Kampen om uddannelsessystemet– hvad gik galt, og hvordan retter vi op på miseren?

Det er et vigtigt dannelsesmål at gøre eleverne til myndige, kritiske og demokratiske borgere. Men i Danmark er demokrati­begrebet mishandlet til ukendelighed som nivellering, forskels­løshed og laveste fællesnævner. Demokrati er først og fremmest en styreform og ikke en livsfilosofi. Men demokrati er ikke mindst den lige ret til at være forskellige, skriver kronikøren.

Der er megen murren rundtomkring ved fotokopimaskinerne og i pauser i lærerforberedelsen: Hvorfor skal vi spilde vores tid på endeløse, meningsløse møder om visioner og læringsstrategier, mens elever og kursister møder frem stadig mere blanke på basale kundskaber? Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at undervise og lære mine elever det, de skal kunne i mine fag? Hvorfor skal jeg hele tiden kontrolleres i form af digitale tilbagemeldinger og evalueringer i et endeløst bureaukrati? Hvorfor skal jeg tvinges til at arbejde i team, når min forberedelse og undervisning er langt mere effektiv uden denne tidsrøver – og dermed kommer mine elever til gode?

En sang fra en montre i Nationalmuseets kælder for oldtidsminder? Eller en ørehænger, der går ind også hos unge og yngre lærere?  

Jeg ved det ikke, men inspireret af blandt andet følgende bøger: Keld Skovmand: Uden mål og med – forenklede Fælles Mål? og Rasmus Willig: Afvæbnet kritik (læs dem – og bliv oplyst om, hvad der gik galt i skolen og andre offentlige institutioner) vil jeg gerne dele nogle tanker og overvejelser med læserne af Gymnasieskolen. I håb om en kursændring for et uddannelsessystem i forfald.   

Lad mig tage afsæt i et citat fra folkeskolelærer og tidligere medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening Niels Christian Sauer: ”Willig har vi haft fat i i hovedstyrelsen flere gange. Han, Svend Brinkmann, Keld Skovmand, Thomas Aastrup Rømer og et par stykker mere er stærke dissidenter pt. Til min glæde ser jeg også folk skifte side og træde i karakter – [Per] Fibæk Laur­sen for eksempel. Karrierebevidste papegøjesnakkere fra DPU kan man fodre svin med, men de har intet fodfæste i lærerstanden (…). Fibæk har været en modig mand på det sidste. Han var jo SKUB-projektets dengse i mange år. Og nu siger han nærmest ligeud, at lærerne skal styre deres undervisning selv og gøre det fornødne.”

Stærke, men sande ord. Der måske først kan siges, når man enten er gået på pension eller står lige foran den? Uanset svaret er sagen den, at det ser skidt ud for vores uddannelsessystem. Især fordi det store flertal af folkeskole-, gymnasie- og universitetslærere tilsyneladende slet ikke er klar over graden af det dannelsestab, der har fundet sted, siden 68-oprøret og reformpædagogikken indgik en uhellig alliance med socialistisk ligestillingsideologi og nyliberal retorik.  

Ordet hjernevask løber mig i tasterne, og vi har at gøre med tabte generationer for så vidt angår viden om den vestlige civilisations helt specifikke historiske forudsætninger og grundlæggende kundskaber. Det gælder lærere, det gælder studerende, og det gælder elever – i en ond spiral. For hvis alt for mange lærere lider af historisk demens, bliver deres undervisning derefter.

I suppeterningform er problemerne følgende:   
1. Det faglige niveau er faldet markant.  
2. Tværfaglighed hviler ikke på solid faglighed.
3. Metodefriheden er sat under pres.
4. Taxametersystemet fremmer økonomisk tænkning ved at optage uegnede og umotiverede elever/studerende, som gennemfører uanset deres faglige niveau.
5. Karaktersystemet er misvisende og upålideligt.

I det følgende skal jeg give nogle bud på, hvad vi stiller op med miseren.  

Ad 1) – med fokus på folkeskolen = fundamentet for undervisningen i de gymnasiale uddannelser.

1. Ud fra devisen ”man skal kravle, før man kan gå”, bør man koncentrere sig om hovedfagene i de små klasser (0.-3.klasse): a) Dansk, stavning, læsning, sprogforståelse (grammatik) og skrivning. Det sidste bør gøres til et selvstændigt fag under danskfaget, idet skrivning understøtter motorikken og letter indlæringen af stavningen. b) Regning. c) Fortælle- og dannelsesfagene: Danmarkshistorie og bibelhistorie.  d) Natur-
historie og geografi.
2. Der bør generelt lægges større vægt på hukommelses- og koncentrationstræning. Ja tak til ”den sorte skole”, der helt enkelt kan oversættes til, at først når kundskaber kan hentes frem som paratviden, er der rent faktisk tale om viden.  
3. Sangtraditionen – en vigtig del af kulturarven – genindføres. I forbindelse med det nye skoleforligs krops- og bevægelsesprogram kan traditionelle og nye sanglege indgå som en naturlig del helt fra børnehaven til 4. klasse. Endvidere bør en ugentlig sangtime genindføres i hele skoleforløbet – foruden fællessang. Sang kan med god effekt bruges som hjælpemiddel i hukommelsestræningen.
4. Lektiehjælp skal være målrettet til dem, der har brug for det. Bestemt af faglærerne/klasselæreren i samråd med ledelsen. Altså ikke frivilligt for dem, der har behovet. Resten af eleverne skal ikke spilde deres tid i en lektielæsningsbutik, som kun virker i små overskuelige sammenhænge ved personlig vejledning.
5. Eleverne skal efter 5. eller 6. klasse deles i forhold til evner og interesser. Der bør tages hensyn til, at alle mennesker hverken er eller skal være fuldstændigt ligestillede i forudsætninger.   
6. Praktiske fag (formning/tegning, hjemkundskab, sløjd, håndarbejde) er en afgørende del af dannelsen.  Der bør herudover indføres andre praktiske fag, som kan give eleverne bedre forståelse for erhvervsuddannelserne.  Praktisk viden og træning af håndelag er en forudsætning for, at også fremtidens danske samfund kan levere håndværksmæssig kvalitet.

Ad 2) Der skal ikke være tværfaglighed i folkeskolen. Punktum.

Ad 3) Metodefriheden er under pres, og der lægges alt for meget vægt på form på bekostning af indhold. Vi har ikke brug for en statsautoriseret pædagogik, men metodefrihed til lærerne.  

Ad 4) Det i den grad skadelige taxametersystem skal underkastes et gennemgribende eftersyn. Konsultér gerne forhenværende direktør i Gymnasieafdelingen Uffe Gravers Pedersen, der har arbejdet indgående med en række operationelle reformforslag.  

Ad 5) De upersonlige, bureaukratiske og tilfældige elevplaner skal afskaffes. I stedet skal evalueringen fra børnehaveklasse til og med 3. klasse bestå i en meddelelsesbog til hjemmet og en-to årlige forældrekonsultationer med klasselæreren. Fra 4. til 9./10. gives karakterbog to gange om året efter forudgående forældrekonsultationer med samtlige faglærere. Eksamen indføres fra 6. klasse i visse grundfag og i resten af skoleforløbet.

I afgangsklasserne i folkeskolen indføres ekstern censur.  Den nuværende karakterskala afskaffes, og så skal den omfattende kontrol og evalueringspraksis af lærerne i den grad nedtones. Den er stærkt demotiverende for enhver undervisning. Den afgørende evaluering af både lærer- og elev­indsats skal ske på rette sted, nemlig ved eksamensbordet.   

Dannelsesbegrebet
Ovenstående tiltag vil styrke det helt nødvendige dannelsesaspekt. Litteraten og teologen Anders Thyrring Andersen har lavet omfattende analyser af dannelsesbegrebet, så indholdet ikke bare kan anvendes efter forgodtbefindende (som for eksempel tåbeligheden ”digital dannelse”). I det følgende trækker jeg på hans arbejde med såvel begrebet som dets uddannelsespolitiske konsekvenser.  

At gennemgå en dannelsesproces er at erkende, at man er underlagt en orden, som man skal bringe sig i overensstemmelse med. Dannelse handler altså ikke kun om kundskaber og takt og tone, men om at udfolde sig i et samspil med andre. 

Udfoldelsen kræver dannelse i betydningen opdragelse. Vi skaber selv til dels vores identitet, men processen må nødvendigvis ske i forhold til den konkrete omverden. Så dannelsen er på én gang en proces og et resultat.      

Dannelse er et tilvalg, men dermed også et fravalg af for eksempel unødig viden (kan for eksempel oversættes til: Gå mindre på de sociale medier). Dannelse kan ikke skilles fra historisk viden, der giver mulighed for at forstå sin omverden. Dannelse er en evne og vilje til at lytte til andre. Identitet kan kun dannes i samspil med instanser uden for én selv, og det gør selvdannelse til en meningsløshed. At blive dannet er at forstå sig selv som en del af en helhed. Den, der kun søger sig selv, får et ringere liv. Dannelse er evnen og viljen til at sætte sig ind i andres oplevelses- og tankeverden.

Men dannelse må også forstås som en begrænsning af selvrealisering, og processen kan ikke lykkes uden vilje til at overvinde modstand i en stadig afprøvning. At overvinde kriser og skuffelser er en helt nødvendig del af projektet.       

