Jeg bærer med smil min byrde…min rettebyrde

Da jeg startede som lærer for snart 12 år siden, så jeg frem til at skulle rette elevernes stile. Hver stil blev sirligt printet ud, og jeg fandt min kuglepen frem. Jeg læste og læste og rettede og rettede. Jeg følte, jeg gjorde en forskel. Måske var jeg blot ny og blåøjet, eleverne sagde reelt set ikke så meget til deres tilbagemeldinger. Enkelte lagde endda blot mine rettelser i tasken uden at se på dem. Karakteren sagde alt, mente de. Jo mere jeg rettede, jo mere desillusioneret blev jeg nok. Gang på gang så jeg de samme fejl hos de samme elever, og hvad der før havde motiveret mig, blev nu mere «et job», der bare skulle overstås.

Her 12 år efter og en hel del erfaringer rigere har jeg lært, at eleverne ikke nødvendigvis lærer mere af at få gennemrettet deres stile. De lærer af den feedback, vi giver og særligt, hvis vi har mulighed for individuel vejledning i stilskrivning. Enkelte gange når en af mine elever har skrevet en stil med flere snørklede sætninger, kalder jeg pænt eleven op til mig og beder ham/hende om at læse højt for mig af stilen. Oftest når dette sker, udbryder eleven «jamen det giver jo ingen mening», og her må jeg tørt konstatere, at det gør det heller ikke for mig. Jeg undrer mig i denne forbindelse over to ting. For det første at eleverne virker temmelig dårlige til dansk grammatik. Jeg har selv to børn i folkeskolen og kan se, i hver fald på deres skole, at der flittigt bliver arbejdet med grammatik, med det in mente er det vildt, at flere af mine elever ikke engang kan sætte et ordentligt punktum.
En ting er, at man måske er dårlig til grammatik, men så er der også flere af vores elever, der simpelthen ikke gider at læse korrektur før en aflevering. Det er ikke fordi, de ikke kan, de prioriterer det blot ikke. Dog må jeg så også indrømme, at det ville være væsentligt mere kedeligt at rette deres stile, hvis der ikke til tider kom nogle sjove ord eller sætninger. Fx har visse af mine elever fået den sære ide, at ordet ”opremsning” hedder ”opbremsning”, hvilket jo altså er en helt anden betydning. I den seneste stil, mine elever afleverede, blev ”bandekriminalitet” sågar til ”badekriminalitet”. Da jeg nævnte dette for en klasse, var der rent faktisk nogen, der søgte på ordet ”badekriminalitet” og her viste det sig, at sågar politiet havde lavet stavefejl med ordet. Til tider er fejlene så gennemgående i klassen, at jeg selv bliver helt i tvivl. Men så er det godt, at nettet kan bruges eller den gode gammeldags ordbog.

Når nu jeg ved, formativ feedback og individuel vejledning er det, der primært rykker mine elever, er det med stor ærgrelse, jeg må konkludere, at tiden er knap til at rette og kommentere. Jeg ville ønske, jeg havde mulighed for mere individuel elevvejledning, for som det er nu, tilbyder jeg det stort set kun til de personer, der ligger på grænsen til at dumpe eller virkelig kæmper åbenlyst med deres stilskrivning. Og det er vel ikke helt fair? Jeg bærer med smil min byrde…min rettebyrde.