Må man ikke pege fingre?

Marts-nummeret af Gymnasieskolen leverede en håndfuld stimulerende betragtninger på tingenes tilstand i vores allesammens OK13-ramte virkelighed. Allerede i lederen kunne man læse, at implementeringen af OK13 havde fået karakteren "dumpet" på et nyligt afholdt GL-seminar for tillidsrepræsentanter. Naturligvis! Har man interesseret sig bare lidt for konsekvenserne af OK13, så kan det ikke overraske. Lederen fastslog dog, at der fra bladets side ikke skulle peges fingre ad nogen; i stedet ville man "opfordre til dialog og ansvar på begge sider af bordet". Dialog og ansvar – det klinger selvfølgelig mere konstruktivt end at ”pege fingre”, men hvilken form for dialog og ansvarlighed er det egentlig, der er behov for i den nuværende situation? 

 

Bladet skrev, at ”det fortsat er ledelsernes ansvar at udstikke retningen – forklare, hvor skolerne skal hen og ikke mindst hvorfor”. Bevares. Nu kan man jo både udstikke retning og begrunde, uden nødvendigvis at sige noget, der har meget med virkeligheden at gøre – hvad OK13 da også illustrerer forstemmende godt. Jeg gætter på, at mange af de ledelser, som lige nu frustrerer vores medlemmer voldsomt, ikke vil synes de bliver specielt udfordret af bladets overordnede karakteristik af ansvarlig skoleledelse. Og hvad med os lærere på den anden side af 'bordet'? Hvad mener bladet, at indholdet af vores dialog og ansvarlighed skal være? Er det ansvarligt at undlade at rette klar og tydelig kritik mod de negative forandringer, som rigtig mange kolleger nu oplever – og dermed også mod de beslutningstagere, som på magtfuldkommen facon har “udstukket retningen” og gennemtvunget forandringerne? Lederen stillede ikke disse spørgsmål. I stedet konstateredes det, at lærerne fremadrettet nok bliver nødt til at "sluge yderligere et par kameler og, som GL-formanden påpeger, retænke solidaritetsbegrebet".

 

Det er vel aldrig usundt for en levende fagforening at forholde sig til sit solidariske grundlag, men jeg bliver alvorligt bekymret for de mange kolleger, som åbenbart lige skal ”sluge yderligere et par kameler”, og for kvaliteten i den uddannelse, de skal bedrive. OK13 kridtede banen op til ledernes mere eller mindre frie leg i deres 'udvidede ledelsesrum', og der tegner sig et dystert billede, ikke mindst på mange af de skoler, som har rettet ind efter Moderniseringsstyrelsens og Undervisningsministeriets metoder og fravalgt at indgå arbejdstidsaftaler med lærerne.  Vi taler om øget usikkerhed i hverdagen, arbejdsintensivering og forringede kår, demotivering, beretninger fra mange lærere om så belastende arbejdsforhold, at det har sundhedsmæssige konsekvenser, og en erosion af vores hidtidige solidariske grundlag, som følge af arbejdsgivernes enerådige og uværdige fremfærd. Vi taler om negative forandringer med meget seriøse konsekvenser for såvel den enkelte som for helheden, og på den baggrund synes jeg, vi kan og skal pege fingre, og i øvrigt sige nej til at få serveret flere 'kameler'!

 

OK13 er som bekendt ikke lærernes projekt – det er arbejdsgivernes. Det er Bjarne Corydon, Christine Antorini, ledende embedsmænd i statsforvaltningen, og skoleledere landet over, som sidder med ansvaret for de forringelser, mange lærere nu oplever. Og vi skal ikke tage fejl: Projektet ER at svække lærerne – ikke bare GL, men den enkelte lærer – overfor arbejdsgiverne. Det skal vi ikke undlade at sætte ord på. Arbejdsgiverne må bringes til at forstå konsekvenserne af deres diktatoriske og verdensfjerne adfærd, og at det ikke er noget gangbart værktøj i udviklingen af de gymnasiale uddannelser at aflire påstande om lærernes manglende vilje til at ‘sluge kameler’, ‘tage ja-hatten på’, og så videre. Vi optræder mest ansvarligt ved at tale lige ud af posen om de forringelser, som vi er vidne til, og ved ikke blot at tale, men også styrke vores organisering, og handle – kollektivt.

 

Tomas Kepler,

nyvalgt GL-hovedbestyrelsesmedlem for Liste 1.