Krisen på Th. Langs HF & VUC-kursus

I skrivende stund er et nyt skoleår på Th. Langs HF & VUC begyndt. Mange nye kursister og elever vil med summende forventninger og sommerfugle i maven slutte sig til de mange, som genoptager skolegangen efter sommerferien. Kursister og elever vil møde en skole, hvor ledelse og lærere med diverse aktiviteter vil byde dem velkommen til et forhåbentligt spændende og udbytterigt skoleforløb. Der vil blive sagt alt det, som hører sig til lejligheden. Alt vil se blankt og skinnede ud.

Sandheden er desværre, at der under den glitrende overflade gemmer sig en skole i krise. Krisen har i flere år været mærkbar for medarbejderne, men den har i løbet af foråret kulmineret i en hidtil uset grad af dårlig stemning blandt medarbejderne, medens ledelsen fortsætter med at køre efter det fastlagte spor. Ledelsen erklærer sig indforstået med en dialogbaseret ledelse, men virkeligheden er, at mange medarbejdere oplever, at samtaler og møder sker på skrømt og beslutninger er reelt taget på et andet niveau længe forinden. En ny kurs baseret på tanken om New public management og topstyring er afstukket. Lærerne har i den udvikling fået alt for ringe indflydelse på eget arbejde og ses blot som en funktionalitet for ledelsens strategiske fremtidsplaner. Sygdomsfravær som følge af stress og psykisk utilpashed har nået nye højder til et niveau, som man ganske enkelt ikke kunne forestille sig for bare få år siden.

Efter utallige henvendelser fra Hf-lærerne angående frustrationer og dårlig trivsel har ledelsen erkendt, at der nu skal tilkaldes konsulenthjælp for at udrede baggrunden for krisestemningen. En arbejdspsykolog skal stå for en kortlægning af det psykiske arbejdsmiljø og dernæst komme med bud på løsning af problemerne, men lur mig, om det det ikke ender, som det plejer ved den slags foranstaltninger. Problemerne individualiseres til den enkelte lærer, som må indse, at problemerne egentlig bare skyldes negativ attitude og manglende parathed til at acceptere en forandrings- og udviklingsorienteret arbejdsplads. Sandheden gemmer sig imidlertid et andet sted.

I forbindelse med regeringens beslutning om gennemførelse af besparelse på 2 % årligt i en fireårig periode for alle gymnasiale uddannelser har ledelsen og bestyrelsen på Th. Langs Hf & VUC fået den – synes de selv – lyse idé at benytte lejligheden til at skære voldsomt i skolens budget, idet man har vedtaget på forhånd at indregne de ekstra 2 % for 2017, selv om det ret beset ikke er vedtaget af Folketinget før kommende finanslov, og oven i hatten ønsker man at generere et overskud på nogle millioner, så man – som det hedder – er polstret til de fremtidige udfordringer for skolen. Være fremtidssikret. Hvad det så end betyder, for ingen ved, om der nogensinde bliver brug for de mange penge. Vi taler jo om en offentlig institution, der i modsætning til en privat virksomhed ikke har skabelse af overskud som det vigtigste mål. Ledelsen og bestyrelsen mener, at det er en rigtig god beslutning. Problemet er bare, at det er der ikke ret mange andre, der kan se, og slet ikke medarbejderne på skolen. GL-klubben for Hf-lærere på skolen har siden vinterens chokmeldinger fra ledelsen forsøgt at indgå i en dialog om, hvordan disse udefrakommende besparelseskrav kan tackles på en mindre smertefuld måde. Men forgæves – alt er tilsyneladende besluttet og klappet af på forhånd mellem ledelsen og bestyrelsen.

Besparelserne betyder samlet set en bortskæring af 14 årsværk med et tilsvarende antal fyringer, hvoraf Hf-lærerne rammes med cirka halvdelen. Undertegnede, som har undervist i HF-afdelingen på skolen i mere end 25 år, er blandt de fyrede. Det er især lærere fra det ældre segment i kollegiet, der har stået for skud. Disse står nu på gaden med en risiko for at måtte gå fra hus og hjem i de kommende år, fordi det alt andet lige er meget sværere for ældre lærere end for yngre at finde ny beskæftigelse. Bl.a. fordi man på de fleste andre gymnasier og hf-kurser har strakt sig til det yderste for at løse besparelseskravet gennem nedsat tid og naturlig afgang over en årrække. GL har gjort indsigelse og været til møde med Th. Langs og VUC’s ledelse, men det kom der som forventet heller ikke noget ud af. Fyringerne stod ved magt. Sagen har fået et retligt efterspil, idet GL har anlagt voldgiftssag mod ledelsen med påstand om kompensation for uberettigede fyringer af lærere.

Det himmelråbende galimatias består i, at man vedtager nogle besparelser, som det måske vil vise sig at være helt unødvendige. I hvert fald kunne man, som næsten alle andre skoler i Danmark, gå mere nænsomt til værks med fyringer og så følge økonomiens udvikling de kommende år.  Det er klart, at det nedsatte tilskud fra staten kan man ikke komme uden om, men det er helt unødvendigt i en kritisk periode at generere et overskud på en offentlig drevet institution, som er sat i verden for at levere kompetent undervisning og god almendannelse, og ikke for at skabe overskud som en anden privat virksomhed. Dårligt arbejdsklima for de tilbageværende lærere, stress og ubehag ved ledelsens umyndiggørelse florerer nu i et hidtil uset omfang.

Lidt sarkastisk kunne man tilføje, at hvis ledelsen bliver ved med at begå økonomiske fejltagelser, som man har gjort de senere år, ja, så er der grund til at være bekymret for fremtiden. De har nemlig kostet dyrt på skolens budget, og set i den større sammenhæng hænger det nu sammen med fyringer af menige medarbejdere. Lad mig nævne nogle eksempler.

