Når journalistikken jager skandalen frem for viden og nuancer 

I fredags udkom Weekendavisen som sædvanlig. Desværre var det uden det nedenstående debatindlæg, som jeg som gymnasielærer og medlem af GL’s hovedbestyrelse havde indsendt som en reaktion på de artikler, Weekendavisens Christian Foldager har skrevet i løbet af august måned. Debatindlægget var tænkt som et forsøg på at fremhæve nogle af de nuancer i debatten om karaktergivning, som jeg synes, Christian Foldager (tilsyneladende ret bevidst) har undladt at medtage i sine artikler. Det er nuancer, som andre allerede har været ude at redegøre for, bl.a. GL’s formand, Anders Kristian Bærholm Frikke, i Uddannelsesmonitor og Jyllands-Posten, og seneste Simone Mejding Poulsen og Ane Qvortrup, henholdsvis ph.d. i uddannelsessociologi og professor og leder af Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning, der i en artikel i Uddannelsesmonitor i sidste uge redegjorde for, at det samlede antal elever, hvis karakterforskelle har udløst et tilsyn, blot svarer til ca. 1,5 procent af den gymnasieårgang, der blev student i 2024, og som opfordrede til ”at skrue ned for den mistænkeliggørende retorik om vores gymnasielæreres manglende evne til at give karakterer.”

Ud over at være et forsøg på et lidt mere nuanceret blik på problemstillingerne vedrørende forskelle på årskarakterer og eksamenskarakterer er mit debatindlæg også en kras kritik af Christian Foldagers journalistiske tilgang. Om det er derfor, at Weekendavisen ikke har kunnet finde plads til debatindlægget, skal jeg ikke kunne sige. Men noget tyder på, at avisen ikke ønsker at give taletid til dem, der mener noget andet, end den selv gør. Og interessant er det da, at den debatredaktør, der tog beslutningen om, at debatindlægget ikke kunne få plads i fredagens Weekendavis, var ingen andre end Christian Foldager selv…

Debatindlægget, der var tiltænkt Weekendavisens læsere, kan læses nedenfor:

Christian Foldager har i sine seneste artikler i Weekendavisen sat sig for at afdække en række forhold vedrørende gymnasiernes karaktergivning, senest den såkaldte løfteevne – forskellen mellem elevernes baggrundsbestemte forventede karakterer og de karakterer, de faktisk opnår.

Det lyder umiddelbart som et relevant emne: Lykkes gymnasierne med at løfte de elever, der har de sværeste odds? Men Foldagers artikler synes i mindre grad at handle om at forstå, hvordan karaktergivning virker i praksis, og langt mere om at finde konflikter og syndebukke. Resultatet er en unuanceret og ret tendentiøs journalistik, der hverken hjælper elever, lærere eller samfundet videre.

”Alle elever stilles samme prøve,” skriver Foldager i en af sine artikler. Ja, det gør de. Men stiller prøven også eleverne lige, kunne man så spørge? Nej, det gør den ikke. Sat på spidsen kan man sige, at det er nemmere at klare sig godt til eksamen, hvis man hedder Caroline og kommer fra Charlottenlund, end hvis man hedder Hassan og kommer fra Høje Taastrup. Der er nemlig en verden til forskel på den hjælp, elever modtager ud over den hjælp, skolen giver.

I sin afdækning af løfteevnebegrebet interesserer Foldager sig udelukkende for eksamenskarakterer med ekstern censur – som om de alene udtrykker sandheden om elevernes faglige niveau. Men hvad med de årskarakterer, der gives på baggrund af det lange, seje træk i undervisningen? Er de ligegyldige? Er det virkelig kun den ene præstation på dagen, der tæller? Og hvad med det faktum, at nogle elever får langt mere hjælp fra fx deres forældre i forbindelse med eksamensforberedelserne? Gør det ikke, at vi også må forholde os kritisk til eksamenskarakterernes absolutte sandhedsværdi?

Når Foldager bruger begrebet “negativ undervisningseffekt” som forklaring på, at nogle elever får lavere eksamenskarakterer end årskarakterer, bliver konklusionen, at det er lærernes skyld, hvis elever klarer sig dårligere til eksamen. Det er en meget forsimplet måde at anskue elevers præstationer i forbindelse med eksaminer på, hvor andre forklaringer – sociale og økonomiske vilkår, diagnoser, mistrivsel, hjemlige udfordringer – udgår af regnestykket.

