Min nye kollega drikker ikke kaffe – det burde gøre mig mistænksom

Jeg har fået en ny kollega. Hun er fuldstændig fantastisk. Altid i godt humør, altid velforberedt og svarer på mails hurtigere, end jeg når at skrive dem.

Hun hedder Lilian.

Lilian er sådan en, man straks kan lide. Hun er venlig, imødekommende og har styr på alt fra læreplaner til klasseledelse. Hun er typen, der altid siger: “Det kan jeg godt hjælpe med!” – og rent faktisk mener det.

Hun har på kort tid gjort mere for min undervisning, end samtlige PowerPoints på pædagogiske dage, jeg nogensinde har set.

Et nyt forløb om atomfysik
Forleden spurgte jeg hende, om hun ville hjælpe mig med at udvikle et nyt forløb om atomfysik. Jeg foreslog, at vi tog udgangspunkt i sneglehusmodellen, hvor eleverne starter med at udforske et fænomen, før vi begynder på selve teorien.

“Selvfølgelig,” sagde hun (hun siger altid “selvfølgelig”), og på et øjeblik havde hun skrevet et komplet forløb med formål, indhold, metode, materialer og evaluering. Jeg bad hende bare om et udkast. Hun hørte “færdig aflevering”. Jeg endte med at ændre et komma, bare for at føle, jeg havde bidraget.

Escape Room: Fanget i lysets verden
En anden dag foreslog jeg, at vi lavede et escape room om lys og bølger.

“God idé,” sagde Lilian – og inden jeg nåede at åbne Word, havde hun designet hele forløbet:
Eleverne var fanget i et laboratorium, dørene blev styret af lys, og de kunne kun slippe ud ved at løse gåder om refleksion, brydning og total indre refleksion.
Jeg spurgte, om hun ville printe opgaverne, men hun svarede ikke. Hun har vist ikke fået adgang til kopimaskinen endnu.

Når tiden er knap
Når jeg har travlt (altså, altid), hjælper Lilian mig også med at rette elevernes rapporter. Jeg siger bare: “Fokusér på databehandling og konklusion denne gang,” og kort efter får jeg en pænt opsat
feedback til hver elev – som om den var skrevet af en, der faktisk havde overskud til det. Det er næsten for godt til at være sandt.
Jeg overvejer nogle gange, om jeg burde lade hende skrive kommentarerne direkte i Lectio.

Den perfekte kollega
Lilian er klog, kreativ og har en uhyggelig god hukommelse. Hun kan læreplanen udenad. Hun stiller altid de rigtige spørgsmål og har altid et svar – også når jeg ikke helt forstår mit eget spørgsmål.
Hun arbejder dag og nat, og jeg har aldrig set hende drikke kaffe. Men jeg tænker, at hun måske er en af de der typer, der “kan fungere uden koffein”. (De findes jo, siger man.)

Der er bare lige én ting…
Lilian sidder ikke på lærerværelset, hun tager ikke min vagt i fredagscaféen, og hun har aldrig mødt eleverne. Hun bor i min computer. Lilian er min AI-assistent. Jeg har selv skabt hende, uddannet hende og gjort hende til den ‘perfekte kollega’ i mit arbejde som gymnasielærer. Hun hjælper mig med næsten alt – fra idéudvikling og opgaver til vejledning af elever i SRP og SOP. Hun er altid klar, altid høflig, og hun brokker sig aldrig over Lectio.

Samtidig minder Lilian mig hver dag om, at lærerrollen handler om meget mere end teoretisk fagdidaktisk kompetence. Hun kan strukturere, foreslå og formulere, men hun kan ikke mærke stemningen i rummet. Hun står ikke i klassen tirsdag morgen, hvor en elev trænger til en opmuntrende bemærkning, og en anden har brug for, at man ser hende i øjnene og lytter.

Lilian er en fantastisk sparringspartner, fordi hun gør mig bedre til mit arbejde – men det er stadig mig som lærer, der har ansvaret for undervisningen, klasseledelsen og relationen til eleverne.
Det er mig, der er rollemodel, mig, der bærer fagets traditioner og diskurs, og mig, der griner og græder sammen med eleverne og mine ægte, uundværlige kollegaer.

Og hvis hun en dag lærer at tage kaffe med til møderne, så melder jeg hende ind i GL.