Må vi endelig få normaliteten tilbage?

Siden 2000-erne vajer der en anden vind i Danmark. Med globaliseringen holdt angsten og nye koncepter indtog i dagens Danmark. Nu lever vi i en konkurrencestat, og NPM har stadigvæk ikke forladt førende politikers tankegang, senest med Sofie Løhdes citat på finansministeriets hjemmeside: ”Hvis det skal lykkes at flytte den supertanker, som den offentlige sektor er, forudsætter det, at vi på tværs af staten, regioner og kommuner er enige om, i hvilken retning vi skal sejle, og hvilken fart vi skal have på. Og det skal de nye nationale mål hjælpe os med.”

Alt skal vejes og måles, alt skal styres efter målbare kriterier, alt skal individuelt forbedres, alle skal koncentrere sig om deres personlige toppræstationer. Fællesskabet er en forstyrrende faktor.

Det uhyggelige er, at denne tankegang blev hængt op på ordet ”normalitet”. Jeg skriver som gymnasielærer og holder mig derfor til eksempler, som jeg har forstand på.

Lad os starte med arbejdstiden. I 2013 blev folkeskolelærerne lockoutet, fordi de insisterede på et regelsæt, der fastlægger, hvor meget en lærer skal arbejde. Som bekendt er dette spørgsmål et af de store omdrejningspunkter ved de igangværende OK-forhandlinger. Her har folkeskolelærerne FN-organisationen ILO’s ord for, at forløbet (og den efterfølgende lov) var alt andet end normalt – det strider imod internationale konventioner.

På vores område skete akkurat det samme. Vores forhandlere blev mødt med en pistol for panden og skrev under på en diktataftale, der med et fjernede alle gængse aftaler om undervisning, forberedelse, rettelse af opgaver, deltagelse i møder, vejledning af elever, You name it. At GL i 2013 gav sin underskrift, er stadigvæk et traume i organisationen, men faktum er, at modparten kørte gymnasielærerne over.

Jeg hæfter mig ved en anden ting. Bjarne Corydon fik nærmest uhindret lov til at kalde disse nye anarkistiske forhold, der var kendetegnet ved et totalt fravær af regler og overskuelighed, for normale. Sætningen blev gentaget og gentaget. ”Lærernes arbejdstid er nu normaliseret”.

Nu er det ”normalt”, at to fagkollegaer på samme skole har vidt forskellige skemaer og derved et vidt forskelligt arbejdspres. Udvider man horisonten til hele landet, så finder vi nemt eksempler på to lige dygtige kollegaer indenfor samme fag, hvoraf den ene underviser det halve af den anden. Det er ikke normalt – det er absurd!

GL har i mange år undladt at fokusere på lærernes undervisningstimetal. Det er forståeligt, fordi lærerarbejdet er komplekst, anstrengende og indeholder mange flere facetter end konfrontationstimerne. I det danske gymnasium er der indlagt fx en krævende, men nærmest usynlig eksamensperiode på ca. 6 uger, hvor lærerne slider i dagevis, hvis deres klasse kommer op til mundtlig eksamen. Ligeledes er det svært at sætte SRP og AT-vejledning på en formel, for slet ikke at tale om den daglige kommunikation med eleverne via lectio, der foregår udenfor undervisningstiden. Alt dette er krævende og svært at måle. Derfor er det mest ”normale”, at man aftaler en helhedsakkord, der fastlægger antallet af lektioner, og lader lærerne styre de arbejdsopgaver, der naturligt følger med. Sådan var det i Danmark indtil 1991 – sådan gør man i alle de lande, som vi ”normalt” sammenligner os med – det er normalt!

Nu møder GL en ny variant, hvor det absurde skal ophøjes til det normale. Individuelle lønforhandlinger og op til 25 % af lønsummen som individuelle tillæg – lønspredningen skulle efter moderniseringsstyrelsen forestillinger virke motiverende.

Igen – hvad skal der være normalt ved det? Modparten henviser til de gode svenske eksempler, hvor liberalismens opgør mod en socialdemokratisk omsorgsstat nu har gjort det muligt, at 2. g-elever i slutningen af deres skoleår står på gaden, fordi deres skole er gået fallit. I Sverige er det gået ligesom med privatiseringen af kommunernes hjemmehjælp. Vi venter stadigvæk på dokumentation fra Sophie Løhdes side, men indtil videre har vi ikke truffet én lærer i den svenske gymnasieskole, der har udtrykt sympati for eller støtte til denne liberalisering og individualisering.

Må vi igen bede om at inddrage de europæiske lande syd for Danmark. I Tyskland er hovedparten af gymnasielærere tjenestemænd. Deri ligger, at staten anser denne opgave for så vigtig, at lærerne nyder en særlig beskyttelse i deres ansættelsesforhold. Jeg har tidligere skrevet kritisk om udhulingen af flexicurity, så det vil jeg ikke uddybe her. Selvfølgelig er der også i Tyskland modstridende opfattelser mellem arbejdsgiverne og fagforeningen, hvad det rette lønniveau er, men man ville ikke drømme om at aflønne lærere med samme ansættelsesgrad og anciennitet forskelligt.

Og de danske gymnasielærere er enige. Vores egen undersøgelse viser et meget klart billede. Kun 5 % af vores medlemmer ønsker at forhandle deres løn selv, kun 3 % tror på, at skolen ville fungere bedre med individuelle lønforhandlinger. Gymnasielærerne ønsker en fornuftig løn, men de vil gerne koncentrere sig om deres kerneopgave. Som en af lærerne skrev som kommentar til spørgeskemaet:

Lønnen bør være ens på landsplan og ikke afhænge af, hvorvidt man er god til at forhandle løn. Lokalt aftalt løn vil kunne skabe en skævvridning i lønforhold på arbejdspladsen og på tværs af gymnasier. Lønnen er ikke afgørende for motivation. Det er derimod det, at gymnasiesektoren respekteres politisk og ikke fortsat udsættes for besparelser, der får os til at løbe hurtigere.

Med andre ord ønsker vi normale forhold. I dagens Danmark er det p.t. desværre ikke kutyme.

Burkhard Sievers

Medlem af GL’s hovedbestyrelse for liste 3