Foldager er tilsyneladende optaget af, at ingen elever må få ”en forlomme” (min formulering). Systemet skal være retfærdigt, og det er per definition snyd, hvis elever får højere årskarakterer end eksamenskarakterer. Men hvad så med de elever, der klarer sig bedre til deres eksaminer, fordi deres forældre i dyre domme har betalt for private mentorer, der kan hjælpe deres unge med at læse til eksamen? Eller hvad med de mange eksempler på forældre, der tager fri og går all in på at hjælpe med skrivningen i den uge, hvor landets 3.g’ere skriver SRP (den større skriftlige opgave i 3.g): ”Vi fik 12”, jokes der med blandt velstillede forældre, når lille Peter har fået sit 12-tal efter massiv hjælp fra far eller mor eller måske en klog onkel, der underviser på universitetet. Er det ikke også snyd?

Mange af de elever, Foldager har fokuseret på i sine artikler, kommer fra såkaldte gymnasiefremmede hjem. Det er unge, der måske bliver nødt til at arbejde lidt ekstra ved siden af skolen, unge, der er vokset op med forældre, der ikke har overskud eller mulighed for at hjælpe deres børn med at forberede sig og forbedre sig til eksamen.
Foldager nævner specifikt, at “indvandrertunge gymnasier” har problemer med undervisningseffekten. Men hvad er det egentlig, han vil sige med det? Når han igen og igen fremhæver netop de gymnasier, bliver det svært ikke at få den tanke, at det mere handler om at udstille bestemte skoler og bestemte grupper af unge, end om at forbedre uddannelsessystemet. Hvis det virkelig handlede om retfærdighed og om at forbedre uddannelsessystemet, ville man i stedet grave i de strukturer, der gør, at vi i Danmark fortsat – trods intentioner om det modsatte – er dårlige til at bryde den sociale arv. Man ville også undersøge, hvordan selvejesystemet skaber usund konkurrence mellem gymnasierne, og hvordan årelange besparelser har presset sektoren. Man ville afdække, hvordan stigende mistrivsel blandt unge stiller enorme krav til såvel de unge som lærere og ledere.

Alt dette er reelle, presserende udfordringer – og dem vil vi i Gymnasieskolernes Lærerforening meget gerne fortælle om. Men det er tydeligvis ikke de historier, Foldager ønsker at fortælle. For de kræver nuancer og tålmodighed. De kan ikke koges ned til lette beskyldninger om “pral” og “snyd”.
Foldager forsøger med sine artikler at smide en hel sektor under bussen – i øvrigt uden at spørge os, der står med undervisningen til daglig. Han anklager gymnasielærere og ledere for uærlighed, selv om virkeligheden er, at de få gymnasier, hvor forskellen mellem årskarakterer og eksamenskarakterer giver anledning til bekymring, allerede arbejder med problemstillingen. Det er bare ikke en lige så god historie som endnu et “afsløringsformat”.

Selvfølgelig skal vi diskutere forholdet mellem årskarakterer og eksamenskarakterer. Selvfølgelig skal vi kunne tale om, hvordan vi bedst måler kvalitet i undervisningen, og hvordan vi sikrer retfærdighed i bedømmelsen. Men det kræver, at vi tør se på virkelighedens kompleksitet.
Foldagers artikler er alt det modsatte: unuancerede, konfliktsøgende og tendentiøse. De gør sig til dommer over en sektor, der hver dag kæmper for at give unge – uanset baggrund – de bedste muligheder. Og hvad skulle vi gymnasielærere i øvrigt ellers gøre? Undlade at gøre en indsats for at løfte den sociale arv, fordi kioskejerens datter kræver noget andet af os som undervisere og ikke bare glider ind på de akademiske skinner? Er dét Weekendavisens mål?
Hvis vi virkelig vil have en samtale om retfærdighed i uddannelse, skal vi starte dér, hvor uretfærdigheden er størst: i den sociale arv, i økonomiske skævheder, i unges mistrivsel. Ikke i en unuanceret fremstilling af bestemte problemstillinger.