OK18: Runde 2 med Moderniseringsstyrelsens ”low performers”

For godt et år siden skrev jeg et indlæg med titlen ”Moderniseringsstyrelsens uforskammede frygtregime” som respons på nyheden om, at Moderniseringsstyrelsen afholdt ledelsesseminarer om formodede 10 % ”low performers” blandt de offentligt ansatte, som lederne skulle trænes i at identificere og ‘håndtere’ (kammeradvokaten var sjovt nok også troppet op på seminarerne med nogle informative slides om afskedigelser…).
Moderniseringsstyrelsen baserede ikke tiltaget på noget så arkaisk som konkret viden, nej, det var bare copy-paste af en primitiv ledelsesteori fra USA’s liberale 80’er business-jungle, som kendes under flere navne: ”Forced ranking”, ”rank and yank”, eller ”Jack Welch’s vitality model”. Som jeg skrev den gang: ”Denne beskrives spøjst nok som et ”20-70-10 system” og handler om at ”ranke” en virksomheds ansatte, således at de inddeles i 20 % ”most productive”, som skal forkæles mest med lønforhøjelser og forfremmelser, 70 % i den acceptable mellemgruppe, og heureka! – 10 % i ”nonproducers”, som egentlig bare skal fyres”. Sådan skulle man år efter år kunne ‘ranke’ sine ansatte og svinge øksen derefter. Moderniseringsstyrelsens lystige 80’er-flip gik ikke upåagtet hen. Vores egen formand betegnede det som en ”absurd tilgang til ledelse”. Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening, kaldte det ”udtryk for en usund arbejdsgiverkultur”.
Sara Vergo, formand for Djøf offentlig, så det som ”udtryk for en ubehagelig arbejdsgiveradfærd, at man begynder at lave deciderede skræmmekampagner, som det her vil blive, hvis det breder sig”.
Rita Bundgaard, formand i HK/Stat, langede ud efter Moderniseringsstyrelsen med ordene: ”De går jo selv rundt og praler af, at de er i gang med en proces om god arbejdsgiveradfærd. Det, synes jeg, klinger hult, når jeg ser det her”.
Og endeligt aflyste CFU-formand Flemming Vinther i et særdeles skarpt formuleret brev samarbejdet med Sophie Løhde og staten om en række tidligere aftalte overenskomstprojekter, bl.a. med specifik henvisning til de statsansattes vrede over Moderniseringsstyrelsens ”low performers”-stunt.

Brevet blev blandt andet offentliggjort på AC’s hjemmeside. Tommelen ned fra fagbevægelsen, må man sige. Hvad lærte Moderniseringsstyrelsen så af det? Intet, tilsyneladende. Som bekendt kræver staten til overenskomstforhandlingerne her i det nye år bl.a., at de ansatte skal forhandle en meget større andel af lønnen lokalt og individuelt. Det er en idé, man absolut intet godt kan sige om, men til gengæld en masse dårligt. I dette indlæg vil jeg blot påpege, at kravene røber, at Moderniseringsstyrelsen stadig kører ”Jack Welch’s vitality model” for fuld skrue. For tanken med, at mere af lønnen skal forhandles lokalt, og at det er den enkelte ansatte som forhandler for sig selv, kontra tillidsmanden, som forhandler for den enkelte og fællesskabet, ja den er selvfølgelig, at nogle få skal have mere, på bekostning af flertallet. Når de 20 % ”most productive” skal forkæles, så er det naturligvis de resterende 80 %, som skal betale gildet. At tro andet er naivt. Og selv om det måske i nogles ører alligevel lyder mere tilforladeligt med positiv særbehandling gennem løn frem for den negative særbehandling i ”low performer”-tilgangen, så er det faktisk lige så slemt, for det udspringer af den samme junglelovs-logik, som besjæler hele modellen. For at citere hvad jeg skrev om ”Jack Welch’s vitality model”: ”I USA har man erkendt, at denne model har alverdens negative konsekvenser, såsom sygeligt kompetitive arbejdsmiljøer, hvor folk hellere modarbejder end hjælper hinanden, snyd og svindel, enorm fokus på målbare resultater på bekostning af alt andet, hvilket medfører reelle produktions- og kvalitetsfald, osv. Når man – selv i den liberale amerikanske business-jungle – er begyndt at se disse negative konsekvenser, hvorfor introducerer man så alligevel skidtet herhjemme? Dels er svaret nok, at Moderniseringsstyrelsen er Finansministeriets forlængede arm – og Finansministeriet bekymrer sig om økonomi, punktum. Den offentlige sektor skal ‘køre længere på literen’, og kvaliteten må de øvrige små-ministerier så ellers rode med.”

Tanken bag løn-forkælelsen af top-20 % er selvfølgelig, at det får alle andre til at løbe hurtigere for at komme i top-20 % selv. Svaghederne i den tænkning er beskrevet ovenfor. Men der er heller ingen grund til at tro andet, end at en gennemførelse af statens lønkrav vil føre til, at den samlede lønsum bliver mindre end, hvad den vil være med de nuværende regler. Eller kortere sagt: Statens lønkrav er også et spareprojekt. Nogle få ansatte skal have mere, men samlet set er det håbløst naivt at tro andet, end at formålet med projektet også er en net besparelse på lønudgifter. Langt de fleste ansatte vil blive lønmæssige ”low performers”i Moderniseringsstyrelsens bellum omnium contra omnes. Så dette er altså, hvad Moderniseringsstyrelsen har tænkt sig at gå til forhandlingsbordet med: Et krav om, at fagforeningerne skal sige ja til at lade sig køre i trillebør ud på lossepladsen, således at arbejdsmiljøet og produktiviteten på statslige arbejdspladser kan smadres, og der kan spares på de ansattes løn. Sikken modernisering! Det kan man som fagforening, eller bare som ansvarlig medborger med interesse for velfungerende offentlige virksomheder, naturligvis kun sige nej til.

Tomas Kepler, medlem af hovedbestyrelsen i GL for Liste 1