”Ikke noget alligevel”

Med en mine, der virkede troværdig, proklamerede en elev: ”Jamen jeg har det hele inde i hovedet!” Lige inden havde jeg prikket lidt til hende, fordi hun aldrig sagde en dyt i timerne. Når hun havde hånden oppe, blev det aldrig til andet end ”Ikke noget alligevel” eller ”Nåhm, det var bare det samme, som det Simon lige har sagt”. Men hun havde altså det hele inde i hovedet.

Fint nok. For så vidt. Jeg valgte at tro hende. Og det var fint nok, hvis hun havde forstået det hele. Man må gerne være stille-dygtig for min skyld.

Men hvad kan vi bruge viden til, hvis den kun er inde i hovedet? Det er selvfølgelig et godt fundament for det næste, hun skal lære, men hvis hun heller ikke kan udtrykke sig om det, er vi lige vidt. Hvis hun hverken kan tale eller skrive om erfaringer, problemstillinger, resultater, tolkninger, processer, sammenhænge osv., så nytter det ingenting. Desuden vil hun formodentlig hurtigt glemme det hele igen, fordi det sandsynligvis ikke har lagret sig i langtidshukommelsen.

Det er derfor, jeg ikke bare kan lade eleverne sidde og lytte i fred. Jeg vil gerne have dem til hver time at genfortælle, repetere og forklare til deres sidemakker. Jeg er godt klar over, at det kan være svært, og det kan være virkelig irriterende, at man ikke bare kan få lov til at forstå stoffet i fred.

Når så eleverne sidder der og genfortæller, repeterer og forklarer, så får de øje på, at der alligevel var noget, der ikke helt var på plads. Eller noget, de havde forstået forskelligt. Så tager vi det selvfølgelig bare igen, og derefter er forståelsen af en helt anden kvalitet, og der er kastet et anker ind i langtidshukommelsen.

Men hvor er det irriterende. Tænk, hvis man bare kunne få lov til at sidde og forstå verden i fred.