Jamen vi kan godt lide de kasser!

For nogle dage siden stod jeg på en scene foran godt 1000 elever. Ganske grænseoverskridende når man i grunden bare er en dansklærer, der gerne vil have lov at stå i et overskueligt klasselokale og klamre sig til et litteraturleksikon. Som minimum et tavlekridt. Men det var netop i egenskab af dansklærer, jeg stod der til skolens morgensamling med en mikrofon frem for et tavlekridt, for jeg og en kollega skulle afsløre vinderne af den store novellekonkurrence, vi netop havde afholdt hos os.

Forud var gået en proces på et par måneder. Vi havde allerede besluttet at afholde en lokal novellekonkurrence på skolen, da vi faldt over en national skrivekonkurrence arrangeret af Books on Demand, og vi valgte straks at koble vores på deres. En af de store udfordringer ved at stable egne konkurrencer på benene er nemlig at få givet projektet nok legitimitet i elevernes (og omverdenens) øjne. Her vil jeg især mene, at de humanistiske fag er udfordrede. De kæmper i forvejen med et lidt støvet ry, og den evige anke ’jamen hvad kan man bruge dem til?’ er aldrig langt væk. I disse elitetider er det vigtigt at få frem, at talent ikke bare er noget, man har inden for bioteknologi eller kemi, men også inden for engelsk, dansk eller oldtidskundskab. Det er ikke tit, at der er nationale konkurrencer inden for humaniora, så det er med at slå til og tippe hinanden om det i faggruppen.

Men man bør heller ikke være bange for at bygge noget op selv. Hos os krævede det faktisk ikke andet end et par frivillige dansklærere, valg af tema, genre og præmier, nogle deadlines og så lidt reklame for projektet via mail og morgensamling. Og selve arbejdet med at læse bidragene var en fornøjelse.

Ud over et større talentfokus inden for humaniora er der andre gode grunde til at lade eleverne arbejde med friere og mere kreative genrer, om det så er i form af konkurrencer, skriveøvelser i den daglige undervisning eller afleveringer. For det første giver det os alle et tiltrængt afbræk i den tilsyneladende endeløse strøm af afleveringer, som handler om at træne eleverne i nogle meget specifikke opgavegenrer. For det andet opdager man som lærer også nye sider hos sine elever. Som når Emma, der bare ikke kan ramme kronikgenren i dansk rigtigt, pludselig blomstrer op og viser sig at være fabelagtig til at skrive minimalistiske noveller fulde af plottwists. Her kaster man sig straks over muligheden for oprigtigt at kunne skamrose sådan en elev (frem for de sædvanlige hultklingende ’bare klø på’-kommentarer). Og forhåbentlig smitter dén ros og succesoplevelse lidt af i andre sammenhænge for eleven.

Så hvorfor gør vi ikke alle sammen det her meget mere? Et indlysende svar er selvfølgelig, at eleverne skal trænes i de opgavegenrer, de møder til eksamen. Naturligvis skal de det. Et andet svar er, at de faste opgavegenrer er trygge kasser, som vi alle kan forholde os til. Som elev ved man, hvad der forventes af en, og som lærer ved man, hvordan man skal bedømme opgaven. For hvilke bedømmelsesparametre måler man en novelle på? Eller et digt? Eller en opgave med titlen ’Forestil dig at du skriver et brev til dit fremtidige jeg’? Personligt har jeg altid været glad for de mere kreative genrer og den frie tanke, og jeg ville være oprigtig ked af, at mine elever kom ud på den anden side med et fuldstændig henvisnet kreativitetscenter i hjernen. De får brug for de evner en dag – enten som mennesker eller i deres fremtidige jobs.
Derfor stod jeg også fast, da jeg efter at have bedt min søde, kassetænkende, samfundsfaglige 3.g-klasse om at aflevere en novelle, blev mødt af protester som ’jamen vi har ikke skrevet sådan noget siden folkeskolen!’ og ’vi kan godt lide de kasser.’ Jeg har helt sikkert selv været med til at genne dem ind i de kasser. Men nu hiver jeg dem ud igen. Også hvis det indebærer, at jeg skal stå på en scene.