Når rimeligheden har en grænse 

Jeg er årsvikar. Det er der mange af os i vores felt, der har været, og jeg er sikker på, at der ikke kun sidder én læser af Gymnasieskolen og nikker genkendende til min frustration over, hvordan dét liv er. Hvert forår begynder ’ondt i maven’-tiden for årsvikarerne; usikkerheden, kvalmen, de søvnløse nætter, det dårlige humør, desperationen. Destruktive tanker som ”Har jeg været god nok? Sjov nok? Dygtig nok? Engageret nok?”,  ”Hvad siger de andre lærere i faggruppen og på lærerværelset om mig?” Alt sammen noget, der smitter af på ens væren og undervisning.

Den konstante prøve, som man er på, bliver der dog taget utroligt lidt hensyn til, for institutionen skal jo driftes, og selvfølgelig skal der være timer nok til de fastansatte. Men rimeligheden må have en grænse, og ledelserne rundt omkring må snart mande sig op og stå på mål for, at de udnytter årsvikar-konceptet, vores sårbarhed, desperation og det enormt ulige magtforhold, der gør sig gældende. Alt for mange årsvikarer er jo ikke vikarer for nogen.

”Sådan er gamet jo.” Det var kommentaren jeg fik fra en relativt uforstående leder det første sted, jeg i år fik en afvisning fra. Et sted, hvor jeg havde satset alle mine penge. Siden jul havde de haft fat i mig og ansat mig som ekstern vejleder. Lederen tog selv imod mig på min første dag med kommentaren om, at de havde arbejdet ’for at have mig i huset i håb om, at jeg ville søge en af deres faste stillinger i foråret’. Da en medvejleder introducerede mig til skolen, fik jeg kommentaren om, at hun ’havde hørt om mig, fordi de havde udtrykt, at de håbede på et langt samarbejde, også efter endt SRP.’ Til samtalen nåede vi at snakke pædagogikum, og jeg gik derfra med en endnu større forhåbning om, at mine dage som årsvikar endelig var talt. Men jeg blev skuffet. Efter 8 dage fik jeg en mere eller mindre slatten mail om, at de havde valgt en anden. Ikke engang en opringning.

Denne besked udløste mit første angstanfald i 10 år, og da jeg ringede for at få en uddybende begrundelse, fik jeg at vide, at de ikke forstod, hvorfor jeg var så skuffet, de havde jo ikke lovet noget, og jeg kendte selv spillet.

Det har de ret i. Jeg kender godt spillet. Men jeg hader det. Jeg foragter det. Jeg synes, det er nedbrydende og umotiverende. Jeg er træt af at gå rundt med hatten i hånden og tigge om, at nogen vil lade mig udfolde mit potentiale som underviser, et arbejde, som jeg elsker, og som jeg brænder inderligt for. Men jeg brænder også langsomt ud – og ikke på grund af eleverne.

Jeg er træt af, at jeg ufrivilligt hvert år skal risikere at stå med nye elevtyper, ny ledelse, nye kollegaer, nye arbejdsgange og endnu en bristet drøm. At jeg hvert år skal sælge mig selv som ’lige det, I står og mangler,’ og som den, der selvfølgelig bidrager til alle former for udvikling, både faglig og social – på trods af, at jeg ikke ved, om jeg er her efter sommer. Og det er ikke kun nedslidende for mig og alle de andre årsvikarer, det er også nedslidende for kollegaerne, der hele tiden skal tage stilling til- og implementere nye kollegaer med uvisheden om, hvorvidt det er et længere samarbejde. Noget, man tydeligt kan mærke på engagementet, hvilket jeg især lærte, da jeg fik kommentaren fra en tidligere kollega, om at ”jeg ikke havde ret til rigtigt at sige ja eller nej til et forløb, for de vidste jo ikke, om jeg var her næste år, så det var mere fair, at de fastansatte traf beslutningen om, hvad de tværfaglige emner skulle indeholde.”

Der er mange kommentarer, der svier. Italesat overfor ledelsen, får man dog bare at vide, at man er ansat på lige fod med alle andre, og ens rettigheder til at blande sig i den faglige og pædagogiske diskussion er helt lige. Men det skal de jo sige, sandheden er bare, at det passer jo ikke. Og det ved alle, der har været årsvikar.

