Du er her
Kronik
|
17. aug 2017

Ikke dine, ikke mine, men vores unge

Ikke dine, ikke mine, men vores unge
Elever og studerende har brug for hjælp til at forstå den informationsverden, de lever i. Kronikøren har forsøgt at forstå de unges kompetencer i overgangen fra gymnasiet til videregående uddannelse.
Af: Birgit Larsen

Vi sidder på et midtjysk gymnasium, to unge 3.g’ere og jeg. Skolens ledelse har hjulpet med at finde to elever, jeg kan interviewe om informationssøgning i forbindelse med studieretningsprojektet. Det spørgsmål, jeg lige har stillet, skaber en lille pause. Den ene af pigerne kigger på mig. Jeg fornemmer på hendes blik, at spørgsmålet er lidt overflødigt, banalt, må hun tænke, for hun svarer i en lidt overbærende tone: ”Vi har gjort det her siden 3. klasse.” Spørgsmålet, jeg har stillet, er, hvordan hun som gymnasieelev vurderer og sorterer i søgeresultaterne i Google, når hun skal vælge litteratur til sit studieretningsprojekt.

Grunden til, at jeg spørger, er, at jeg forsøger at forstå unges informationskompetencer i overgangen fra gymnasium til videregående uddannelse. I jagten på svaret har jeg opsøgt ”dine” elever for at se, hvilke kompetencer de har, når du slipper dem, og hvor jeg kan starte, når de er ”mine” på den videregående uddannelse.

Magelig strakslevering
Informationssøgning i forbindelse med større projektopgaver er en del af uddannelsen både for gymnasieelever og studerende på de videregående uddannelser. Set fra de videregående uddannelser, hvor jeg står, oplever vi, at unge har en stærk hang til søgemaskinerne og deres magelige strakslevering. Det er ikke lige sådan at overbevise en ung studerende om det geniale ved vores dyrt indkøbte databaser med avancerede søgefunktioner, når Google ligger lokkende i toppen af deres browser og kan svare på både sætninger og spørgsmål.  

Måske er du en af dem, der stopper her og tænker, at det kan kun være et problem for en bibliotekar, en lidt altmodisch en af slagsen ovenikøbet, for det fungerer jo okay. Google og Bing tilbyder bekvem søgning, og de unge er trænet i kildekritik. Vi har diskuteret kildekritik længe, og det er nødvendigt qua søgemaskinernes tag i de unge – og måske også de lidt ældre! Formålet er ikke her at stille spørgsmål ved nødvendigheden af at uddanne elever til at være kildekritiske. Og så alligevel.

Når unge starter på en videregående uddannelse, opfatter de sig selv som kompetente informationssøgere. Men er man informationskompetent, fordi man kan sortere på første side i søgemaskinernes resultater og har 10 års erfaring i at gøre det? Har vi ikke blot vænnet os til, at en algoritme gør arbejdet, og vi lever med resultatet?

Unge er stærke i kildekritik
Den unge gymnasieelev, jeg gav en stemme i indledningen, er én ud af seks 3.g’ere, jeg har talt med om informationssøgning og studieretningsprojektet. De bruger alle en del tid på at søge på nettet og håndterer det stort set alle som her:”Jeg holder tit øje med ordene. Det er nemt at læse sig til på overskriften, om det er relevant. Man kan godt se, hvilket niveau det er på, så åbner jeg bare en masse faner, og så sorterer jeg bare hjemmesiderne i forhold til hinanden, typisk også om de siger noget af det samme, eller om man kan se, om hjemmesiden er hjemmelavet, det der med at man lige skal rode rundt i, om det er en blog, det synes jeg ikke er særlig svært. Det er med at bruge sin sunde fornuft, så kan man godt vige uden om sådan noget.” (3.g'er).

Flere studier i biblioteksvidenskaben bekræfter, at unge er stærke i kildekritik, at de evaluerer websites og navigerer gennem de mange irrelevante hit på en kompetent måde (Nierenberg & Fjeldbu, 2015; Salisbury, 2011). Kildekritik betyder i den forbindelse at fravælge sider, der kan miskrediteres på grund af aktualitet, ansvarlighed eller tilgængelighed. Luge ud i det værste, så at sige.

Med internettet har vi fået mange nye publiceringsformer, samtidig udgives traditionelle publikationer som tidsskriftsartikler og bøger også elektronisk. Som eleven siger i citatet, styrer hun uden om information i en blog. Information i det format synes tydeligt for hende. Men min erfaring fra mine studerende er, at fornemmelsen af de formater, en udgivelse kommer i, med nettet er blevet noget forplumret.

Når alt er en side på nettet
De digitale indfødte, der ikke kender til en verden med informationssøgning uden teknologi, har ikke et mentalt billede af tidsskrifter, der står i rækker efter årgange og numre, eller dagblade og aviser i trykte udgaver. På den måde bliver en tekst på nettet ikke nem at skelne fra eksempelvis en artikel i et tidsskrift. Hvis man ”holder øje med ordene” som i citatet ovenfor, så kan en tekst på nettet sprogligt være lige så avanceret som en artikel, der har været gennem en redaktionel proces.

