Du er her
Debatindlæg |
17. feb 2018

OK18 er også en kamp mod nedskæringer

Af: Tomas Kepler

Opfindsomme hjerner i Moderniseringsstyrelsen fik i det forgangne år som bekendt den idé, at ansatte i staten (herunder landets gymnasielærere) ikke har en overenskomstsikret ret til løn, imens de indtager deres frokost. Altså, at man ikke har ret til en betalt frokostpause – det er bare en ”lokal kutyme”. Man skal ikke kende ret meget til Moderniseringsstyrelsen for at kunne oversætte, hvad det betyder: ”vi har fundet en ressource, som efter vores mening ikke er båndlagt i bindende aftaler. Den vil vi have fingre i”. Skal arbejdsgiverne ikke betale de ansatte løn under frokostpausen, så vil hver enkelt statsansat i deres tankegang for de samme lønkroner pludselig kunne pålægges en halv times arbejde mere hver dag. Altså 2½ times arbejde mere om ugen, eller en forøgelse af den ugentlige arbejdstid fra 37 til 39,5 timer. Det svarer til en effektivisering på 7,25 %! Og det mener Moderniseringsstyrelsen, at de bare ensidigt kan fastslå.

Fagbevægelsens reaktion har været klar og kontant: De offentligt ansattes ret til løn, imens de indtager deres frokost, er aldeles ikke nogen lokal kutyme, men en overenskomstsikret rettighed som Moderniseringsstyrelsen ikke bare kan angribe midt i en overenskomstperiode. Vil staten ændre på de regler, må den tage det op i en overenskomstforhandling. Basta. Derfor har fagbevægelsen ophøjet striden om frokostpausen til en af de 4 centrale knaster i OK18, som vi står bredt sammen om at kræve løst.

Forståeligt nok har Moderniseringsstyrelsens påhit, som jo ikke er lanceret som et officielt OK18-krav fra arbejdsgiverside, skabt lidt usikkerhed rundt omkring på gymnasierne; hvad er det egentlig for en kamp, GL har engageret sig i her under OK18? Er det en vigtig kamp? Så lad os lige hamre er par ting fast med syvtommersøm.

For det første: JO, landets gymnasielærere har ret til at spise deres frokost i løbet af arbejdstiden (som i sagens natur er lønnet – ellers hedder det ikke arbejdstid). Vi er på det punkt dækket af samme regler som alle andre i staten. Vi står til rådighed for arbejdsgiverne, imens vi konsumerer vores medbragte leverpostejsmadder eller kantine-tarteletter, vi løser opgaver, holder møder, modtager information fra ledelsen, forbereder eller efterbehandler undervisningen, kopierer, vejleder elever, og_så_videre. Vi holder ikke fri – vi er på arbejde!

For det andet skal man som gymnasielærer være opmærksom på, at det i relation til Moderniseringsstyrelsens angreb er helt ligegyldigt, hvordan man i øvrigt tænker og taler om begrebet ”frokostpause”på ens egen skole. Moderniseringsstyrelsen interesserer sig ikke det mindste for, hvad gymnasielærerne faktisk foretager sig der omkring middagstid, hvor madpakken kommer op af tasken – man har i styrelsens optik bare ikke et overenskomstsikret krav på løn under den såkaldte frokostpause. Moderniseringsstyrelsen ønsker i en ren juridisk manøvre at skabe grundlag for, at de ansatte kan få mindre i løn for det arbejde, de udfører i dag, og at staten dermed kan skære 7,25 % i ressourcerne til hele sektoren, dvs. på ALLE skoler.

Så får rektorerne samme opgave med at sikre sorte tal på bundlinien efter en nedskæring på 7,25 %, som de har med de årlige 2 % nedskæringer, vi allerede kender - uanset hvad man ellers går og siger til hinanden om frokostpausen lokalt. Og der er jo ikke en masse ”smarte” steder, hvor man lige kan skære den slags ressourcer væk, så det betyder igen, at man risikerer at blive en af de lærere, som skal til at klare ekstra opgaver a' 2½ time/ugen for den samme løn. Eller også bliver man måske en af de lærere, som slet ikke skal løse opgaver på skolen længere, men i stedet skal ud og finde nyt arbejde, fordi nogen jo skal afgive de der 2½ time til hver af de kolleger, som nu skal løse flere opgaver for den samme løn. Det er det, staten vil kunne gøre, hvis Moderniseringsstyrelsen får sin vilje: Skære voldsomt i økonomien, så færre lærere skal undervise den samme mængde elever.

Det kæmper GL ved OK18 imod, at staten skal kunne få mulighed for. Det er en kamp for vores arbejdspladser, og dermed for kvaliteten af vores undervisning og elevernes udbytte, det er en kollektiv og solidarisk kamp med alle andre offentlige ansatte, som står overfor samme trussel, og det er en kamp for den danske model. Rigtig mange medlemmer fortæller os, at deres største ønske er, at GL får stoppet nedskæringerne på gymnasierne. OK18 er også en kamp imod nedskæringer.

Tomas Kepler, formand for GL's Overenskomstudvalg

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.