Efter mit afslag mandede jeg mig op og besluttede mig for, at jeg måtte kæmpe videre. Det indebar at gå betuttet tilbage til min egen chef og sige, at jeg alligevel gerne ville tages i betragtning til årsvikariaterne, hvilket han heldigvis tog imod med en enorm professionalitet og varme. Til mit uheld var skemaet bare lagt, og jeg havde ikke været med i puljen. Så jeg søgte videre.

Lige inden vi gik på Kristi Himmelfartsferie blev jeg tilbudt en fuldtidsstilling på et andet gymnasium. Min lykke var gjort, og jeg åndede mere eller mindre lettet op. Jeg fik skema, klasseindsigt og begyndte at tegne et billede af, hvad jeg skulle forberede – jeg var klar til at gøre mig uundværlig alt på trods! Men det skal man passe på med. Også denne ledelse havde spillet på flere heste, skåret lidt for mange hjørner, og måtte desværre meddele mig i midten af juni, at de ikke kunne tilbyde mig stillingen alligevel – denne gang fordi de reelt havde lavet en lidt for smart finte, som de havde fået læst og påskrevet om ikke var helt fin i kanten. Der var slet ikke et job. Og ikke nok med det, i mellemtiden havde jeg, naiv som jeg åbenbart er, sagt nej til et årsvikariat 5 km fra min bopæl, fordi jeg troede på, at jeg jo havde et job. Det ville være løgn at sige, at jeg var super løsningsorienteret efter den hændelse.

Det kan godt være, at min historie er et enkeltstående tilfælde. Måske har jeg bare været uheldig. Måske er jeg bare en røv dårlig lærer og uduelig medarbejder. Jeg bilder mig ind, at det nu ikke er sådan, det er, men jeg kan jo ikke sige det med sikkerhed, for jeg har ikke oplevet succesen endnu, anerkendelsen. De mange rosende ord, som jeg – heldigvis – også har oplevet at få med på vejen, har ikke givet mig mad på bordet eller vist mig, at der var håb forude. Og til sidst bliver det svært ikke at tage personligt. Jeg står stadig i dag med hatten i hånden.

Jeg ved godt, at der også er ledelser, der gør, hvad de kan for at holde på deres årsvikarer, for at give dem fastansættelser. Enormt gode kollegaer, der taler en op. Ordentlige mennesker med respekt for deres ansatte. Men der er desværre også bare rigtig mange steder, hvor man nyder for godt af, at der er mange lærere at tage af, især i det mere bløde fag-felt. At alle tæller kroner-ører ift. hvad det koster at fastansætte og uddanne de kræfter, der ellers – efter min mening – især løfter arbejdsbyrden, lukker huller og flekser sig selv i en grad, der er helt uforståeligt, det kan man ikke komme udenom, men nogle gange handler det også om måden, man gør det på. Vi taler rigtig meget om, at vi presser de unge. De mistrives. Men det er der godt nok også mange af de voksne, der skal vejlede og undervise dem, der gør – og derfor er min anke, at det må der simpelthen kunne gøres noget ved. Da det jo ikke just er, fordi hverken regeringen eller fertiliteten i vor tids samfund lægger op til, at gymnasierne kun skal vokse, og at arbejdspladserne dermed bliver flere – så er forslaget derfor, at vi gør noget selv. I mine øjne starter det i toppen. Man kan ikke hjælpe en misbruger, før de selv vil – og vi kan heller ikke ændre på vilkårene, hvis ikke vi italesætter, hvilken konsekvens det har, at der er så mange årsvikarer år efter år. I mine øjne er misbrugeren ledelserne rundt omkring, og de skal derfor ville hjælpes, ville ændre procedure, hvilket betyder, at de skal begynde at tænke en lille smule mere på menneskerne, der løfter kerneopgaven, og ikke kun på driften. Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme, at de fastansatte også har noget at skulle have sagt i forhold til, hvem der ansættes, og hvilke vilkår man arbejde under.