Ode til ungdommen

"Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger sine forældre, skryder i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne”.
Citatet stammer efter signende fra de gamle grækere, men ordlyden klinger velkendt, for også i dag lyder der brok over de unge, når de bruger formuer på sneakers, trodser coronareglerne og fester i baghaverne, eller når de råber vagt i gevær over upassende berøringer fra deres overordnede og siger nej til sexisme. Om citatet stammer fra den græske filosof Sokrates eller fra en komedie af den græske poet Aristophanes, skal jeg ikke afgøre, men udsigelsen i citatet vil jeg derimod gerne nuancere. Som gymnasielærer er jeg nemlig så ufatteligt privilegeret, at mine vigtigste samarbejdspartnere hver eneste dag er unge mennesker. I mere end 13 år har jeg arbejdet med et hav af 16-20-årige unge, men deres påståede dårlige manerer, foragt for autoritet og tyrannisering af lærerne har jeg aldrig set skyggen af.

Et af mine yndlingscitater lyder til gengæld: ”A person who feels appreciated will always do more than is expected”. Det er netop den erfaring, som jeg har gjort mig i min tid i klasseværelset. Hvis elever og lærere kan opnå en følelse af at blive set og hørt, anerkendt og værdsat, så er der næsten ingen grænser for, hvor meget de vil gøre for at skabe et levende læringsfællesskab. Her er der højt til loftet, når autoriteternes verdensorden udfordres, her modsiges man i dialogens fineste forstand, og her lytter man og mødes i gensidig respekt med et fælles mål om at mødes i et uddannende og dannende læringsrum.

Fraværets fornuft
Det gode læringsrum er for mig et sted, hvor man føler, at ens bidrag er vigtigt og vægtigt, hvor man er tryg og har tillid til hinanden i det fælles projekt, som læring og udvikling er. I sådan et rum er det vigtigt, at du er der. I sådan et rum mangler du, hvis du ikke kommer i skole i dag. Og det er der desværre mange unge, der ikke gør. Det er ikke nemt at gå i skole. Heller ikke selvom du rigtig gerne vil. I artiklen ”Fraværets fornuft. En forståelig modstand på et ubærligt skoleliv?” fra ”Pædagogisk psykologisk tidsskrift” fra 2020, skriver skole- og ungdomsforsker Laila Colding Lagermann om skolevægring, og om hvordan den danske forskning i fænomenet generelt har fokus på, hvad der er galt med eleven, der ikke vil i skole og langt mindre på, hvad det er i skolen, som eleven ikke kan være i. Problemet er strukturelt, men individualiseres. Lagermann vil noget andet med sin forskning. Hun vælger at anskue: ”eleven som ekspert på eget liv” og vælger at insistere: ”på at tage udgangspunkt i de unges perspektiver og fortællinger i et forsøg på at lægge netop deres stemmer til forgrund i undersøgelsen og dermed i en debat, der ofte forsømmer inddragelsen af netop de unge”. Lagermanns Ph.d.-afhandling fra 2014 omhandler udskolingselever med etnisk minoritetsbaggrund, men mange af de samme iagttagelser, som Lagermann gør sig, kan uden videre omsættes til min virkelighed som gymnasielærer på et gymnasium i en større provinsby med en meget lav andel af elever med anden etnisk oprindelse end dansk. Eleverne i Lagermanns afhandling, der oplever skolevægring, efterlyser mening med skolearbejdet og anerkendelse for deres indsats og for deres væren i verden. De søger skoletilhør i stedet for skolefravær. Lagermann konkluderer, at et godt sted at starte vil være med en “Inddragelse af elevernes stemmer”, så vi som professionelle undervisere får indsigt i de udfordringer, som eleverne oplever, og så vi kan hjælpe eleverne med at tage ansvar for udfordringerne.

Professor John Smyth fra Federation University Australia skriver i bogen ”Dropping Out, Drifting Out […]” fra 2004 om tre skolekulturer, som har betydning for skolefrafald. Her fremhæves den aktive skole, som værende i kontrast til den aggressive og passive. I den aktive skole inddrages elevernes stemmer, og de ses som aktører. Undervisningen tilrettelægges, så den matcher elevernes liv og interesser. Eleverne lyttes til og behandles som voksne med værdighed og med tillid. De elever, som passer dårligst ind, bydes mest velkommen, og vigtigheden af at kunne starte på en frisk anerkendes. Det lyder alt sammen meget godt og rigtigt, men hvordan kan man dog nå de idealer, når man også har en bekendtgørelse, der skal opfyldes og obligatoriske emner, der er langt fra elevernes liv? Hvordan får jeg Biedermeier-novellen af Thomasine Gyllembourg fra 1830 til at matche elevernes liv og interesser? Og hvad med kernestof som Blicher, Bang og Blixen?

