Ind i kampen

Vidste du, at man meget simpelt og ganske gratis kan opsnappe folks brugernavne og password? Det kunne være i S-toget om morgenen eller på andre offentlige steder. Og det er lige meget, om folk bruger deres egen datatrafik eller et fælles netværk. Det - og meget andet - har jeg lært på et af de informatik-kurser, jeg følger. Jeg har også lært at ændre på hjemmesider, fx at udskifte en overskrift på dr.dk - selvfølgelig kun i min egen browser - men helt autentisk. Jeg kan så tage et screenshot og dokumentere noget, der aldrig har fundet sted, eller som oprindeligt blev beskrevet på en helt anden måde.

Det er en ny verden for mig, og det er virkelig spændende og øjenåbnende. Jeg begynder at forstå, hvad fortalerne for computational thinking og informatik mener, når de taler og skriver så passioneret om nødvendigheden af at komme i gang.  

I rapporten “Computational Thinking - hvorfor, hvad og hvordan?” fastslås det, at “Personer, der ikke forstår præmisserne for digitaliseringen, vil i stigende grad være stillet som de, der for århundreder tilbage ikke kunne læse og skrive.” Digitaliseringen er en radikal teknologisk forandring, som åbner for nye muligheder, og hvis vi lærer at beherske dens sprogform, vil vi kunne udvikle os både som mennesker og samfund.

Omvendt peges der i rapporten på, at “Digital/computationel magtkoncentration og en uvidende befolkning ikke er et attraktivt fremtidsscenarie.” Vi skal sørge for, at kløften mellem de, der skaber teknologien, og de, der er underlagt den, bliver mindre i stedet for større, som det desværre sker med rekordfart i øjeblikket.

Løsningen i rapporten er indførelsen af et obligatorisk informatikfag fra indskoling til og med gymnasium. Der er allerede forsøg i folkeskolen med det nye fag teknologiforståelse, der er folkeskolens variant af informatik. Desuden bør computationelle metoder indgå i alle fag som en naturlig del.

Vi er efterhånden godt i gang med at undervise vores elever i adfærd på nettet, at kunne beskytte sig mod cyberkriminalitet, at kunne forstå Googles og Facebooks magt, digitale studiekompetencer som kildekritik og hvad vi ellers lægger ind under overskriften “digital dannelse” ude på skolerne. Men vi bør også kunne anvende computationelle metoder, hvor der forholdsvist let kan laves modeller over komplekse problemstillinger, og hvor big data kan udnyttes til at blive klogere og gøre nytte.

Hvad er det så, vi skal gøre? Det er ikke simpelt eller let. Vi udvikler os langsommere end teknologien, og alene det er et kæmpestort problem i forhold til uddannelser. Det er let at blive modløs eller at fralægge sig ansvaret. Men vi skal i gang med at uddanne og efteruddanne rigtig mange lærere, så opgaven kan blive løftet. Til det formål er det nødvendigt at lave en gymnasielæreruddannelse i informatik, så alle interesserede kan komme i gang med at læse på rimelige vilkår. Som det er nu, skal man shoppe rundt mellem de forskellige universiteter efter bachelor- master- eller diplomkurser, der ser ud til at dække nogle af de nødvendige kernekompetencer. Kursusudvalget er ret begrænset, for det siger sig selv, at som fuldtidsarbejdende gymnasielærer kan man ikke møde op på et universitet flere gange om ugen. Desuden kræver rigtig mange af kurserne matematik på et plan, som de færreste af os har. Og hvis man kun vil rekruttere informatiklærere blandt matematisk kyndige, kommer man til at have massiv mangel på lærerkræfter!

Det er vigtigt, at det prioriteres, både på Christiansborg og på de enkelte uddannelsesinstitutioner. Vi skal ikke nå derhen, hvor vi med Imran Rashid konstaterer, at “Før var det mennesket, der brugte teknologien. Nu er det teknologien, der bruger mennesket” (Rashid: Sluk: “Kunsten at overleve i en digital verden”).
Vi er nødt til at komme ind i kampen.