Hvorfor skal vi være begejstrede for GL?

Her i Covid19-krisen og med ekstraordinær hjemsendelse i isolation får man jo tid til at tænke over mangt og meget. F.eks. GL’s eksistensberettigelse. Og hvorfor så lige det? Jo,….

1. Foreningen lander en overenskomst, som der internt har været rejst hård – men selvfølgelig også begrænset – kritik af. Medlemmerne må ikke alle steder kende omfanget af deres arbejde, hævdes det.
2. Kun godt 1/3 af medlemmerne gider stemme for den indgåede overenskomst.
3. Man udgiver et blad, hvor jeg kan læse artikler om, hvordan jeg bliver en bedre engelsklærer (jeg har ikke engelsk som fag), om ungdomskultur og hvor pragtfuldt det er, at vi er blandt de unge (”Ode til ungdommen” var vist en titel på en artikel)
4. Man arrangerer et utal af kurser om pædagogik og hvordan jeg takler mødet med eleverne ved genåbningen. Men er det egentlig ikke en arbejdsgiveropgave?
5. I forbindelse Covid19-krisen har GL som organisation været nærmest fraværende i forsvaret for medlemmerne sikkerhed. Spørgsmålet har i vid udstrækning været henvist til Sikkerhedsrepræsentanterne. Og så har man ukritisk sunget med på melodien fra Danske Gymnasier – og Blå Blok i øvrigt: Vi skal have vores elever tilbage i skole.
6. På GL’s hjemmeside kan jeg intet finde om foreningens regnskab, og hvordan de forskellige aktiviteter finansieres.

Normalt forestiller man sig en fagforening som en organisation, der kæmper for medlemmernes løn – og arbejdsforhold. Ligesom Dansk Sygeplejeråd, der aktuelt går benhårdt efter bedre løn til medlemmerne. Når GL endelig mander sig op til at forsvare vores interesser, bliver det altid pakket ind i, at det er for elevernes skyld. Og så får jeg en underlig fornemmelse af et eller andet, der vender sig inde i mig. GL skal forsvare mine interesser for min skyld. Det er det, jeg betaler for.

Og så hele den der formidable kursusaktivitet. Finansieringen er uklar. Det kan da godt være, at det i virkeligheden er Undervisningsministeriet, der betaler. Aner det ikke. Men kigger man ned over kursusudbuddet, får man mere indtrykket af, at GL er en HR-afdeling under Undervisningsministeriet snarere end en interesseorganisation.

Og hvor vil jeg så hen med det her?

Jeg mener, vi i GL bør have en udveksling om de her forhold i en ikke fjern fremtid under en eller anden form. Men måske er folk bare generelt for desillusionerede til at ville gå ind i principielle drøftelser af den art.

Peter Hottenroth