Motivation i ungdomsuddannelserne

Vi har lige haft et folketingsvalg, og selvom Stram Kurs ikke kom i folketinget, så skete der det, at Nye Borgerlige kom ind, og i alt stemte næsten 150.000 på de 2 partier på den yderste højrefløj i vores lighedselskende demokrati. Selvom Dansk Folkeparti har været bannerfører for en underliggende vrede, adskillelse og uretfærdighed i det danske samfund, ja så har det altså nu udmøntet sig i, at man i bedste TV-sendetid kan sidde og give udtryk for et menneskesyn, jeg troede, hørte en fjern fortid til.

Hvad skal vi så lære af det? Spørgsmålet er jo om den vrede, som bliver fremført, er tilfældig, eller den kan være et resultat af børns og unges møde med vores uddannelsessystem. Jeg har undervist siden 1999 på teknisk skole, derefter ledige akademikere og de sidste 12 år på Handelsgymnasiet. Min teoretiske uddannelse er cand.oecon. samt en psykoterapeutisk gruppeuddannelse. Praktisk har jeg været fabrikschef i 14 år og har også været iværksætter med opstart af virksomhed.

I 2011 skrev afdøde Peter Bastian bogen ”Mesterlære”, og han skrev: ”Når vi engagerer os i verden, er der to væsensforskellige instinkter, som vi kan pege på, og det er overlevelsesinstinktet og udviklingsinstinktet, instinktet for at skabe”. Overlevelsesinstinktet er fuldt af omsorg, det reparerer og trøster, giver tryghed og hygge. Fællesskabet i overlevelsesinstinktet sker på bekostning af det individuelle, og ifølge forfatteren bliver vi oplagt dummere i det fællesskab. Heroverfor står instinktet for at skabe eller udviklingsinstinktet, som betyder at udvikle nyt ud fra den frie vilje og intuition. Vi kender det alle sammen, hvor vi glemmer tid og sted og har en stor ansvarsfølelse for det, vi er i gang med. Vi er kreative. I et fællesskab baseret på udviklingsinstinktet bliver individet klogere og fællesskabet rigere!

For 5 år siden viste DR en konkurrence mellem en dansk 9. klasse og en tilsvarende klasse i Kina. Kineserne vandt i 3 ud af 4 discipliner. Danskerne vandt i engelsk, mens kineserne vandt i læsning, matematik samt kreativitet og samarbejde. Der er naturligvis mange forklaringer, men det, som var tydeligt, var, at de danske elever brugte masser af tid og energi på alt andet end undervisningen, og fokus var ofte på relationen mellem eleverne frem for på det faglige indhold. I øvrigt var flere noget rystet over, at kineserne vandt i kreativitet og samarbejde, en disciplin hvor vi troede, vi var verdensmestre.

Kreativitet er ikke et fag
Siden er faget ”Innovation” kommet på skemaet, mange betragter det som den store åbenbaring, men kreativitet er jo ikke et fag, men mere en måde at tænke på. Kreativitet er nogle menneskelige karaktertræk: åbenhed for indtryk af enhver art, fleksibilitet, nysgerrighed, engagement, motivation, udholdenhed og målbevidsthed. Plus en høj grad af selvstændighed og jeg-styrke. Der mangler vel kun samarbejdsevnen, så er vi ved den for tiden efterspurgte fremtidige medarbejder. Kravene til det enkelte menneske er store i dag, og de vokser hele tiden. Først og fremmest via konkurrencestatens effektive udskillelsesløb og dernæst via globaliseringstoget og det dermed øgede krav om at vise kreativitet og samarbejde. Fra alle sider af samfundet ønskes nye idéer til at løse de mange udfordringer, som samfundsudviklingen og klimaet står overfor.

Kravene til de unge er mangfoldige og virker naturligt noget uoverskuelige for eleverne, især når vi i hele vores uddannelsessystem ved, at kineserne er lige i hælene på os, og de kopierer vores gode idéer hurtigere, end vi efterhånden når at få dem. Det skal dog siges, at jeg også har været på studierejse til Kina, og det, som slog mig der, var, at hvis man skal stige op i hierarkiet, så fortæller man ikke andre om de idéer, man har, før man har fået sin udnævnelse. Ikke den bedste baggrund for et godt tillidsfuldt samarbejde. Forudsætningen for kreativitet og samarbejde er, at mennesker skal føle tryghed og ligeværd, for først da er der grobund for at udvikle kreativitet og samarbejde. Det handler altså om den meningsfulde dialog.

Fra min egen verden
Jeg var i årene 1984 – 1998 leder i en design- og produktionsvirksomhed med en medarbejderstab på mellem 50 – 60 M/K. Vi kunne altid levere og komme med nye designs og løsninger til kunderne, uanset hvor store kravene var. Hemmeligheden for, at vi overhovedet overlevede og havde fremgang, var bl.a.. at jeg hver dag gik en runde på omkring 1 – 1½ times tid og fik snakket med alle medarbejderne et par gange i løbet af en uge. Vi kendte hinanden, der var stor tillid, også selvom der skete fyringer. Vi havde samme mål, og tilliden via kreativitet og samarbejdet var omdrejningspunktet for virksomhedens fortsatte eksistens.
Det store spørgsmål i dag er, hvordan mening kan bygges ind i nutidens ungdomsuddannelser, således at den enkelte elev kan føle, at det, som foregår, er meningsfuldt? I dag er det ministerier, politikere og samfundets øverste beslutningstagere som mener at have svarene, og selvom de er af de gamle skoler, så er det dem, som sætter fremtidens skole. Man kunne næsten have lyst til at citere Albert Einstein: ”Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte, da vi skabte dem”.
Skoleeleverne kender autoriteterne, enten hjemmefra eller fra os undervisere, der nu er udvalgt i et hierarkisk, demokratisk system, som vi også skal undervise i. Læringsmetoden har været den samme de sidste 2 – 300 år. Vi fortæller, hvordan ”kassen” skal forstås og opbygges, og det har vi haft gode erfaringer med. Vi står jo lige her, så hør nu godt efter! Det betyder iflg. Sir Ken Robinson ”Changing Education Paradigmes” (på YouTube) at da uddannelsessystemet er udviklet i et andet århundrede, og vi i dag stadig uddanner eleverne i batches eller årgange via fabriksmentaliteten, reduceres individet, fordi det hele er standardiseret. Dette samtidigt med at eleverne aldrig har haft en større stimulerende omverden end nu, via SmartPhone, Pc’er, Netflix, reklamer og radio, gør, at eleverne faktisk bliver ”overloadet” og dermed trætte, ufokuseret, umotiveret og syge iflg. Ken Robinson. De autoritære undervisningsmetoder hersker stadig! Der findes heldigvis mange forskellige pædagogiske veje, men der arbejdes altså stadig ud fra en autoritetssynsvinkel. Det virker dog til, at eleverne faktisk er et helt andet sted. Det virker, som om de er ved at arbejde sig ud af ”Skal”- dynastiet. Den autoritære ”Skal”- pædagogik er den metode, som findes i det meste af verden bl.a. Kina/USA/England/DK osv. Men de fleste ved, at jo mere vi skal, des mindre motivation og jo mere gør man overgreb på sig selv og andre. Vi snakker fagligt, og der er vi som undervisere naturlige autoriteter.

Skulle vi prøve at meditere?
En dag da min klasse endnu engang manglede liv, motivation og kraft, så spurgte jeg dem, om vi ikke skulle lave en lille meditation for måske at finde ud af, hvad der var galt. Og jeg lavede en guidet meditation med hele klassen. Alle 28 lukkede øjnene og sad fuldstændigt stille i 10 min. Jeg førte dem ned til ”Jeg gider ikke” – punktet. Det var mørkt, hårdt og fast. Derefter skulle de finde det, som kunne opløse punktet og give det lys og kærlighed. Efterfølgende skulle vi så evaluere denne lille øvelse, og som en af eleverne sagde: ”Der var sku’ ikk’ meget kærlighed, men da jeg brugte min ”vilje”, så lykkedes det”. Og det var vel også konklusionen: Brug din vilje, så kan du flytte bjerge! Alle ved det, men få gør det, og det er vel, fordi der mangler en grundlæggende lyst og motivation.

Mit indtryk er, at mange elever ikke ved, hvad det vil sige at ”tage sig sammen”! Rammerne via ministeriets bekendtgørelser gør, at fagene og den efterfølgende progression i disse fjerner alt for mange friheder i det nuværende ungdomsuddannelsessystem. Frihederne til at aftale individuelle forløb, hvor eleverne kunne følge deres ”skæve” kurs mod et eller andet fremtidigt mål, er meget begrænset og derfor kan man jo spørge forskerne, hvordan det går med elevernes motivation?

Fra tiltrædelsesforelæsning ved professor Noemi Katznelson, 25. april 2018, AAU CPH (på YouTube) slutter hun med efterfølgende sandsynlige fremtid:

1. Uddannelser, der formaliserer for at fastholde. Hvor uddannelserne for at holde på eleverne, deres tilstedeværelse, motivation og engagement bliver nødt til at formalisere og strukturer.
2. Uddannelser, der ønsker højt til loftet, innovation og nobelpriser – men i stedet får lukket det ned eller skubbet udenfor uddannelsessystemet, fordi uddannelsessystemet taber de unge, som har vilde drømme, der har brug for andre læreprocesser, som ikke er i den strukturerede og kasseagtige indgang.
3. Uddannelse og undervisere, der kæmper med utrygge, urolige, trætte og umotiverede elever.
4. Uddannelse, der famler efter mening og retning, og hvor skrækscenariet er, at de unge helt forlader uddannelsessystemet eller svarer igen med aktiv/passiv modstand.

Min egen vurdering er, at der sker et hav af formaliseringer, fordi der er en grundlæggende mistillid. Det bliver formaliseret, normaliseret og standardiseret. Det er, fordi systemet skal overleve, men det bliver fjernt fra eleverne, når så en undervisningsminister kræver, at fravær sker, hvis eleven ikke er der ved timens start, som på arbejdsmarkedet, ja så er elevmodstanden tydelig.

Vi drømmer…
Drømme sker, hvis der er højt til loftet, som det skete i 90’erne hvor der var den åbne ungdomsuddannelse. De ville ud og skabe og ændre verden. De elever er sjældne, men de findes der, hvor de hjemlige rammer er til det. Der findes talentforløb, men faktisk har alle talent, det skal bare findes og systemet skal give lærerne/vejlederne/coaches og psykologerne tid til at finde det. Nogle er længere tid om det, men det er jo en del af den menneskelige styrke, at vi er forskellige. Det vigtige er at starte dialogen. Mange af de unge kæmper med motivation og uddannelsesudmattelse. De er passive og ønsker enten at krybe under ”overlæggeren” eller uden om. Gruppepresset og ligegyldigheden er efterhånden meget stor! Elevernes manglende engagement, opgivelse og meningsløshed præger dialogen i dag. Alt for mange tager en uddannelse blot for at få ”papir” på noget, frem for at uddanne sig for livet til selvstændighed, mening og retning, og dermed blive i stand til at vokse lærings- og arbejdsmæssigt, men ikke mindst personligt. Havde det været en privat virksomhed, ville man ikke kunne overleve, hvis man ikke prøvede at følge eleverne.

Denne skæve udvikling bliver endnu tydeligere i forhold til stress, hvor 27 % af de unge mellem 16 – 24 år i 2017 følte sig nervøse eller stressede. En stigning på 68  % i forhold til samme aldersgruppe i 2010. I USA er det 54 % af årgangen mellem 18 – 24 i 2018. Det er en kendsgerning, at Danmark ofte følger de udviklingstendenser, som ses i USA, blot med nogle års forsinkelser, og det er skræmmende. Det er sindssygt, at man bare fortsætter! Min vurdering af elevmaterialet er, at der ikke er sket de store ændringer fra ovennævnte kineserkonkurrence ift. faglige løft. Gymnasiet er blevet en forlænget folkeskole, hvor de ”værste” eksemplarer til en gymnasial uddannelse er luget ud.
En klasse kan i det store og hele deles i 3/3 dele:

1. Den første tredjedel af eleverne har vanskeligt ved gymnasiet. De er umodne, mangler måske den rigtige hjemlige opbakning og lemper sig gennem uddannelsen. De består udelukkende, fordi kravene er sat lavt. Fx var kravene i 1974, at 55% af en eksamensaflevering i mit fag skulle være rigtige for at bestå, i dag er kravet 35 %. Alt for mange unge mennesker kommer ud af gymnasiet med negative oplevelser, mens det skulle være et krav, at der skulle være en masse positive oplevelser.
2. En anden tredjedel af eleverne er modne, men da alle bruger meget tid på sociale relationer, kan de falde enten til den dårlige tredjedel eller forhåbentlig avancere til den bedste tredjedel af klassen.
3. Den sidste tredjedel kan faktisk klare sig selv og løfte sig selv uden den store hjælp, men holdes naturligt i ”ro” pga. mange gentagelser og et langsomt tempo.

Om 100 år er alting glemt
Eleverne er, når de starter søde, velopdragne og åbne. Og selvom vi ved, at intet kan læres, før man er parat, så starter alle uddannelser med at fortælle, hvad der ”skal” læres. Fra min egen ungdomsuddannelse husker jeg vel 10 % og iflg. teoretikerne er det meget normalt. Altså 90 % er glemt! Hvis vi ser det fra elevens synspunkt, er det faktisk meget simpelt, alle ønsker at blive set, præcist derfra, hvor deres udsyn er. Dette udsyn og dermed den baggrund, vi repræsenterer, bliver både i dag og ikke mindst i fremtiden stærkt udfordret. Eleven skal ikke forvente, at fremtiden er fyldt med hjælpende hænder. Hun må lære at gøre sig forståelig og finde fokus, så hun kan få opfyldt sine behov! For at blive i stand til det, skal hun lære noget om at lede sig selv. Hun skal lære at blive et ansvarligt individ, og derfor bliver hun nødt til at lære noget om at tage ansvar for sin egen udvikling. Være med til at skabe rammerne for god læring og dermed være med til at prioritere og inddrage andre, når det er nødvendigt.

Der er penge i at fastholde eleven i systemet!
Det interessante i de nuværende ungdomsuddannelser er jo, at hvis man ikke retter ind og underkaster sig ”skal”-dynastiet, så ryger man sjældent ud via karakterkrav, fravær, manglende afleveringer, osv. Der er jo penge i at fastholde eleverne i skolesystemet. Misforstået omsorg, fastholder en mængde elever. Elever, som uden tvivl sikkert bedst kunne hjælpes ved en snak med forældre/vejledere/coaches og psykologer. Men iflg. Danmarks statistik pr. 21.5.19 får 21 % i 2018 ingen ungdomsuddannelse, det drejer sig om 129.025 personer, som er en stigning på 11 % siden 2005. Det er jo rystende i et samfund, hvor alle skal være med, og hvor hvert enkelt hoved er en ressource! Og her er vi så ved et oplæg til fremtiden: Hvis vi skal ændre elevernes overlevelsesstrategi til en udviklingsstrategi, er det nødvendigt at finde den gnist, det, som tænder elevernes motivation, og som kan igangsætte elevens refleksive bevidsthed og dermed deres selvledelse. Fx må det være et indlysende mål, at alle elever skal opleve succes med deres læring! Det er jo vores eneste råstof! Målet må være at facilitere den enkelte elev til det gode, ansvarlige liv. Både fagligt og menneskeligt. Alle bør jo have en eller anden form for uddannelse, som minimum starten på en dannelsesrejse. Og her kan det være en idé at tage Søren Kierkegaard ord til sig omkring sand hjælpekunst, her læring: “At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.” Det er et spørgsmål om ”vilje” og ikke et ”skal” for eleven, og derfor bør eleven selv vælge ud fra sine ønsker, behov og muligheder. Der bør ske en ligeværdighedstilgang til uddannelse, uanset om ønsket er et overlevelse- eller et udviklingsinstinkt. Ligeværdighedstilgangen betyder, at det ikke er det faglige, som kommer i 1. række, men det personlige, når eleven kan stå selv (jeg vil), så er eleven også klar til at vælge fagligt. Og det rejser nogle spørgsmål til fremtidens ungdomsuddannelser. Hvor lærer JEG bedst? Alle gymnasiale ungdomsuddannelserne bør måske have et 1. halvår, hvor de grundlæggende fag kunne køre som normalt, fx 2 sprogfag, dansk og matematik. Derudover burde alle elever tilbydes forløb, gående på den personlige dannelse og på tid, undervisning og vejledning i, hvordan mennesker lærer bedst, og hvordan lærer jeg bedst? Hvornår og i hvilke situationer lærer jeg mest og bedst. Fx hvordan og hvornår lærer jeg i gruppearbejdet? Hjælp til at finde vejen og retningen omkring det, som skal være meningsfuldt. F.eks. havde man på teknisk skole, hvor jeg var i 5 år, et fag som hed ”Den professionelle elev” et sjovt forløb, som gav viden og konfrontationer. Hvad med at lave et fag det første halve år, som hedder ”Den professionelle studerende”. Når det halve år er gået, skulle der udarbejdes en motiveret ansøgning om, hvad man vil med sin ungdomsuddannelse? Hvad skal den føre til personligt og fagligt? Den kunne udarbejdes f.eks. sammen med forældrene, og målene skulle udfærdiges i samarbejde med den pågældende ungdomsuddannelse. Mange spørgsmål omkring selvledelse kunne være i fokus, fx hvordan forholder eleven sig til rygning, spiritus, gruppearbejde, succes, fiasko, kammeratskab, stærke/svage sider, mv. Meningen med denne ansøgning er at blive mødt med kærlighed via en nærværende dialog over for den enkeltes behov og usikkerheder, noget, som jeg bl.a. tror, har været en mangel hos lederne hos vores populistiske højrepartier. Det er næppe muligt at snakke så ondt om andre mennesker, hvis man har mødt nærvær og kærlighed i sin opvækst og i sin skolegang/uddannelse!

Niels Halmø, lektor, Nyborg Gymnasium.