Mødet med censormødet

I år blev jeg i et anfald af lige dele idealisme og grådighed grebet af en sælsom ide om, at det da ville være en fortrinlig ide at blive skriftlig censor i dansk. Ikke blot ville jeg få en tiltrængt indsigt i niveauet i skriftlig dansk, men jeg ville også blive betalt ekstra for det. Umiddelbart virkede det da som en win-win situation..

I år blev jeg i et anfald af lige dele idealisme og grådighed grebet af en sælsom ide om, at det da ville være en fortrinlig ide at blive skriftlig censor i dansk. Ikke blot ville jeg få en tiltrængt indsigt i niveauet i skriftlig dansk, men jeg ville også blive betalt ekstra for det. Umiddelbart virkede det da som en win-win situation. Ja, jeg ved faktisk ikke helt, hvad der kom over mig. Da jeg sad med den første halvdel af mine tildelte opgaver – 61 i alt – begyndte en indre stemme at forbande både idealismen og grådigheden. Jeg kan godt afsløre, at stileretning er den del af mit arbejde, som jeg er mindst begejstret for. Så hvorfor udsætte sig selv for 111 stile på 3 uger? For ussel mammon? For erkendelser om elevniveau? Slap nu af makker (sagde jeg til mig selv). Hvor slemt kan det være?

Det var faktisk ikke slemt. Jeg havde muligheden for at drage ud i et retterefugium på Helgenæs og i afsondret isolation langt væk fra overspringshandlinger vurdere opgaverne. Det var faktisk lærerigt i den forstand, at jeg hurtigt indså, at min praksis tilsyneladende er ganske gennemsnitlig. De stile, jeg skulle vurdere, var hverken værre eller bedre end de stile, jeg ser til daglig. Det var sådan set ganske betryggende.

Jeg var imidlertid spændt på censormødet i Odense. Det møde er jo nærmest sagnomspundet. Censorer i tusindvis, der bevæbnet til tænderne med retteark og skarpe argumenter censurerer i vildskab. Jeg var spændt på, om mine vurderinger lå i tråd med mine medcensorer. Der tales af og til om, at censorerne i dansk er for strenge. Jeg var spændt på, om jeg generelt ville ligge for højt. I min verden, så kan karakterer tjene forskellige formål i dagligdagen. Jeg er stor tilhænger af at bruge karakterer som pædagogisk værktøj. Altså at man nogle gange vælger at runde op, fordi man ved, at det nok vil tilskynde eleven til at yde en ekstra indsats for at holde karakteren næste gang. Andre gange kan man runde ned, fordi man ved, at elevens ærgerrighed vil opildne dem til at give det en ekstra skalle, fordi de “fandme skal vise ham”, at de er mere værd. Som oftest lægger jeg naturligvis vurderingen der, hvor den fagligt set bør være.

Den slags pædagogiske overvejelser er der i sagens natur ikke plads til, når man censurerer. Det er råt for usødet. Denne opgave har disse mangler – derfor denne karakter. Men når det er sagt, så oplever man jo stadigvæk, at man kan ligge ret langt fra hinanden i sine vurderinger. Det er jo nok et udtryk for, at censorer også er en slags mennesker. Vi vægter forskellige ting, og i nogle tilfælde har vi nogle kæpheste, vi har svært ved at lægge fra os. Mine oplevelser med censormødet var positive. Vi var overvejende enige, og vi løste de få uenigheder, vi havde, gennem dialog og et kig i den pågældende opgave.

Nu skal oplevelsen lige bundfælde sig, inden jeg tager stilling til, om jeg næste år igen vil afsondre mig med 100 danskstile. 200 bliver det i hvert fald ikke. Så meget vil jeg ikke forsømme mit eget forår.