It, der virker!
It gør ikke folk dummere. Tværtimod findes der efterhånden en lang række it-værktøjer, som man med fordel kan tænke ind i undervisningen som didaktiske læringsværktøjer.
I det sidste nummer af Gymnasieskolen før sommerferien kunne man i et debatindlæg læse, at ”It gør folk dummere”, og det foreslås af debattøren, at vi skal gøre mindre brug af it i undervisningen.
Men sagen er bare den, at it ikke gør folk dummere. Tværtimod findes der efterhånden en lang række it-værktøjer, som man med fordel kan tænke ind i undervisningen som didaktiske læringsværktøjer. En forudsætning for, at it i en læringsmæssig sammenhæng fungerer, er dog, at man som underviser nøje har gennemtænkt brugen af det anvendte værktøj og i sin planlægning af den enkelte undervisningsaktivitet har koblet it, fag og didaktik. Sker dette ikke, er sandsynligheden for en vellykket anvendelse af it i undervisningen ikke særligt stor.
Samtidig må man som underviser også acceptere, at brugen af it i undervisningen i vid udstrækning fortsat er et pionerfelt, hvor man må prøve sig frem og eksperimentere med sin undervisning for at finde frem til de i undervisningssammenhæng anvendelige værktøjer. Målet er for mig at se at finde letanvendelige programmer, der uden problemer kan integreres i undervisningen og fungere som støtte i udviklingen af elevernes faglige viden og kompetencer.
Jeg vil her give et konkret bud på, hvordan jeg arbejder med værktøjerne www.wordle.net, www.text2mindmap.com og www.piratepad.net i tyskundervisningen, hvor der arbejdes med skriftlighed, mundtlighed og indlæring af nyt ordforråd. Det er værktøjer, som jeg anvender hyppigt, og som både for elever og lærere er meget nemme at arbejde med. Alle tre værktøjer er gratis og kan anvendes både på PC’ere og Mac-computere.
Eksempel I: Samarbejdsskrivning i Piratepad koblet med Text2mindmap
Piratepad er et kollaborativt skriveværktøj, hvor man kan oprette fælles dokumenter, hvor op til 16 skribenter kan skrive samtidig i samme dokument. Når man opretter et dokument, genereres der en URL, som man kan dele med andre, som på den måde får adgang til dokumentet. URL’en kan fx lægges ud i lectio eller skrives ind i et arbejdsark. Når man kommer ind i dokumentet, anfører man sit navn og tildeles automatisk en farve, som man skriver i. Dette gør det muligt at adskille de forskellige skribenter fra hinanden.
I eksempel I er det overordnede formål, at eleverne skal tilegne sig ordforråd til at beskrive begrebet ”kultur” med, som er fokus i en række af de tekster, som eleverne skal arbejde med. Undervisningsaktiviteten er todelt, hvor der i første øvelse arbejdes med samarbejdsskrivning og i den anden øvelse med produktion af individuelle mindmaps. Samlet tidsforbrug for begge øvelser er ca. 20-25 minutter.
I den første øvelse arbejdes der i et Piratepad-dokument, som oprettes af mig som lærer. Eleverne brainstormer i par på begrebet ”Kultur”.
Følgende er resultatet af elevernes arbejde i en 1g-klasse:
At arbejde med fælles dokumenter af denne type har mange fordele. Først og fremmest synliggøres elevernes arbejde, og det bliver tydeligt for alle, hvad hver enkelt kan bidrage med, og det er dermed en måde at få alle elever i tale på. Det er desuden min erfaring, at det motiverer eleverne til at se hinandens arbejde, og at det blandt andet får eleverne til at arbejde hurtigere og mere fokuseret. Som lærer kan man desuden helt konkret få indblik i elevernes arbejdsproces og arbejdstempo.
I opsamlingen på en paraktivitet af denne type fungerer det fælles Piratepad-dokument som en tavle, da jeg altid har sat projektoren til computeren. Dette gør opsamlingen effektiv, og som lærer bruger jeg ingen tid på at skrive på tavlen, for den har eleverne som udgangspunkt jo lavet for mig. Piratepad-dokumentet kan gemmes i forskellige formater, blandt andet som pdf-fil.
For at sikre at alle elever har forstået alle gloser i det fælles dokument, skal eleverne nu i øvelse 2 individuelt udarbejde et mindmap i programmet www.text2mindmap.com, hvor de hver især skal kategorisere de mange gloser, der optræder i det fælles dokument. Eleverne har nu ikke længere en makker, som de arbejder sammen med, men skal hver især dokumentere, at de kender de forskellige ord og begreber. Når eleverne er færdige med deres mindmaps, vælges et par af eleverne ud, som gennemgår deres mindmaps på tysk. Eleverne sætter deres computer til projektoren, som igen fungerer som en slags tavle. Eleverne skal desuden gemme deres mindmap som billede og uploade det i en fælles mappe i lectio, så jeg har adgang til dem alle.
Følgende er et eksempel på resultatet af et sådant elevproduceret mindmap:
Eksempel II: Samarbejdsskrivning i Piratepad koblet med Wordle
I eksempel II er det overordnede formål, at eleverne dels skal tilegne sig ordforråd til at lave personkarakteristikker med og dels skal træne deres mundtlige sprogfærdighed.
Undervisningsaktiviteten er todelt, hvor der i første øvelse arbejdes med samarbejdsskrivning og i den anden øvelse med mundtlig sprogproduktion med udgangspunkt i en Wordle. Samlet tidsforbrug for begge øvelser er ca. 20 minutter.
I den første øvelse arbejdes der igen med samarbejdsskrivning. Eleverne har i timen forinden lavet en ordforrådsøvelse, hvor de har skullet finde synonymer og adjektiver til en række adjektiver. Eleverne er således blevet udstyret med en liste med omkring 30 adjektiver. Som lektie har de hjemme skullet vælge 8 adjektiver til at beskrive hovedpersonen (Lucia) i en film, som der arbejdes med i undervisningen.
Ved timens start organiseres eleverne i par og de skal nu sammenligne hinandens adjektiver og blive enige 8 fælles adjektiver. Disse adjektiver skal skrives ind i et fælles Piratepad-dokument. Når eleverne efter 5-6 minutter er færdige med denne opgave, kopierer jeg samtlige adjektiver og laver en Wordle af dem. En Wordle er en ordsky, som fx kan bruges til at visualisere en teksts synspunkter, eller i dette tilfælde elevernes karakteristik af den person, der arbejdes med i undervisningen.
Her er den Wordle, som der kom ud af elevernes fælles gloser i Piratepad-dokumentet:
Jo flere gange et ord optræder, jo større skriftstørrelse afbilledes det med i en Wordle. Ordskyen kan således bruges til at visualisere de gloser, som eleverne er enige om. Igen anvendes it-værktøjet som en tavle og elevernes opgave er nu mundtligt at karakterisere hovedpersonen ud fra de gloser, der optræder i ordskyen. Eleverne skal desuden diskutere de gloser, som er mindre hyppigt brugte, dvs. hvorvidt de er enige eller uenige i, at de pågældende adjektiver kan karakterisere Lucia.
Når paraktiviteten er slut, samles der kort op og den fælles Wordle gemmes af mig som PDF-fil i lectio, så eleverne kan bruge den senere hen.
Brugen af disse værktøjer hjælper til at organisere undervisningen og give den en ramme, som eleverne arbejder inden for. Desuden er de med til at aktivere eleverne og synliggøre deres arbejdsindsats. Ved at lave en fælles Wordle synliggøres det desuden, at alle elevers bidrag er ligeværdige.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode