Målinger og almendannelse

Fristelsen til at undervise med henblik på tests og eksamener er stor. Som lærer fristes man til at nedprioritere de blødere overfaglige kompetencer til fordel for faktaviden, der kan reproduceres til eksamen. Specielt i disse tider, hvor ledere og politikere kan gå på nettet og se, hvordan en specifik skoles elever klarer sig, eller hvordan det går med danskundervisningen i en bestemt klasse. Det er nærliggende at tænke, at vi snart bliver belønnet/straffet for, hvordan det går med vores elever til eksamen.

Men vi er, gennem vores bekendtgørelser (for stx, hhx, htx og hf), også forpligtede til at almendanne og studieforberede de unge. Problemet er bare, hvad sker der med almendannelsen, hvis der fokuseres på snævre faglige mål? Mit gæt er, at så nedprioriteres det personlige og det sociale, det vil sige de kompetencer, der ikke er målbare på samme måde som de rent faglige kompetencer.

Jeg var så heldig at være til et oplæg af Knud Illeris før efterårsferien. En af hans pointer var, at fremtidens kompetencer ikke kun er faglige kompetencer, men at der i fremtidens samfund også er “et stærkt behov for udvikling af samfundsmedlemmernes identitet, fleksibilitet, socialitet, empati, engagement m.v.”
Han stillede sig i opposition til Hattie- og Qvortrup-bølgen ved at advare mod, at når der fokuseres så meget på det rent faglige, underprioriteres den personlige udvikling. Dermed skyder vi os selv i foden, for de unge, der skal være vores fremtid, kommer ikke ud med de nødvendige kompetencer til at klare sig på fremtidens arbejdsmarked.

Illeris pointerede, at vi vel heller ikke ved ret meget om, hvilken faglighed der er nødvendig for de unge i fremtiden. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er at en stor del af de jobs, der findes i dag, vil se helt anderledes ud om nogle år. Derfor er det måske bedre at fokusere på, hvor gode eleverne er til at lære og til at omstille sig, frem for hvor gode de er til noget rent fagfagligt?

En af hans andre pointer var, hvad det egentlig vil sige at lære noget. Her er det ikke nok at kunne reproducere, hvad læreren siger. Hvis man virkelig lærer noget, bliver man kompetent til det. Det vil sige, at man kan bruge det lærte til at handle hensigtsmæssigt i kommende fremtidige og ukendte situationer. Det ligger i sagens natur, at man ikke kan teste i fremtidige og ukendte situationer.
Jeg er bekymret for, om det store fokus på målinger og socioøkonomiske nøgletal vil fremme undervisning, der lægger op til reproduktion frem for læring.

Måske foregriber jeg bekymringerne. På mange skoler foregår der en sund debat, og mange er endnu ikke helt klar over, hvordan de vil forholde sig til tallene. Måske ender det på et fornuftigt niveau, hvor vi på velreflekterede måder arbejder med i at sætte klarere mål for undervisningen, og med at hjælpe eleverne til at reflektere over om de har nået målene.

Problemet er bare, at man vel kun kan se, om man har nået nogle mål, hvis de er målbare? Hvordan måler man på, om man er blevet bedre til at samarbejde? Eller om ens empati er vokset? Hvordan måler man på almendannelse?