Klima på tapetet

Det er dejligt at se, at klimaet er kommet på dagsordenen rundt omkring på skolerne. I øjeblikket diskuteres der fx mange steder, hvorvidt det er i orden at tage på studietur med fly, eller om der bør findes alternative muligheder. Det er glædeligt, at diskussionerne opstår, og at det handler om personligt ansvar: Vil man give afkald på privilegier, eller er man klar til at gøre en indsats?

Vi kan sagtens tage klimadebatten meget højere og gøre den til noget, vi beskæftiger os med i mange fag. Vi har som opgave at almendanne vores elever, og det betyder, at vi skal hjælpe dem til at blive i stand til at tage stilling på et reflekteret grundlag. Det er fint at sætte spørgsmålstegn ved flyrejser. Men vi kan hjælpe vores elever med at have belæg for argumenterne. De kan fx regne på, hvor stor en forskel det vil gøre, hvis en flok erhvervsfolk, der skal fra København til Ålborg, kører i hver sin bil i stedet for at flyve i samme fly? Og hvor meget bedre ville det være, hvis de tog toget? Vi skal passe på, at vi ikke bare hopper med på bølger uden at have argumenterne i orden og uden at se det større perspektiv.

Der er mange flere ting i klimadebatten end transportformer. Hvad med opvarmning og elektricitet? Fødevarer og beklædning? Elektronik og andre materielle goder? Det ville give stor mening at sætte eleverne til at beregne deres klimaaftryk ud fra alle områder i deres liv. Så kan de få en fornemmelse af, hvor stor en forskel de kan gøre på forskellige områder, og ikke kun på studieture. Det er forhåbentlig et emne for NV- eller fællesfaglige forløb på mange skoler.

Når eleverne har beregnet deres klimaaftryk over en uge, kan de begynde at beskæftige sig med, hvilke områder der har størst betydning, og hvad det vil betyde at vælge anderledes her.

Det leder til det etiske aspekt: Hvis ansvar er det, og hvad er vi klar til at gøre selv? Hvad vil vi egentlig give afkald på, når det kommer til stykket, i alle de tilsyneladende ubetydelige situationer, hvor vi har et valg? Er vi fx klar til at undvære jordbær, tomater og agurker uden for deres naturlige årstid, avocadoer i madpakken og andet lækkert frugt og grønt, der dyrkes i drivhuse og transporteres langt? Vil vi skifte bøffen ud med bønner, når det kommer til stykket? Er vi klar til at købe tøj meget sjældnere og vælge genbrug i stedet for nyt? Vil vi købe en elbil, når en benzinbil er meget billigere? Tager vi cyklen i stedet for bilen, bussen eller toget, når der er mulighed for det?

Vi skal have gang i den slags debatter på skolerne, så det bliver personligt vedkommende for hver enkelt af os - både lærere og elever. Vi kan perspektivere de forskelle, vi selv kan gøre, til de tiltag, som politikerne kan gennemføre. Og vi kan tage diskussionen om, hvorfor vi bør gå forrest i stedet for at vente på, at andre gør noget.

Hvis vi kan mobilisere kritisk tankegang og personlig handlekraft hos eleverne på dette område, bidrager vi til deres almendannelse på en meget praktisk måde, og det vil sætte dem i stand til at gøre en vigtig forskel i alles liv.