Hvorfor ser det svært ud, Sophie Løhde?

Sent søndag d. 22/4 blev OK18-forhandlingerne sat på pause, efter en dag hvor der i forvejen angiveligt ikke var sket alverden, og forhandlerne blev sendt hjem fra Forligsinstitutionen. Innovationsminister Sophie Løhde gav på vej ud fra ‘Forligsen’ udtryk for, at det nu er en dybt alvorlig situation, vi står i, og at ”det unægteligt ser meget svært ud”. Med respekt for, at der (forhåbentlig) foregår ting i forhandlingerne, som man ikke samtidig kan høre om via TV2’s Ole Krohn eller andre medier, så må jeg alligevel spørge: Hvorfor set det svært ud, Sophie Løhde?

De grundlæggende knaster i forhandlingerne er jo velkendte. For det første handler det om, at de statslige ansattes ret til en såkaldt betalt spisepause er blevet angrebet af Moderniseringsstyrelsen – men da ingen af de statsligt ansatte med ministerens egne ord er blevet frataget retten, og eftersom såvel Løhde som statsminister Lars Løkke åbent har erklæret, at de ingen intentioner har om at fjerne spisepausen, så er det simpelthen uforståeligt, at man alligevel kæmper indædt mod bare at eksplicitere retten i overenskomsterne. Det burde da være nemt!

For det andet handler det om, at de undervisere, som er underlagt Lov 409, naturligvis skal tilbage på en overenskomst. At de nu på 5. år nægtes dette har haft store negative konsekvenser for folkeskolen og er en bombe under den model, vi har indrettet vores arbejdsmarked efter. Det burde ikke bare være nemt, men også en pligt for ministeren at genoprette anstændige forhold på dette område.

For det tredje handler det om, at udviklingen i offentligt ansattes løn naturligvis bør følge udviklingen i privatansattes. I kriseårene skulle vi alle spænde bæltet ind – så kan det ikke være svært i gode tider at sige, at offentligt ansatte også skal have samme del i opsvinget som privatansatte.

Men svært er det altså, og det svære for ministeren må bestå i at se et resultat for sig, hvor arbejdsgivernes angreb på de ansatte på ovennævnte 3 punkter ikke kommer ud af stedet. Vi taler jo ikke om, at fagbevægelsen er på rov ved OK18 – vi taler om, at Sophie Løhde og co. bare skal afblæse den krig mod offentligt ansatte, man ønsker at føre. Årsagen til at vi nu står faretruende tæt på en lammende storkonflikt er, at arbejdsgiverne VIL have adgang til den ressource, som spisepausen udgør, de VIL fastholde undermineringen af den danske model (og se bare på ”effektiviseringen” af lærernes arbejdstid for at forstå, hvorfor), og de VIL faktisk have, at offentligt ansattes løn skal sakke endnu mere efter privatansattes. Læg dertil, at Sophie Løhde ved OK18 også har lanceret et højtprofileret projekt om at få mindre centralt aftalt løn, og mere lokalt og individuelt forhandlet. Alt, hvad der hedder fagforeninger, tillidsrepræsentanter og kollektive aftaler, skal bare køres i grøften.

Er det svære i virkeligheden, at man i regeringens og statsadministrationens top fra starten af har lagt sig så fast på en angrebskurs overfor den offentlige sektor, at Sophie Løhde faktisk ikke kan gøre andet end at køre Danmark ud i den storkonflikt, som åbenbart er et mere tiltrækkende scenarie end alternativet, hvor der rokkes ved Moderniseringsstyrelsens ensidige management-rolle og eksistensgrundlag?