Med dannelsesbegrebet så nogenlunde på plads bevæger jeg mig videre til dannelsestabet.

Dannelsestabet
Tidligere handlede undervisningen om tilegnelse af viden og kundskaber, men siden 1960’erne er vægten gradvist blevet flyttet fra traditionel kundskabsformidling til holdningsbearbejdelse og elevcentreret ”læring”. Ud med autoritetens formidling af sit fag, ind med reformpædagogikkens kompetenceideologi. Konsekvensen er, at nutidens studerende mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder. Deres viden er blevet mere overfladisk, og det er blevet sværere at få dem til at sætte sig ind i noget kompliceret. Intet må gøre ondt, og skulle det alligevel gøre det, står der straks behjertede – og kortsynede – idémagere klar med forslag a la den lektiefri skole og heldagsskole.  

Digitaliseringen og alt for mange skolelederes ukritiske knæfald for it har føjet spot til skade. Dertil kommer, at den magtfulde pædagogiske elite i årevis har fået lov til at kolportere to dybt ødelæggende mantraer: For det første, at det-skal-være-lystfyldt-at-lære, for det andet ”ligemageriet” (populært udtrykt: Ingen skal lære, hvad ikke alle kan lære). Den filosofi har allerede kostet et par generationer af børn og unge dyrt. De fleste har hverken tilegnet sig solide faglige kundskaber, udholdenhed eller arbejdsdisciplin.    

Et differentieret uddannelsessystem
Derfor er det afgørende at genindføre et mere differentieret uddannelsessystem, hvor ikke alle skal (kunne) det samme. Det betyder for
eksempel, at der skal optages færre studerende på universiteterne. Først når antallet af studerende er skåret ned til det, der fagligt-realistisk er basis for også i de gymnasiale uddannelser, vil det være muligt at hæve det faglige niveau og geninsistere på dannelsesaspektet. Som også omfatter praktiske færdigheder.

Omlægningen af uddannelsernes indhold må følges med en delvis omlægning af undervisningens form. At undervisning primært skulle være en kritisk-diskuterende proces, er et synspunkt, som bygger på den holdning, at alle mennesker er eller skal være fuldstændig ligestillede i forudsætninger, evner og omstændigheder. Ingen må vide mere end andre, og ingen kan eller må derfor fortælle andre, hvad de skal. Men hvis ingen sagkyndige fastsætter, hvad det væsentligste er, vil det altid blive en politisk ideologi eller den laveste fællesnævner, som får det sidste ord.

Det er et vigtigt dannelsesmål at gøre eleverne til myndige, kritiske og demokratiske borgere. Men i det nuværende uddannelsessystem ligger der en misforståelse af, hvad demokrati er. Demokrati er først og fremmest en styreform og ikke en livsfilosofi. Ej heller betyder demokrati, at alle er og skal være ens, og at ingen på baggrund af deres fagmæssige, menneskelige eller dannelsesmæssige overskud har lov, ja, pligt til at vejlede andre. I Danmark er demokratibegrebet mishandlet til ukendelighed som nivellering, forskelsløshed og laveste fællesnævner. Men demokrati er ikke mindst den lige ret til at være forskellige.

I ethvert fag skal vægten lægges på det basale: det kernefaglige, det historisk-kronologiske og det redskabsmæssige.  Undervisningens indhold skal være centralt fastsat, men metode og fremgangsmåde bestemmes af den enkelte lærer i samarbejde med eleverne. Ud med spildtidsteam, ind med den ansvarlige privatpraktiserende lærer, der selv tager ansvar for sin undervisning. Nogen må vove at tage en autoritet på sig, der muliggør, at nogen kan lære noget af andre.

Og så må Undervisningsministeriet træde i karakter og tage et reelt ansvar for skolernes funktion og for undervisningens kvalitet. Den faglige styring er alt for svag, og det faglige tilsyn er næsten ikkeeksisterende efter den stærke reduktion af fagkonsulentkorpset og ændring af deres funktionsbeskrivelse.

Det var ordene. Måtte de falde på gødet jord.  

Litteraturliste
Andersen, Anders Thyrring:
http://www.ronshoved.dk/sites/default/files/mediearkiv/rhgruppen/2012/an...
Brinkmann, Svend: Stå fast – Et opgør med tidens udviklingstvang. Gyldendal Business, 2014
Skovmand, Keld: Uden mål og med – forenklede Fælles Mål? Hans Reitzels Forlag, 2016
Uren pædagogik (red. af Lene Tanggaard, Thomas Aastrup Rømer& Svend Brinkmann). Forlaget Klim, 2014
Willig, Rasmus: Afvæbnet kritik. Hans Reitzels Forlag, 2016