Kreativitet og leg som fællesskabsskabende
Jeg er dansklærer i to 3.g-klasser, som netop har arbejdet med novellen Sildig Opvaagnen (1828) af St. St. Blicher. Novellen er et trekantsdrama om utroskab, men det nok væsentligste ved teksten er den upålidelige fortæller, der viser sig at gengive historien med et sådant spin, at selv garvede politikere kunne tage ved lære. Det er ikke altid den nemmeste ret at servere for eleverne, når man kommer med en 15 sider lang, tætskrevet tekst i to spalter, skrevet i gammelt sprog med snørklede sætninger og skjulte budskaber. Men det skulle vise sig, at ungdommens arbejdsomhed og opfindsomhed skabte magi endnu engang. Jeg havde bedt eleverne om at remediere novellen. Det vil sige, at de skulle ændre novellen til et andet medie, men så man stadig kunne genkende tema, budskab eller hvad de nu fandt relevant at bevare. Den kreative proces hos eleverne var dybt inspirerende at bevidne. Jeg lyttede til og støttede deres proces i tillid til, at de vidste bedre end jeg. Sjældent har jeg set sådan en iver og arbejdsglæde, og da vi nåede til fremlæggelserne endte eleverne med at insistere på at se alle fremlæggelser, for de havde talt så meget om og investeret så meget i deres kreative bearbejdelser også uden for timerne, at de glædede sig til både at fremvise og se frugterne af de andres anstrengelser. Sildig Opvaagnen blev remedieret til SoMe-profiler og Messengertråde, der blev digtet og fremført flerstemmige sange, udført dramatiske monologer med dybe personportrætter, og selv Mads og Monopolet, med karikerede lærere som gæster, tog både utroskab og upålidelighed under ærlig behandling. Novellen blev også til en socialrealistisk novellefilm med special effects samt en kortfilm med ”10 gode råd til at afsløre om din kæreste er dig utro”. Elevernes kreativitet fik udløb gennem remedieringerne, og MovieStarPlanet klæder overraskende nok poetisk realisme ganske glimrende. Modulerne efter fremlæggelserne arbejdede vi videre med Romantikken, og her var det både Gyllembourgs Biedermeier-novelle og Aarestrups erotiske digte, der førte os til eksistentielle, væsentlige og vigtige diskussioner om strukturelle problemer, køn, identitet og forventningspres, #MeToo, samtykkelovgivning og selv danskfagets funktion og berettigelse for unge mennesker i 2020 blev berørt. Det blev ikke til mange pauser i de uger, for der var hele tiden elever, der lige ville snakke lidt mere om temaerne for dagens modul. Min mail-indbakke flød også over af vedkommende og oprigtigt interesserede forespørgsler på alt fra feministiske læsemetoder, kønsstudier og queer-litteratur til ængstelse over samtykkelovgivning, opgør med heteronormative kønsopfattelser til efterlysning af flere af ”de der fede digte af ham Aarestrup”.

Skal vi lege?
Kreativitet, opfindsomhed og leg i undervisningen kan skabe et frirum for elevernes faglige arbejde, fordi det giver eleverne medbestemmelse og ejerskab. Når læreren ikke kender svaret, som eleverne ellers så skal gætte, så sker der noget i dynamikken, som er magisk. I det kreative og legende klasserum bliver eleverne de væsentligste aktører, og de får mulighed for at gøre selv gamle tekster meningsfulde for deres liv og interesser, når processen med tekstanalyse ikke reduceres til præformulerede arbejdsspørgsmål. Hvis man kombinerer faglig stilladsering og klasserumsledelse med, at eleverne får initiativretten, så er det min erfaring, at de unge mennesker gør meget mere, end man kunne forvente, som mit indledende citat udsagde. Professor Lene Tanggaard, som i mange år har beskæftiget sig med kreativitet og opfindsomhed, siger i en artikel på Folkeskolen.dk i 2019: ”At lære eleverne, at de kan være skabende med hænder og hoved i fællesskaber, det er jo det, man har brug for i et demokrati. Det er grundlæggende vitalt for vores styreform i den vestlige verden, at vi har skolesystemer, der giver eleverne mulighed for at tænke kreativt. Samtidig er der studier, der peger på, at mennesker, der udfolder sig og er kreative, oplever større livs- og arbejdsglæde.” Hvis vi leger mere, glædes mere og skaber mere, så kunne skolevægringen måske også afværges eller afhjælpes? Tanggaard har desuden en vigtig pointe om kreativitet og opfindsomhed, som hun kalder ”at danse på kanten af boksen” som reaktion på forestillingen om, at kreativitet er at ”tænke ud af boksen”. Den pointe giver mig som underviser mulighed for at arbejde kreativt med eleverne i en faglig kontekst, hvor læringsmålene og faglige pointer i undervisningen ikke ofres i kreativitetens navn. Man kan godt være kreativ med Blichers novelle, samtidig med at man arbejder med nærlæsning og fortolkning.

Værdsat og vigtig
Det kræver mod og tillid fra læreren at danse på kanten af boksen og at undervise uden at kende det rigtige svar, og det er helt sikkert nemmere i nogle fag end andre. Hvis resultatet kan vække følelser af mening og arbejdsiver hos eleverne, hvis det kan give lyst til læring, så er det måske alligevel værd at prøve. Mere nærvær giver mindre fravær, siger forskerne. Mere anerkendelse, inddragelse og ejerskab giver tilhør, siger forskerne. Lad os lege lidt mere og lade eleverne lede vejen. Lad os spørge, lytte og lære, så der ikke bliver brug for at udskamme ungdommen med armene over kors. Vore dages ungdom elsker luksus. Den har helt andre manerer end autoriteterne og kræver respekt fra ældre mennesker. Den snakker og den arbejder, og heldigvis rejser de unge sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger sine forældre for fremtiden og fremskridtets skyld, og dens lærere må aldrig glemme, at de er vigtige, værdsatte og helt utroligt privilegerede.