Hvordan skal vi bruge chatbots i fremtiden?

Når jeg hører andre undervisere snakke om chatbots, så er snydediskursen desværre den altoverskyggende. Logisk nok, for hvor er det dog irriterende, at vores elever kan snyde nemmere, og uden at vi for alvor med sikkerhed kan vide, at de har snydt eller gøre specielt meget ved det.

Samtidig må jeg også indrømme, at jeg synes snydediskursen er dybt uinteressant, hvor relevant den end måtte være. Lad mig kort forklare, hvad jeg mener med det, for jeg er med på, at der må sidde læsere som tænker, at jeg da enten er gået fra forstanden eller har mistet den sidste rest af virkelighedssans, jeg måtte have haft.

Det, jeg mener, er helt enkelt, at selvom vi nu åbenbart ser flere, der snyder, så har snyd jo i al den tid, jeg har været underviser, været en ting. Før i tiden tog de en opgave fra studieportalen, eller også fik de en bedre elev til at skrive en opgave for sig, og så skulle man betale penge for det.

Den store forskel er, at det nu er gratis og nemt at snyde – men det er også det eneste, der har ændret sig! Mit (måske lidt naive) indtryk er, at de, der snød for ét år siden, også snyder i dag. Og de, der ikke snød for ét år siden, ja, de snyder sjovt nok stadigvæk ikke.

Hvis vi insisterer på at fastholde en snydediskurs, hvor vores tilgang til chatbots er dikteret af en vanvittig ide om, at når nu de unge mennesker har muligheden for at snyde, så er det helt sikkert også det, de gør, så frarøver vi samtidig enhver mulighed for, at de kan lære at udnytte de helt enorme potentialer, der ligger skjult i at anvende AI.

Nu skal det her ikke forstås således, at jeg ikke er med på, at unge mennesker snyder med chatbots, men det er da en skam, at vi ikke gør mere for at sikre, at unge mennesker, og for den sags skyld deres undervisere, ved mere om, hvilke muligheder der ligger i AI. I min optik vil det svare lidt til, at vi valgte at forbyde alle at køre bil, fordi visse brodne kar ikke kan finde ud af at køre ordentligt.

Sagt på en anden måde: Det bliver problematisk, når vi lader vores tilgang til en bestemt teknologi være baseret på mindretallets uhensigtsmæssige brug af den teknologi.

Jeg har opstillet fem bud til, hvordan man kan anvende AI i sin daglige undervisning. Det er fem råd som kan bruges både af undervisere og af elever, og som kan bruges som guidelines for, hvornår man med nogen fordel og hensigtsmæssigt kan anvende AI, og hvornår man måske med stor fordel kan lade være.

De fem bud ser ud som følger:

1. Vær altid kritisk over for AI.
2. Brug ikke AI i stedet for at prøve selv.
3. Lad ikke AI erstatte lærer-elev- og elev-elev-samtalen.
4. Lad ikke AI erstatte dine tanker og dine skriverier.
5. Hvis ikke AI kan hjælpe dig til at opbygge og udbygge dine færdigheder, skal du ikke bruge AI.

Jeg vil gerne give et konkret eksempel på en opgave, jeg har givet til mine elever, som mere eller mindre lever op til alle fem bud. I en 1.g-klasse skulle de skrive en opgave om Eminems sang ”Mockingbird”. Dette er en klasse, hvor jeg ved, at rigtig mange elever bruger chatbots, når de kan slippe afsted med det.

I princippet har jeg jo intet imod, at de bruger chatbots, og faktisk har jeg optil flere gange givet dem eksempler på, hvordan de på en fornuftig og afbalanceret måde kunne bruge AI uden at snyde. Men til denne opgave om ”Mockingbird” har jeg givet dem eksplicit lov til at bruge AI, men jeg har også opstillet følgende krav til opgaven:

”Du må gerne bruge AI til at hjælpe dig med at finde information eller få ideer til din analyse. Men husk, at det er dig, der laver analysen. AI er et værktøj, ikke en erstatning for dine egne tanker og ideer.

