professor Lars Qvortrup, forskningsleder Andreas Rasch-Christensen og rektor Stefan Hermann. De skriver kronikker og debatindlæg sammen og sidder i lidt forskellige kombinationer centralt placeret i uddannelsesudvalg.”   
Og med hvilken hensigt? Elementært: At presse bestemte læringsstrategier og diskurser ned over det samlede lærerkorps. Synlig læring forklarer Qvortrup således:

1. Synlig læring handler om at finde ud af, hvad der virker i undervisningen – og hvad der ikke virker. Derfor er evalueringer af undervisning og feedback fra eleverne vigtigt.
2. Der er ikke én vej til undervisning, der virker: Elever og lærere er forskellige, og derfor er det ikke samme fremgangsmåde, der virker hver gang. Variation i undervisningsformerne er centralt.
3. Synlig læring handler også om at sætte tydelige læringsmål op for eleverne, så de bliver bevidste om, hvad de lærer, hvordan de lærer, og hvor de er i processen.

Min kommentar:
Hvorfor gøre noget relativt enkelt til noget meget, meget indviklet?

Ad 1) Hvad der virker i undervisningen, viser sig konkret for den enkelte lærer i frobindelse med aktiviteterne i dagligdagens timer, i de skriftlige opgaver og ved eksamen.  Med hensyn til sidstnævnte: Hvis én elev får 10 i skriftlig dansk, og en anden 00, kunne det måske hænge sammen med, at den sidste ikke har været flittig og ikke afleveret sine opgaver. Eller hur?  
Ad 2) Variation i undervisningsformerne? Øhh?? Vi skriver 2015, ikke 1915.  
Ad 3) Læringsmålene står i bekendtgørelserne, og hvis eleverne brugte mindre tid på golde refleksioner over, hvordan jeg (mig-mig-mig) lærer – og i stedet for gik målrettet og koncentreret til opgaverne i de enkelte fag, ville meget være vundet i kundskabs-tilegnelsen.

Synlig læring er – endnu – en pædagogisk fis i en hornlygte, og vi skal en ganske anden vej: Langt mindre satsning på tværfaglighed og teoretisk refleksion på et alt for tidligt tidspunkt i uddannelsesforløbene. I stedet skal vægten i ethvert fag lægges på det basale: det kernefaglige, det historisk-kronologiske og det redskabsmæssige. Toppet op med en klar lærerudmelding om, at faglig dygtighed opnås ved flid frem for Facebook.

Lone Nørgaard
VUC Roskilde