Når læreren er til eksamen

’I det virkelige liv er hver dag en eksamen’, siger bedrevidende onkler i min familie gerne til de anspændte teenagere, hvis de giver sig lidt over de forestående eksaminer. For de unge er eksaminer imidlertid ikke hverdagskost, men store årlige begivenheder, som de typisk ikke ligefrem glæder sig til.

Alligevel er der jo noget om den der onkel-floskel. Hver dag er selvsagt ikke en eksamen, men måske snarere en test: hvor godt styr har jeg på, hvad jeg laver? Kan jeg ”bare” redegøre for, hvad jeg laver, eller kan jeg også begrunde det? Og sætte det ind i en større sammenhæng?

For et par uger siden, var jeg selv til en slags ”eksamen”: Et par dage i træk kom forskellige elever hen til mig efter timen og stillede spørgsmålstegn ved undervisningsmetoden, ikke sådan brokkende og klagende, men snarere formuleret som konstruktiv feedback og undren.

Den første dag verfede jeg eleven væk. Jeg havde været presset den dag, havde hakket en hæl og klippet en tå, som man jo er nødt til en gang i mellem (det er også ”den virkelige verden”!), og jeg vidste godt, at min undervisning derfor ikke var optimal – og jeg havde virkelig ikke brug for at høre den pågældende elevs umiddelbare synsninger om mit valg.

Men næste dag, da en anden elev kom og ville tale om undervisningen, havde jeg knap så travlt, så jeg var klar til at lytte. Og jeg var nødt til at svare. Jeg begrundede mine valg af undervisningsaktiviteter og forklarede min overordnede strategi mht. undervisningsformen. Men jeg måtte også give ham ret i, at det ikke havde fungeret optimalt den dag, og det var selvfølgelig p….irriterende, at det ikke havde det. Men det var helt fint at snakke om, og faktisk fik vi os en god dialog. Jeg tror, at det var rart for eleven at høre, hvad der egentligt lå til grund for den for ham utilfredsstillende undervisning – og for mit vedkommende betød vores snak, at jeg fik reflekteret over undervisningen med det samme.

Man bliver så dejligt konstruktiv af den slags. Væk var min irritation over, at min undervisning havde slået fejl, og frem var kommet en ny kampgejst: jeg vidste præcis, hvordan jeg gerne ville have undervisningen skulle være, for nu måtte det være slut med kompromisundervisning.

Ændringen blev gennemført og resultatet var langt mere tilfredsstillende. Og når man som underviser siger ”tak for i dag” efter en dag, hvor eleverne i det store og hele har lært, hvad jeg havde sat som mål, så er det næsten som at have været til eksamen og have fået 12.