Naturen drukner i meta-matisme

En hoppende bold viser naturens tre bestanddele: stof, hvori der bor kræfter, der pumper bevægelse ind eller ud af bolden, når bevægelsen og kraften har samme eller modsat retning. Til sidst ligger bolden stille, for undervejs overfører sammenstød bevægelse til små bolde: molekyler i jorden og i luften. Bevægelse forsvinder ikke, den overføres, men øger sin uorden: Energien bevares, entropien øges. Liv på jorden skyldes energigennemstrømning med lav entropi fra solen og høj entropi til rummet; medmindre skydannelser omdanner spildenergien til global opvarmning.

Naturen styres af formler, hvor formellæren betegnes matematik, pythagoræernes fællesbetegnelse for deres fire vidensområder. Med musik og stjerner som selvstændige områder burde matematik i dag blot være en etikette for geometri og algebra, der begge er naturvidenskaber: Geometri er et græsk ord for jordmåling, og algebra er et arabisk ord for genforening af tal. Hvad matematik da også er i de nordamerikanske republikkers blokopdelte talentudviklende oplysningsskoler, men ikke i Europas linjeopdelte, embedsrettede dannelsesskoler.

Her førte opfindelsen af begrebet mængde til skabelsen af et selvstændigt fag, mængde-matematik, som dog burde hedde ”meta-matisme”, en blanding af ”meta-matik” og ”mate-matisme”.

Meta-matik definerer begreber, ikke som abstraktioner fra eksempler, som de historisk opstod, men som eksempler på abstraktionen mængde, det vil sige ved meningsløs selvreference: Med udgangspunkt i antikkens løgnerparadoks, ”denne sætning er usand”, påviste Russell, at netop hvis den ikke tilhører, vil en mængde tilhøre mængden af mængder, der ikke tilhører sig selv.

Mate-matisme er udsagn, som er sande i klassen, men sjældent udenfor, som for eksempel addition af tal uden enheder. I klassen er 1/2 + 2/3 = 7/6, men udenfor er det 3/5, da 1 æble blandt 2 frugter + 2 blandt 3 giver 3 blandt 5 og umuligt kan give 7 blandt 6.

Det er meta-matisme, som får lærere og professorer til at påstå, at alle umuligt kan lære matematik B, fordi calculus er for svær, til trods for at man blot skal ombytte differential- og integralregning.

Vore to sprog, talesproget og talsproget, indgår i et sproghus med tre etager. Nederst virkeligheden, så sproget, så meta-sproget, grammatikken. Men hvor talesproget underviser i sprog før metasprog, gør talsproget det modsatte.

Hold op med det; gør som republikkerne, opdel matematik i algebra og geometri, og undervis i formellære i stedet for i den meta-matisme, som kvæler både regnetalent og naturen.

Allan Tarp
VUC Aarhus