Kom ind i kampen eller knæk

Der er voldsomme besparelser på vej i vores sektor. Ja, faktisk er de allerede undervejs, og man skal nok være ualmindelig distræt for ikke at have bemærket skriften på væggen. Politikerne vil have flere igennem for færre penge. Nu.

På et vigtigt tidspunkt fandt jeg pludselig mig selv i TR-rollen. Hold da fast, der er noget at tage fat på! Vi stod på Aarhus Katedralskole og skulle tage imod vores nye rektor, Lone Eibye Mikkelsen, og så skulle vi i øvrigt i gang med de famøse møder om honoreringen af lærernes overskydende timer. Samtidig så økonomien trist ud, og der var ingen tvivl om, at der skulle spares eller genereres ny indtægt, hurtigt.

Tiden gik, lærere og ny ledelse mærkede hinanden på tænderne og lærte så småt hinanden lidt at kende. Informationsniveauet steg betydeligt, og løsninger blev fundet. Og så skulle vi jo være i hus, safe-haven, ro i maven. Vores oprindelige TR vendte tilbage fra barsel og jeg kunne med sindsro falde tilbage i mit hverdagsengagement.

Alligevel sad jeg tilbage med en fornemmelse i maven. En sikker fornemmelse af, at vi kun havde set første del af en reform, der i bund og grund havde ét hovedfokus, nemlig besparelser.

Det er jeg i og for sig ikke per definition imod, og denne blog skal heller ikke handle om almen dannelse eller, om hvor tåbeligt politikerne opfører sig. Så ville den jo ikke få nogen ende. Nej, den skal handle om vores ve og vel. Os, gymnasielærerne på gulvet. Hvis vi ikke trives, så er det stensikkert, at vores elever heller ikke gør.

Her vil jeg fortælle om trætte Thea. Trætte Thea har arbejdet som gymnasielærer i 20 år, og der findes næppe ret mange, der gør det ligeså godt som hun. Hun har tydelige krav til, hvad undervisning med kvalitet indebærer. Desuden forstår hun, at teamlærerfunktionen ikke alene er noget, der kan vælges til eller tildeles af ledelsen, men en funktion du får i kraft af den, du er, og det samspil du har med dine elever. Der er slet ingen tvivl om, at Thea vil elevernes bedste og altid har arbejdet det der skulle til.  Nogle elever fortæller, at trætte Thea var deres redningsplanke og havde det ikke været for hende, så var de droppet ud. Thea forstår sig på det nogen kalder fastholdelse – ikke fordi hun fysisk holder fast i eleverne eller taper dem fast til stolen. Nej, fordi hun gør noget, der får eleverne til at hænge på og til at fastholde deres beslutning om at få en gymnasial uddannelse hos os.

I kender hende sikkert alle sammen, Thea. Men sagen er, at Thea flere gange fortalte mig, at hun er træt. Eleverne tager rigtig meget energi – de suger den faktisk til sig. Og selvom mange også giver noget igen, så er det i sidste ende et træt menneske, der sidder og stener fredag aften foran fjerneren. Thea vil gerne trappe ned, vil gerne effektivisere og arbejde hurtigere. Men eleverne forventer det, de altid har fået. Og ledelsen forsøger at fastholde en idé om, at Thea kan levere den samme kvalitet samtidig med, at hun underviser flere hold og arbejder mere, målt på de gamle akkorder. Thea forstår det ikke. Det gør jeg sådan set heller ikke.

Idéen om, at mere arbejde og samme kvalitet ikke giver flere arbejdstimer er absurd. Den skaber trætte lærere på landets gymnasier. Træt kommer før udbrændt, og det er dét, der plager mig. Jeg er nemlig fan af trætte Thea. Mine ældre, erfarne og dygtige kolleger står som idoler på min indre fan-væg. De kan bare det der. De er fandens dygtige undervisere, vejledere, mentorer, kolleger og mennesker! Men de er en uddøende race, ligesom kvalitetsbevidste Halfdan på tredive er det.

Nu må det være tid til, at vi indser, at verden er en anden, 4+6 er ikke 8. Vi kan ikke få den samme kvalitet samtidig med, at vi skal arbejde mere. Det er umuligt. Jeg siger ikke, at vi ikke kan få kvalitet, blot at vi ikke kan få den samme kvalitet. Det er det, der plager Thea og Halfdan. Nogen steder har man forstået dette, og lettelsens suk kan høres helt fra København til Aarhus.

Vi skal noget andet. Vi kan godt løfte en udfordring, der går på at give flere en ungdomsuddannelse samtidig med, at vi bruger færre penge. Der er mange måder at gøre dette på, men politikerne og landets gymnasieledere er nødt til at slække på nogle af de krav de stiller.  Spørg dog trætte Thea hvad der skal til, hvis hun skal undervise flere samtidig med, at hun ikke må bruge mere tid.

Som gymnasielærere må vi ind i kampen – og med på dialogen om hvordan vi kan løse denne udfordring uden at brænde ud. Men vi er nødt til at tænke nyt. Det er ikke det samme gymnasium og ikke den samme kvalitet, vi taler om. Jeg er helt sikker på, at vi kan levere kvalitet, og at vi kan finde fornuftige løsninger. Men det er ikke fair at lade trætte Thea sidde som en lus mellem to negle.

Tag lederskabet, og sig dét, som de fleste jo godt ved. Lad os prøve os frem med udgangspunkt i lærernes bud på, hvordan denne udfordring bedst løses. Om det er med fælles forelæsninger, reduktion i studieretningsudbuddet, flere projektforløb, multiple choice afleveringer eller noget helt andet – det er jeg ikke så optaget af. Men vi er ganske simpelt nødt til at redde trætte Thea, for hende skal vi passe på. Hun er sin vægt værd i guld.