Du er her
Debatindlæg |
11. apr 2018

OK 18: Der er mere på spil end som så

Af: Peter Madsen

Jeg savner et lidt bredere fokus på, at OK 18 ikke ’bare’ handler om en overenskomstfornyelse, men at det i realiteten drejer sig om nogle meget større problemstillinger.
I bund og grund handler det for mig at se om, at vi har en centraladministration og et flertal i Folketinget, der ønsker omfattende nedskæringer i den offentlige sektor for at skabe rum for skattelettelser til de rigeste i vort samfund. Og når der skal skæres i den offentlige sektor, ja, så er det jo vores løn og arbejdstid, det handler om. Og hvad gør det svært at få lønnen ned og arbejdsintensiteten op?  Det gør overenskomster, aftaler, tillidsrepræsentanter med forhandlingsret og i det hele taget fagbevægelse og solidaritet. Jo mindre af al den slags, jo nemmere er det at komme igennem med massive nedskæringer og omfordelinger.
Jeg tror, at det er i det lys, at man skal se arbejdsgivernes ønske om at fjerne tillidsrepræsentantens forhandlingsret på lokalløn, den massive modvilje med at indskrænke den uhæmmede ledelsesret på folkeskoleområdet og den blanke afvisning af at skrive retten til betalt frokostpause ind i overenskomsten. Alle den slags begrænsninger på ledelsernes ret til at skalte og valte ønsker centraladministrationen og folketingsflertallet fjernet, så banen er helt åben for at kunne fortsætte med at skære den offentlige sektor ned og åbne muligheden for private alternativer. Jeg tror, at vi også bliver nødt til at udbrede denne fortælling.

Venlig hilsen

Peter Madsen, medlem af GL's hovedbestyrelse 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.