Kan fagenes fagkonsulenter tåle flere besparelser?
Fagkonsulenten i musik er skåret ned, andre fagkonsulenter ligeså. Samtidig har mange af fagkonsulenterne flere fag at holde styr på eller et ekstra reformtema – tre opgaver er slet ikke usædvanligt.
Undervisningsministeriets (UVM) kontorchef, Annegrete Larsen, fortalte på mødet med de faglige foreninger (september), at man må forvente yderligere beskæringer – ikke blot på ministeriets ansatte ”på gangen”, men også på fagkonsulenterne.
Annegrete Larsen mente ikke, at det gav mening at have en fagkonsulent kvoteansat på 1 procent. Det synes indlysende, at hverken for de faglige foreninger eller andre ville en så minimal ansættelseskvote give mening. Men derfor er der alligevel langt fra for eksempel 60 procent til 30 procent eller fra 30 procent til 5 procents ansættelse.
En repræsentant fra en faglig forening gjorde gældende, at der sagtens kunne være behov for en fagkonsulent i ordets sande betydning uanset størrelsen på den faglige forening. Når UVM ikke kunne stille en fagkonsulent til rådighed, lød forslaget, at ministeriet måske kunne yde fagfaglig ad hoc-konsulentbistand og -vejledning med videre på anden vis. Annegrete Larsen tog velvilligt imod forslaget, og vi glæder os til ministeriets løsningsforslag.
Efter sigende skal ALLE læreplaner revideres i kølvandet på ”serviceeftersynet”. Vi kan sagtens forestille os, at det kommer til at handle om at tilføje en glose som ”anvendelsesorienteret” – hvis vi (og det må siges at være næsten hypotetisk) ikke skulle være det i forvejen. Et andet nymodens ord i bullshit-bingoen – pardon, my French – der formodentlig også skal indskrives, vil givetvis være ”innovation”. Endelig er der spøgelsesglosen ”ny skriftlighed”, der har huseret med forskellig intensitet det sidste par år. Der er dog formodentlig andre forslag til elementer bare for at understrege, at en revision af læreplaner kræver en god dialog mellem fagkonsulenten og – ikke mindst – de faglige foreninger og deres engagerede bestyrelser. Uden dialog intet medejerskab.
Vi kan som undervisere i de gymnasiale uddannelser ikke leve uden hverken de faglige foreninger og deres enorme indsats eller dygtige fagkonsulenter. Derfor siger vi ”nej tak” til flere besparelser på fagkonsulenternes område og ”ja tak” til flere fagkonsulentressourcer; ja, faktisk foreslår vi en evaluering af fagkonsulentordningen. Det er vores opfattelse, at fagkonsulenterne ikke må blive til administrative konsulenter uden forstand på fag.
Sigrid Jørgensen,
næstformand for GL's hovedbestyrelse
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode