Moralsk mod efterlyses!
Rektor på Gammel Hellerup Gymnasium burde tage klar afstand til sex-video
I forbindelse med historien om sex-videoen på Gammel Hellerup Gymnasium blev jeg overrasket over den mangel på moralsk mod, som historien opviste.
Rektor for Gammel Hellerup Gymnasium sagde i begyndelsen meget fornuftigt, at det skulle meldes til politiet, så sagen kunne efterforskes. Men han ville ikke selv gøre det. Da han i Nyhederne på TV2 blev spurgt, hvad han ville gøre for at undgå noget tilsvarende i fremtiden, sagde han, ”at han og eleverne skulle tage en debat om, hvad man skal gøre.” En underlig slap formulering. For hvad nu, hvis den debat endte med, at der var flertal for, at skolen skulle fortsætte med at lade eleverne lave pornofilm med sig selv i hovedrollerne? Hvad ville rektor så sige? Ville det ikke være frygtelig udemokratisk ikke at følge deres indstilling?
Jeg forstår ikke, hvorfor rektor ikke kan sende et klart og tydeligt signal om, at det her, gør man ikke på min skole. De næste par år kan man så installere lærer-censur på videoerne – og så skulle det nok være blevet soleklart for alle, hvor grænserne går. I stedet vil han altså tage en ”debat”, der jo som det fremgår ikke vil være en ægte debat, men en manipulations-snak, hvor eleverne skal tvinges til at opvise enighed med rektor. De skal helt af sig selv komme frem til den samme konklusion som rektor, men uden at rektor har brugt myndighed til at sætte sine normer igennem. Den slags manipulation er uhyggeligt udbredt og har fået sin popularitet, fordi lederne undgår at tage ansvar for noget som helst.
En rektor må selvfølgelig se i øjnene, at han via sit job har et ansvar for ånden på skolen, – det vil sige normerne for, hvordan man opfører sig på skolen og hvilket kulturelt niveau, der ønskes. En rektor har også en myndighed, som han skal have mod nok til at gå ind i og tage på sig. Han har en autoritet, som han skal bruge til at sætte nogle klare normer igennem i stedet for at gemme sig angst bagved en gruppediskussion blandt eleverne.
Så min opfordring til rektorens er: vær med til fællesarrangementerne. Følg med og giv ris og ros og sæt klare grænser der, hvor der er brug for det. Eleverne er ikke født med en viden om, hvad der er acceptabel opførsel på et gymnasium. Så lad være med at svigte dem ved at lade dem selv eksperimentere sig frem til, hvor normerne er. Vær modig – vær en tydelig og ansvarlig normsætter. Vis moralsk mod!
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode