Kom din kunde til undervisningen i dag?
Aj, tænker du. Har hun først opdaget det nu? Altså, at vi er en business, der skal have taxameterkroner ind, for at få noget løn ud og en hestevogn af sted med smukke unge mennesker.
Jo, men kan vi ikke være mere tydelige overfor vores elever og kursister, så de ikke tager forbrugeridentiteten helt ind i klasseværelset. Vi skal insistere på, at der er forskel på at indgå i et studie og på at købe nye jeans.
For at blive optaget på enkeltfags-HF, uanset om det er til onlineundervisning eller almindeligt fremmøde, så skal man optages direkte af skolen. Og et VUC med respekt for sig selv har etableret en webshop med fag, filtre, læg-i-kurv-funktioner og en betalingsside. Det er sådan set ok, at der er selvbetjening, for vi har mange kursister, der ikke har brug for at tale med en vejleder om skemaer og planer, så de har det fint med selv at klare tingene.
Men der shoppes rundt, og det bliver værre og værre. Der har altid været gebyr på HF-enkeltfagene, og det har selvfølgelig givet nogle få kursister en kunden-har-ret-attitude. Det er nemt at forklare, at et gebyr ikke er i nærheden af, hvad faget egentlig koster. Det er forpligtelsen og ansvaret, der kan lide under kunde-identiteten. Når man kan lægge et fag i en kurv og taste kortnummeret, så kan man vel også bytte et fag, ikke? Eller klage, hvis det ikke er superfedt fra begyndelsen.
Set med kommunikative øjne er det klart, at kursister får denne shoppe-opfattelse, og vi må tage ansvaret på os, for vi hjælper ikke dem, der virkelig har brug for hjælp. Vi har så mange kursister, der er meget, meget studiefremmede. De skal have vores kærlige og didaktiske tilgang, som er noget helt andet, end at kunden altid har ret. Jeg er vejleder, og jeg ved, at mange af de unge mennesker ikke aner, hvad de er havnet i. Og så er det forvirrende med en webshop. Vi er selv med til at gøre vores kursister til forbrugere, hvis vi ikke er tydelige overfor dem.
Så hvad gør vi? Begynder at tale om, at kursister ikke er kunder. Dropper shoppejargonen, får websites uden frit valg og en kurv til varerne. Og så ville det klæde os at arbejde på, at alle fag skal være uden gebyrer. Ikke mere brugerbetaling på VUC’erne. Vi er skoler, ikke butikker.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode