Moderniseringsstyrelsens uforskammede frygtregime

I går kom det frem, at Moderniseringsstyrelsen er i færd med at afholde møder for statslige chefer, hvor det kommunikeres, at hver 10. medarbejder ikke præsterer på et acceptabelt niveau. Dette understøttes af farverige lagkage-diagrammer og billeder af folk, som ligger og sover på arbejdet. På møderne undervises cheferne så i, hvordan de spotter og 'håndterer' disse såkaldte ”low performers”, og til håndteringsdelen medvirker kammeradvokaten, som instruerer i, hvordan man gennemfører fyringer efter gældende love og regler.

Nyheden om disse møder vakte en del furore i fagbevægelsen, og vores egen formand, Annette Nordstrøm, var også ude og kommentere på sagen under overskriften: ”Absurd tilgang til ledelse”. Ud på dagen tonede Moderniseringsstyrelsens direktør, Poul Taankvist, så frem på DR; man ”beklagede” billedet af de sovende dovendyr, man ville sørme ikke fremstille alle offentligt ansatte som dovne (nej, bare 10%, ikke?), og det handlede skam om, at folk skulle have en chance for at forbedre indsatsen… Og i øvrigt har man ingen konkret viden om, at der er 10% ”low performers” – det er bare en ”generel ledelsesteori, der siger, at der kan være op til 10%”! Poul Taankvist kunne i øvrigt slet ikke genkende det fra sin egen organisation eller andre steder, han har været. Nåda. Jamen så kan folk i en vis radius af direktøren vel føle sig nogenlunde trygge.

Er det ikke lidt ude af proportioner, kunne man spørge, at kalde statens chefer til huse og instruere dem i, at der er 10% dovne medarbejdere som skal spottes og ultimativt fyres, hvis det med de 10% i Moderniseringsstyrelsens egen optik bare er teori? Hvad forestiller Poul Taankvist sig, at de statslige chefer mon kan tænke, at de skal gå hjem og foretage sig efter en sådan seance? DR's materiale fra møderne virker ret entydigt: Det omtalte billede af de sovende ansatte præsenteres under overskriften: ”HVORFOR ER DET SÅ VIGTIGT AT HAVE FOKUS PÅ SINE LOW PERFORMERS?”, og et lagkagediagram viser ”GENNEMSNITLIG ANDEL AF HML PERFORMERS I ORGANISATIONER”, med 30% ”high performers”, 60% ”middle performers”, og altså 10% ”low performers”. Det er altså bare SÅ vigtigt – men i øvrigt er det kun en generel ledelsesteori. Og det er lige før, at det var et rent tilfælde at kammeradvokaten kom forbi med nogle måske-relevante powerpoints om, hvordan man fyrer folk…

Sagen er, at det sådant set nok er rigtigt, at der er tale om en generel ledelsesteori, men i forhold til teorien er det mindre vigtigt om den ene eller anden procentdel af de ansatte reelt går og dovner den. Når Moderniseringsstyrelsen siger, at der er 10% ”low performers”, uden at have nogle konkrete tal for det, så må det jo betyde, at det er en konstruktion – et udtryk for en beslutning om at VILLE inddele de ansatte således at der bliver en hvis procentdel ”low performers”. Der er åbenbart 10% ”low performers” lige nu – pr. definition. Er der nogen grund til at tro, at Moderniseringsstyrelsen ikke vil sige det samme om forrige år? Eller næste år?

Teorien er reelt et amerikansk udviklet management-værktøj (tak til en venlig gymnasielærer for at have ledt mig på vej), og kendes under flere navne: ”Forced ranking”, ”rank and yank”, eller ”Jack Welch's vitality model”. Denne beskrives spøjst nok som et ”20-70-10 system”, og handler om at ”ranke” en virksomheds ansatte således at de inddeles i 20% ”most productive” som skal forkæles mest med lønforhøjelser og forfremmelser, 70% i den acceptable mellemgruppe, og heureka! – 10% i ”nonproducers”, som egentlig bare skal fyres. Sikke et sammentræf.

Der rejser sig nu en række spørgsmål. Først og fremmest: Hvad vil Moderniseringsstyrelsen opnå med at promovere dette stolelegs-agtige management-værktøj? Svaret synes oplagt; det er højst en sidegevinst at få ”ryddet op” i de dovne og uduelige offentligt ansatte, man givetvis har en tyrkertro på kan findes. Det virkelige formål er selvfølgelig at få konkurrenceudsat ALLE ansatte. Folk skal løbe stærkere, forestillingen er vel, at truslen om at få stemplet som ”low performer” i tider med nedskæringer og fyringer sikkert nok kan vride lidt mere ud af de fleste. Del og hersk – med frygt.

I USA har man erkendt, at denne model har alverdens negative konsekvenser, såsom sygeligt kompetitive arbejdsmiljøer hvor folk heller modarbejder end hjælper hinanden, snyd og svindel, enorm fokus på målbare resultater på bekostning af alt andet, hvilket medfører reelle produktions- og kvalitetsfald, osv. Når man – selv i den liberale amerikanske business-jungle – er begyndt at se disse negative konsekvenser, hvorfor introducerer man så alligevel skidtet herhjemme? Dels er svaret nok, at Moderniseringsstyrelsen er Finansministeriets forlængede arm – og Finansministeriet bekymrer sig om økonomi, punktum. Den offentlige sektor skal 'køre længere på literen', og kvaliteten må de øvrige små-ministerier så ellers rode med. Moderniseringsstyrelsen definerer også sin mission som ”at give regeringen det bedst mulige grundlag for at føre en sund økonomisk politik, der styrker vækst og produktivitet samt sikrer effektivisering af den offentlige sektor”. Bemærk: Ikke ét ord om kvalitet eller etik. Man må også spørge, om centrale personer i disse statslige organer kan have personlige interesser (eks. qua resultatlønskontrakter) i at introducere sådanne metoder som måske med en hvis sikkerhed kan levere særlige, målbare resultater?

Næstsidst må man spørge, hvad denne omgang chefmøder om de ledelsesteoretiske 10% ”low performers” har kostet. Har Moderniseringsstyrelsen selv planket ” Welch's vitality model”, eller har det sædvanlige konsulenthus med tætte forbindelser til Finansministeriet mon været inde over? Hvad har det kostet i løn til statens chefer, og til Moderniseringsstyrelsens og kammeradvokatens ansatte? Hvor mange skattekroner har landets borgere, herunder de offentligt ansatte, betalt for at få denne statslige myndighed til at udpege 10% af selvsamme offentligt ansatte som nogle dovne fyringskandidater i en ødelæggende konkurrenceudsættelse, som kommer til at ramme såvel ansatte som brugere af offentlige services bredt?

Det sidste spørgsmål er: Hvad vil vi offentligt ansatte stille op? Jeg vil opfordre alle gymnasielærere til at samles ude på skolerne og diskutere disse forhold, og til at gå til skoleledere og bestyrelser med alle bekymringer, og med krav om at få at vide, om Moderniseringsstyrelsens opfattelse af, at der generelt set er 10% ”low performers”, har nogen genklang lokalt. Jeg tror personligt, at rigtig mange lokale ledere til fulde vil dele lærernes bekymringer og forargelse.

Handsken er med al tydelighed kastet, og hvis vi ikke står sammen over for dette klare angreb på vores stand og vores institutioner, så ender vi i det, som amerikanerne kalder et dog-eat-dog system, hvor det kun er jungleloven og rundsavene på albuerne, der gælder. Er man medlem af GL mener jeg, man har forpligtiget sig på at ville noget andet. Det kræver, at man rejser sig op og siger fra – før det er for sent.