Hvis du bruger AI, bedes du inkludere en udskrift af din samtale med AI efter din opgave.

Jeg vil give feedback på følgende:

1. Har du forstået sangen?
2. Formår du at bruge analytiske begreber i din analyse?
3. Har du brugt AI på en ordentlig måde?

Ovenstående lever op til de fem bud på følgende måde:

1. Vi havde arbejdet med teksten, inden de skulle lave analysen, så de blev bedt om at sikre sig, at den analyse, AI kom med, var faktuelt korrekt, og de blev instrueret i altid at faktatjekke.
2. Fordi de netop havde arbejdet med teksten selv i klassen, og vi havde snakket om den i timen, havde de lavet noget forarbejde, opbygget en forforståelse samt lavet en grundlæggende analyse. For dem, der havde gjort dette godt, blev arbejdet med AI mere anvendt til at sikre, at de kom omkring de ting, de skulle, samtidig med at de fik ideer til, hvordan de kunne bygge opgaven op. Mange af eleverne valgte faktisk også at arbejde helt uden AI.
3. Eleverne fik tid på skolen til at arbejde med afleveringen, så her fik jeg mulighed for at hjælpe de elever, der havde brug for hjælp, og jeg kunne holde styr på deres fremskridt.
4. Det var elevernes indledende arbejde og deres forståelse af både hip-hop som genre og sangene som lyrik, der styrede deres tilgang til analysen. Opgaven var altså styret af elevens egne tanker og ikke af AI.
5. Mit indtryk var faktisk, at de, der ikke følte, at AI kunne hjælpe dem, de undlod helt enkelt at bruge det. En elev var især tændt på opgaven, og han fandt intet behov for at anvende AI. De elever, der intet vidste om emnet eller teksten, de havde sjovt nok stor glæde af at have en tutor ved hånden.

Ovenstående er blot ét ud af mange eksempler på, hvordan man kan anvende chatbots på en mere legitim måde. Bemærk, at når jeg tillader, at de bruger AI, så er der for eleverne intet tabuiseret over brugen af AI, og dermed tør de godt indrømme, at de bruger det. Hvis man når dette stadie, så vil vi måske se nogle elever, som tør spørge ind til, hvordan de bruger AI og chatbots bedst muligt, frem for at de skal prøve sig frem på egen hånd, alt imens de famler i blinde.

Vi skal huske på, at hvis vi lader snydediskursen styre vores tilgang til AI, lader vi også denne mistroiske diskurs styre vores tilgang til vores elever. Det kommer der sjældent noget frugtbart ud af, så derfor er det vigtigt, at vi forsøger at finde ud af, hvordan vi kan sameksistere med AI. Vi kan simpelthen ikke tillade en verden, hvor vi og de unge mennesker er tvunget ud i selv at forsøge at finde hoved og hale i noget, som er så stort og så abstrakt og besværligt som AI. For at vende tilbage til bilerne, så vil det svare til, at vi tillod de unge mennesker at sætte sig ind bag rattet på deres nye bil og køre afsted ud imod de fjerne horisonter, uden at give dem nogen som helst form for undervisning.

Selv når de unge mennesker har fået kørekort, vil der være nogen, der kører vanvidskørsel. Det kan vi ikke undgå, uanset hvad vi gør. På samme måde vil der altid være elever, der snyder med AI, selvom de har fået grundige instruktioner på, hvordan man bruger AI mest hensigtsmæssigt uden at snyde. Spørgsmålet bliver så, om vi i fremtiden skal undgå at lære dem at bruge chatbots, fordi et mindretal udnytter teknologien til at køre vanvidskørsel? Min holdning er enkel: Vi er nødt til at arbejde sammen om det her og lytte til hinanden. Og det gælder for både lærere, elever, ledelsen og politikere.

Udviklingen i AI er et lysende eksempel på en situation, hvor vi virkelig alle er i samme både. Nu skal vi bare lære at ro sammen.