Når virkeligheden kommer tæt på

Fornylig gav jeg min 1. års klasse en mindre skriftlig opgave. Fokus var ikke sat på grammatisk korrekthed, men på kunsten at formidle på en fængende måde. Til at starte med lod jeg klassen læse et uddrag af Christina Hesselholdts: Hovedstolen, fra 1998, hvorefter vi talte om hendes skrivestil, og hvordan hendes tekst kunne fortolkes. Det var en svær tekst, men da vi nåede til vejs ende, kunne jeg mærke, teksten havde gjort et stort indtryk på eleverne. Særligt det, der stod mellem linjerne, gjorde indtryk.
Efter eleverne havde læst teksten, bad jeg dem om selv at skrive et erindringsstykke, der var knyttet til konkrete, sanselige ting eller begivenheder fra deres barndom. En opgave jeg satte en elevtime på. For at være ærlig havde jeg nok ikke de største forventninger til deres aflevering. Jeg tænkte, at med en elevtime var der stor risiko for, at det blot var en opgave, de hurtigt ville have overstået, og eleverne derfor ikke ville tænke så meget over indholdet. Men her tog jeg fejl. Selvfølgelig var der enkelte opgaver, der forholdt sig sådan, hvor jeg læste om div. fodboldkampe eller tv-serier, der havde gjort indtryk på dem, uden den store substans. Men der var også elever, der overraskede mig ved bl.a. at skrive meget poetisk. Som en af mine elever udtrykte sig: ”Jeg tænker tit over, hvordan sådan en ubetydelig dag kan printe sig ind i vores hukommelse som en tatovering på hjernen. Især de varme sommeraftener og solrige forårsdage ligger lagret under min hjerneskal”.  Andre elever fortalte mig om meget personlige episode- om alt fra skilsmisser, operationer, selvmordsforsøg eller ulykkelige familieforhold.  En af mine elever valgte sågar at sætte fokus på behovet for at slippe væk fra hverdagens mange forventninger og gøremål. Som hun skrev: ”Nogen af de dage jeg er meget stresset eller går igennem nogle ting, som får mig til at tænke lorte liv, ser jeg min kat ligge og sove og tænker: Ihh hvor gad jeg godt være dig lige nu. Bare det at kunne ligge uden at skulle tænke på noget. Ikke at skulle tænke på fremtiden, alle de opgaver og lektier, man har for, og generelt bare alt det ansvar, man er nødt til at have.”

Igennem elevernes historier fik jeg et godt indblik i, hvad det vil sige at være ung anno 2018. Ligeledes blev jeg meget bevidst om, at flere af vores elever kommer med ”noget i bagagen”, som kan være til hinder for, at de ikke opnår den optimale læring. Langt fra alle vores elever er kommet ukompliceret til gymnasiet grundet diverse private forhold- og det præger dem.

For mig har denne opgave været en utrolig øjenåbner, og jeg har skullet forholde mig til, hvad der sker, når virkeligheden kommer tæt på; når vi ser og hører om vores elever på en anden måde, end vi er vant til. På lærerværelset fortalte jeg om ovenstående opgave, og her udtalte flere af mine kollegaer, at de havde oplevet lignende meget private historier i deres undervisning. Det får mig til at tænke over, at vores elever måske ønsker at få muligheden for at dele noget med os, at vi kan blive betroede, uden at de skal stå til ansvar over for os – bortset fra det rent skriftlige. Hermed er rådet givet videre.