Jeg ser problemer ved “at lade elevernes individuelle behov bane vejen for læringen”

Mads Knigge har skrevet et indlæg om, hvordan man på ungdomsuddannelserne kan tilpasse sig de aktuelle unges behov. Han mener, vi skal opgive det traditionelle læringsrum, der tager udgangspunkt i klasserummet.

Knigge mener, vi skal tage langt flere afsæt i elevernes individuelle behov. Og at vi skal inddrage flere ressourcepersoner i undervisningen.  “Lad dørene stå åbne, og lad elevernes individuelle behov bane vejen for læringen”, skriver Knigge.

Jeg er helt enig i, at vi skal fokusere på at få en større diversitet i uddannelsessystemet. Men jeg er ikke enig i, at det er et nyt behov, vi står med. Og jeg ser nogle problemer i de forslag til åbne døre, Knigge kommer med.

Siden gymnasiet var en vej ind i den akademiske verden for de få, og det kun var unge fra akademiske kredse, der fik en studentereksamen, har der været behov for at tilpasse undervisningen nye elevtyper.

Både Pierre Bourdieu og Basil Bernstein har for mange år siden skrevet om de problemer, unge fra hjem, hvor forældrene ikke har så meget teoretisk uddannelse, har, når disse elever skal tilpasse sig det, Bourdieu kalder den legitime kultur i uddannelsessystemet. En kultur, der kommer til udtryk i sproglige koder, adfærdskoder og mange andre koder, som nogle elever kender hjemmefra, andre står fremmede over for.

For nogle unge virker den sociale baggrund som en dynamo. For andre som en bremseklods.

Hvis vi skal tilgodese alle de unge, der kommer fra hjem, hvor forældrene ikke har en teoretisk uddannelse, bliver vi derfor nødt til at erkende, at den herskende kultur i uddannelsessystemet er snæver og vanskelig tilgængelig for mange elever. Med det resultat, at elevernes karakterer afspejler deres socioøkonomiske forhold snarere end deres anlæg og evner.

Her er der behov for at udvikle en skole, der også tilgodeser elevers praktiske og kreative erfaringer, evner og kompetencer.

Og så er der alle de andre udfordringer, Knigge skriver om. Mange af disse forhold er individuelle. Jeg synes, Knigges opremsning af dagens udfordringer i et klasserum afspejler den nye tids individualiserede og fragmentariske kultur.

En meget fragmenteret og individualiseret undervisning er, efter min erfaring, for de, i denne sammenhæng, stærke elever. Det er elever, der er vokset op med den elaborerede kommunikationskode, og som dermed er vant til stor selvstændighed. For mange andre elevtyper er jeg bange for, de kommer til at mangle en tilknytning til et overskueligt miljø, både m.h.t. klasserum og en lærer, de kender.

Der tales meget om, at vi skal bevare en høj grad af sammenhængskraft i vores samfund, hvis vi fortsat skal været et godt land at leve i. Det tror jeg ikke, man opnår ved, at en klasse bliver atomiseret i individuelle særinteresser og behov. De unge har brug for at høre til i en tryg sammenhæng og opleve, at de både har individuelle og fælles behov og interesser.

Min erfaring er, at når timen starter, opstår der en fælles identitet, som alle har glæde af at være en del af. Udfordringen for os lærere er så, at vi i løbet af lektionen skal kunne differentiere undervisningen, så vi løfter alle eleverne. Og det er ikke nogen lille udfordring.