For et par år siden udspandt sig en gennemgribende konflikt på AVU-afdelingen, som ledelsen ikke magtede at håndtere. Konflikten betød, at ingen af lærerne i afdelingen ønskede at lade sig vælge som tillidsrepræsentanter, og det var i det hele taget en konflikt, som forblev tabubelagt og dermed var det umuligt for udenforstående medarbejdere at forstå, hvori konfliktens kerne bestod. Sagen endte med, at fire AVU-lærere og en afdelingsleder fratrådte, hvilket kostede millioner i fratrædelsesgodtgørelse.

Et par år efter rektors ansættelse blev der arrangeret og bestilt en personaletur til Berlin for samtlige medarbejdergrupper, fordi det var en god investering i samarbejdsrelationer på skolen, og fordi der var fire millioner i overskud på skolens årsregnskab. Selv om der kort forinden var afviklet en tilsvarende tur til København med ophold på et af byens fineste hoteller, Hotel Admiral, genbo til Amalienborg. Nogle måneder efter Berlinturen viste det sig, at der alligevel ikke var noget overskud, så turen kostede omkring en halv million kroner på det følgende årsbudget, penge, der burde være brugt til undervisningsrelaterede aktiviteter.

Konstante tilbygning- og ombygningsprojekter på skolen er iværksat gennem flere år, hvor lærere mere eller mindre stiltiende har arbejdet i en lind strøm af byggelarm. Det er helt uacceptable arbejdsvilkår at byde både lærere og kursister. Aldrig vidste man i undervisningslokalet, hvornår håndværkere hamrede og borede oppe på taget eller i tilstødende vægge, men tit har det været. En vis modernisering og vedligeholdelse er selvfølgelig nødvendig, men meget ligner prestigehensyn, og værst er det med de mange millioner, der er givet ud på et klima-og udluftningssystem over hele skolen, som ikke virker efter hensigten, trods gentagne forsøg på justering. Elever så vel som lærere har klaget over, at der i nogle undervisningslokaler er for tæt og varmt, og andre er præget af trækkulde med dårligt arbejdsklima og dårlig indlæring til følge.

Når bekymrede lærere de senere år har spurgt til den økonomiske holdbarhed i de mange investeringer i tilbygning og renovering, har ledelsens svar været, at der er vandtætte skotter mellem bygningsbudget og undervisningsbudget, så investeringerne i de fysiske omgivelser ikke negativt påvirker undervisningen på driftsbudgettet. Det kom så ikke helt til at holde stik. Novemberstormen i fjor rev et fleretagers stillads foran skolen omkuld og tog i farten det interimistiske tag af hovedbygningen med i faldet i Hostrupsgade. Denne ulykke, som kunne være gået helt galt, hvis der havde opholdt sig mennesker i gaden, kom til at koste skolen en million, da det viste sig, at der var en egen forsikring i skolens forsikringsaftale. Helt uanstændigt brugte bestyrelsesformanden i et brev til Hf-lærerne nu denne ekstra udgift for skolen som et argument for, at der nu var yderligere en grund til at fastholde de fyringer, som GL-klubben havde gjort indsigelse imod.   

Skolens leder har i flere år haft øjnene mere rettet udad end indad. Tværinstitutionel aktivitet har været prioriteret, men desværre ligner den for mange medarbejdere prestige engagementer, som skal profilere skolen. Der kan nævnes Campus Bindslevsplads, som en række skoler og ungdomsuddannelser i Silkeborg er involveret i med store økonomiske investeringer. Principielt er det selvfølgelig godt at være åben for omverdenen, men sagen er, at mange lærere ikke kan finde ud, hvad projektet pædagogisk set egentlig går ud på. Heller ikke de lærere, der har været involveret i udvalgsmøder. Jeg har forstået så meget, at eleverne bliver i stand til at printe 3D-billeder på en maskine, men det har ikke været muligt at få en nøjere indholdsmæssig beskrivelse af de pædagogiske læringsmål. Desuden har man brugt et par millioner på at installere såkaldte smartboards i alle undervisningslokaler i stedet for tavler, så Th. Langs Hf & VUC kunne være med på det nyeste pædagogiske legetøj, desværre uden forudgående undersøgelse med inddragelse af lærerne om det egentlige behov ud fra pædagogiske kriterier. I dag er flere af disse smartboards ubrugelige, fordi der ikke er penge til at udskifte defekte projektorer.

Rektor erklærede for over et år siden på den såkaldte sommerkur for alle ansatte, at hun havde begået mange fejltagelser i sit hidtidige virke på skolen. Der var sat for mange skibe i søen, som ikke var sødygtige. Selvkritikken i talen var så opsigtsvækkende, at jeg sad i salen og ventede på, at hun som leder nu ville trække sig tilbage. Det kom ikke til at ske. Set i bakspejlet er det nærliggende at tolke talen som det indledende skridt til den dybtgående systemændring i forholdet mellem ledelse og medarbejdere, som har fundet sted i det sidste halve år med kraftig forringelse af lærernes arbejdsvilkår og smertefuld massefyringsrunde som resultat. Som begrundelse i afskedigelsesbreve til de fyrede lærere angives ”skolens økonomiske situation”. Eftersom ansvaret for denne ligger hos ledelsen, burde rektor og bestyrelsesformanden have været deres ansvar bevidst og trukket sig tilbage i stedet for at lade både fyrede og tilbageblevne medarbejdere betale en unødvendig høj pris. Jeg opfordrer rektor og bestyrelsesformanden til at frasige deres poster, inden skolen køres helt i sænk.  

Kai Just