Som undervisere og bibliotekarer har vi erfaring med at se formaterne, vi kender til publiceringsprocesser. Vi kan typisk også identificere en artikel ud fra bibliografiske oplysninger i en litteraturliste. I mit daglige arbejde møder jeg studerende, der har fået at vide, at de skal bruge en faglig artikel, men ikke kan gennemskue, hvordan en artikel ser ud, eller hvorfor en artikel har større autoritet og rangerer over andre nettekster. På samme måde har de også vanskeligt ved at identificere kilder i litteraturlister for slet ikke at tale om at lave referencer, andre kan læse.

Vi har selv lært det. Dét er en af pointerne. At vi skal give den grundlæggende indsigt i, hvilke formater information udgives i, og hvem der har autoritet til at skrive hvor, videre til vores elever og studerende. Det handler ikke om at gøre dem til små bibliotekarer, men om at synliggøre, at information ikke er lige. Ligesom alt heller ikke er frit.

Ud af komfortzonen
Nogle måneder efter vores samtaler, da studieretningsprojekterne var afleveret, og de havde modtaget bedømmelsen, fik jeg lov til at læse deres projekter. Jeg har ingen kompetencer til at vurdere indholdet, men var nysgerrig efter at se, hvilken litteratur de havde fundet og refereret til.  De seks opgaver er et alt for lille grundlag til at konkludere noget på, men de mange www-adresser (78 procent) understøtter, at de i interviewene italesætter, at tilgængelighed har en høj prioritet. Alle eleverne bruger ordet bibliotek flere gange i interviewene og taler om det som et sted, hvor de kan finde bøger til opgaven. Det virker, som om deres billede af biblioteket i helt gammeldags forstand er et sted med bøger, de fysisk skal opsøge, og ikke et koncept, et sted, hvor de også får adgang til elektroniske ressourcer. Hele døgnet faktisk. Som en af eleverne siger om planlægning af tid og biblioteket:
”Det er svært at planlægge tiden … og så tror jeg, at jeg vil sige, okay, så gør jeg det i morgen eller måske i weekenden, altså går på biblioteket. For ellers har du bare lige pludselig meget tid, der ryger ud af kalenderen ved først at tage derind og så lede efter en bog og så tage hjem igen. Og så finde ud af, om der overhovedet er nogen kilder derinde, der overhovedet er relevante.”

Kravet om den ukomplicerede adgang til fuldtekst betyder ikke, at eleverne er dovne eller bare skal have informationssøgning overstået. De 3.g’ere, jeg talte med, var alle seriøse og vedholdende. De brugte meget tid – for meget faktisk – på søgninger og prioriterede kvalitet højt.

Men kvalitet koster. Trods open access-bevægelsen, der arbejder for fri adgang til publikationer fra Danmarks forskningsinstitutioner, så er information stadig en vare, der bliver produceret, distribueret og solgt. Gymnasierne betaler ligesom de videregående uddannelser mange penge for at få adgang til værdifulde informationsressourcer. Det er ikke det nemmeste valg for elever og studerende at vælge databaserne. Siden 3. klasse har de vænnet sig til, at information kommer frit til dem med en meget lille indsats i ét simpelt søgefelt. Men problemet er, mener jeg, at de overbruger Google. Overbruger forstået sådan, at de ikke tænker over, hvordan søgemaskiner fungerer, og resultater bliver præsenteret. Det vil kræve, at de kommer ud af komfortzonen. På den anden side kræver det af os, at vi får vist, at vejen til biblioteket ikke er så lang og tung, som eleven i citatet udtrykker.

Brug for gentagelser
I denne kronik har jeg peget på nogle af de områder, hvor jeg ser ”mine” studerende ”køre fast”. Grundlæggende mener jeg, at problemet skyldes et manglende kendskab til den informationsverden, vi lever i, og evnen til at kunne skelne mellem publiceringsformer, autoriteter og adgangsforhold. Det er ikke kun elever og studerende, der bærer byrden for det. Den kløft, jeg oplever, der er mellem de studerendes kompetencer og kravene på de videregående uddannelser, skyldes også, at jeg har tendens til at overvurdere de studerendes evner. Det kan nemt resultere i, at de studerende føler sig fremmedgjorte og utrygge og holder op med at spørge i undervisningen eller komme i biblioteket.
Pointen er, som det forhåbentlig er fremgået af det foregående, at ”vores” elever og studerende har brug for hjælp til at forstå den informationsverden, de lever i. Det skal de have fra os og kunne spørge os om. Mit argument er ikke, at vi skal droppe undervisningen i redskaber og teknikker – databaser, søgeteknikker og tjeklister til kildekritik. Argumentet er, at et fokus på informationsstrukturer med fælles faglige begreber, som vi gentager på hvert niveau, vil give mulighed for genkendelse og progression. Tag det som en invitation til sammen at bygge en bro, der understøtter udvikling af informationskompetencer hos ”vores” unge på deres vej gennem uddannelsessystemet.

Litteratur:
Nierenberg, E., & Fjeldbu, Ø. G. (2015). How much do first-year undergraduate students in Norway know about information literacy? Journal of Information Literacy, 9(1), 15–33.
Salisbury, F. (2011). Are They Ready? Ex­ploring Student Information Literacy Skills in the Transition from Secondary to Tertiary Education. Australian Academic & Research Libraries, 42(1), 43–58. 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.