Kommer Abdi rigtigt fra Åbybro?
Jeg overhørte en dag en diskussion mellem to elever, som talte om en fælles bekendt, Abdi.
Den ene ville vide, hvor Abdi kom fra, og fik oplyst, at Abdi var fra Åbybro.
”Ja ja, men hvor kommer han rigtigt fra?” spurgte den første igen.
Den anden elev fastholdt, at Abdi var fra Åbybro, men nu blev den første elev irriteret:
”Du ved jo godt, hvad jeg mener. Man kan da ikke hedde Abdi og komme fra Åbybro!”
Abdi er faktisk født og opvokset i Åbybro og har boet i byen hele sit liv. Og så er man vel fra Åbybro? Hvis han en dag flytter til København for at studere, vil han helt sikkert kunne mærke, at han er fra Åbybro, og han vil sikkert føle et fællesskab med andre nordjyder på studiet. I hvert fald hvis de er nordenfjords fra.
Men den første elev har alligevel også ret: Abdi skiller sig sikkert ud fra andre fra Åbybro. Han har nok lidt andre hverdagsrutiner og andre kontakter end de fleste, og måske oplever han også andre begrænsninger – fx at der ofte bliver sat spørgsmålstegn ved, om han nu også rigtigt kommer fra Åbybro. Hvis man ignorerer det, ignorerer man, hvem Abdi også er.
Abdi er ikke kun fra Åbybro, han er heller ikke kun somalier, han er begge dele. Han er også fodboldspiller, har deltaget i en fysikkonkurrence, pendler til gymnasiet med bus, er vild med den nye Klovn-film og har et godt øje til Anna i klassen. Men omgivelserne opfatter ham primært som somalier, og han oplever ofte, at alt hvad han siger og gør bliver tolket ud fra, at hans forældre og bedsteforældre er fra Somalia.
Hvis Abdi i stedet havde fået et danskklingende navn som Mikkel, Jesper eller Søren ville en del af os nok have konkluderet, at han var adopteret og derfor dansk. Uanset om han var adopteret eller ej, ville vi igen kun se danskheden og lukke øjnene for, hvad han også var.
Den afrikanske forfatter Taiye Selasi har holdt en TED-talk med titlen: ”Don’t ask where I’m from, ask where I’m a local.”
[[{“fid”:”Don’t Ask Where I’m From, Ask Where I’m a Local | Taiye Selasi | TED Talks|youtube://v/LYCKzpXEW6E”,”view_mode”:”default”,”fields”:{“format”:”default”},”type”:”media”,”link_text”:null,”attributes”:{“class”:”media-element file-default”}}]]
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode