"Misundelse er en grim ting"

Ovenstående citat fra diskussionen om fagtillæggene er nok det, der har brændt sig fast i min hukommelse som et minde om GL’s Repræsentantskabsmøde anno 2019.

Måske er en rammesætning for dette skriv på sin plads. Jeg er ansat på hhx i Silkeborg, hvor jeg underviser i Engelsk A og Kulturforståelse. Derudover er jeg også TR-suppleant. Jeg var taget til mødet i stedet for min TR, som var optaget af andre opgaver hjemme på skolen, hvor der er nok at se til. Min TR havde preppet mig, og jeg havde en god kollega med fra den HTX, som vi lige er fusioneret med, computeren var ladet op og blyanten spidset – alt var godt, og jeg så frem til for første gang at få et indblik i GL’s arbejde på nærmeste vis.

Jeg har snart været ansat i otte år. Jeg elsker mine kollegaer og mine elever. Det at være underviser er mit første job – det er også det eneste job, jeg nogensinde har haft, for det giver mening for mig. Selvom jeg ikke har min daglige gang med alle gymnasiale uddannelser, så er der, som jeg ser det, en del vi har tilfælles.

Jeg elsker pædagogikken, og jeg elsker at undervise. Mine kollegaer elsker heldigvis de samme ting. Men det er her, problemet opstår. Gang på gang har jeg set mine kollegaer blive sygemeldt med stress på grund af for stor en arbejdsbelastning. Sidste år var det mig, der var nede og bide i græsset med en stress-sygemelding. Her er vi alle i samme båd, for hele sektoren er presset i bund. Dét har vi desværre tilfælles.

Jeg husker en episode fra, da jeg var i pædagogikum, hvor jeg var på STX for at observere kollegaer en hel dag, fordi det jo er vigtigt i vores branche at have kendskab til hinandens arbejde. Det var her, jeg første gang stod ansigt til ansigt med fordommen om, at undervisere på HHX jo uddannede kontorelever, og at det ikke var et krav, at man havde en akademisk baggrund. Nuvel, jeg valgte at tage dialogen og måtte forklare, at vi alle på HHX er akademikere, der ligesom undervisere på andre gymnasiale uddannelser har gået på universitetet i fem år eller mere. Det har vi tilfælles.

Vi giver unge mennesker et springbræt til fremtiden. Vi er sammen med dem i skelsættende år, der hvor de er allermest sårbare, og der hvor de modnes allermest. Vores elever kan, efter endt eksamen, søge videre med den viden og erfaring, vi har givet dem. Vores elever har forskellige interesser, men de har en ting tilfælles – de er unge mennesker med alt, hvad det indebærer. Dét har vi tilfælles.

Vores job er at undervise, tage kampen med eleverne der har svært ved det faglige, være privilegerede når vi kan nørde med de fagligt stærke, og se alle kontrasterne i de unge mennesker, der er vores elever – dem, vi møder hver dag i klasselokalerne. Dét har vi tilfælles.

Når vi har så meget til fælles, så er det svært for mig at forstå, at min fagorganisation er så opdelt. Okay, okay, jeg ved godt, at erhvervsgymnasierne ’kun’ udgør ca. 17% af medlemmerne, men burde GL ikke være for alle gymnasielærere? Er det ikke det ”Gymnasieskolernes Lærerforening” står for?
Grunden til at det stilles som spørgsmål, er helt enkel: Jeg er simpelthen i tvivl. Jeg har spurgt kollegaer på min arbejdsplads – unge som mere erfarne – og de er også i tvivl. Min erfarne kollega udtrykker sig på følgende måde om forholdet til GL:

”Jeg repræsenterer gruppen af erfarne lærere i mit hhx-lærerkollegium. Siden 1990 har jeg været medlem af GL, for selvfølgelig skal man være medlem af en fagforening. Solidaritet og fælles kamp for gode arbejdsvilkår ligger mig dybt på sinde. Så vidt så godt.
Alligevel har jeg aldrig følt, at GL er min fagforening. I mangel af bedre er jeg blevet og blevet ved med at betale samme kontingent som alle andre medlemmer.
Hvad jeg helt præcis ikke forstår, er, at der er forskellige lønninger og arbejdsvilkår, alt efter om man er ansat på STX eller på HHX. Hvorfor stadig den forskel? Vi var så naive som hhx-lærere at tro, at vi langt om længe blev sidestillet i 2005, men her fjorten år efter, er det stadig det samme: Vi bliver ikke betragtet som ligeværdige med STX-lærere. Fordomme går på, at vi ikke er akademikere, at vores elever ikke er egnede til STX, derfor går de hos os. Det er jo ikke en rigtig studentereksamen, de får osv. Er det derfor, at vores vilkår ikke er værd at kæmpe for?
Det kan godt være, at GL vil sige, at vi har samme vilkår, men det er kun formelt. Vi har hårdt brug for en fagforening, som interesserer sig for alle dens medlemmer.” (Anonym underviser fra erhvervsgymnasiet i Silkeborg)

Jeg forstår ikke, hvorfor GL ikke vil kæmpe for lige forhold for alle organisationens medlemmer, kæmpe for alle de ting, som vi ikke har til fælles som f.eks. løn, struktur samt – og denne kommer om muligt til at pisse mange af – en forståelse for begrebet solidaritet.

Overskriften her ”Misundelse er en grim ting… bare fordi nogen har noget, er det ikke ensbetydende med, at man skal have det samme” blev sagt af en kollega fra STX under diskussionen om fagtillæggene. For mit vedkommende, følte jeg det som en mavepuster. Jeg troede ikke mine egne ører – hvordan kunne man tillade sig at tale sådan om kollegaer? Jeg kom til at tænke tilbage på episoden fra, da jeg var i PG. Jeg følte mig mindre værd som underviser til trods for så mange ting, vi har tilfælles. Det er den evige kamp om akademisk anerkendelse, helt ærligt er vi ikke snart ude over det? Jeg så rundt på mine kollegaer fra de erhvervsgymnasiale uddannelser, nogle kiggede ned, nogle var forargede, andre gale. Den efterfølgende snak lærte mig, at man efterhånden har udviklet ret hård hud mod den slags, fordi det netop, desværre, er kendetegnende for GL… Det er ikke acceptabelt i min optik, og det burde det slet ikke være for GL. Spørgsmålet om solidaritet og lønudligning er blevet fremstillet som et ultimatum – nogen skal gå ned i løn for at andre kan komme på niveau. Der er INGEN fra de erhvervsgymnasiale uddannelser, der ønsker tilbagegang, tværtimod, vi ønsker ligestilling og solidaritet.

Måske er ordet solidaritet ved at miste sin styrke, eller også er man kun solidarisk med dem fra egen uddannelse. Én ting begynder at stå meget klart for mig, og det er, at GL ikke formår at skabe fælles solidaritet på tværs af medlemmerne.