Hvordan får vi flere til at vælge fremmedsprog på A-niveau?

At fremmedsprogene har det hårdt på alle niveauer i uddannelsessystemet, ved vi godt. For få vælger fremmedsprog, for få bliver rigtig dygtige til dem, og det rammer både vores udsyn til verden og erhvervslivets kompetencebehov.
Den vægtigste årsag til krisen er den manglende politiske vilje til at finansiere fremmedsprogene gennem hele fødekæden, eksempelvis ved at understøtte oprettelsen af små sproghold, der i dag ikke er økonomisk bæredygtige. Der findes også strukturelle forhindringer, som kan fjernes eller mindskes ganske gratis, som eksempelvis sammensætningen af de gymnasiale studieretninger.
Men der eksisterer også et tredje benspænd: En diskrepans i forholdet mellem mundtlighed og skriftlighed i stx- og hhx-bekendtgørelserne, der rammer både begynder- og fortsættersprogene. Det vender jeg tilbage til.

Et meget tydeligt udtryk for fremmedsprogenes krise på gymnasieniveauet er Tysk Fortsætter A: I 2021 havde blot 5,7% af stx-studenterne og 6,1% af hhx-studenterne Tysk Fortsætter A på eksamensbeviset. B-niveauet lå til gengæld lunt i svinget med 51,1% af stx’erne og 61,5% af hhx’erne. At det 2. fremmedsprog, som langt hovedparten af vores elever har haft i grundskolen, ikke formår at levere flere studenter med A-niveau, er ikke blot en katastrofe for vores dybe sprogkompetencer, men også et groft ressourcespild.
Vores andet fortsættersprog, Fransk, har det heller ikke let, hvilket naturligvis primært skyldes det forsvindende antal grundskoler, der udbyder faget. Alligevel kan vi se en klar tendens til, at B-niveauet trumfer A-niveauet: 8,7% af stx’erne og 2,6% af hhx’erne dimitterede i 2021 med Fortsætterfransk B mod 1,2% af stx’erne og 0,2% af hhx’erne (Note: Alle tal er fra Undervisningsministeriet).

Spørgsmålet er: Hvorfor vælger så mange at standse deres fortsættersprog på B-niveau i stedet for at gå hele vejen?
Antallet af A-niveauer spiller utvivlsomt hovedrollen. 4 eller 5 A-fag giver en større arbejdsbyrde, som eleverne taler åbent om at undgå, når de vælger både studieretning og valgfag. Det rammer Fortsætter A, men også de mange begyndersprog, fordi de er født A-niveau.
Men der er også en anden forklaring, det tredje benspænd, som jeg nævnte tidligere: Fortsættersprog B har ikke nogen obligatorisk ’fordybelsestid’ (skrækkeligt ord for skriftligt hjemmearbejde) og dermed mulighed for skriftlig eksamen, selvom der i øvrigt ér en skriftlig dimension i faget. På Fortsættersprog A er der til gengæld skriftlig eksamen på 5 timer, og på Begyndersprog A 4 timer. Sandsynligheden for udtræk til skriftlig eksamen er endda større end for den mundtlige. Vil eleven gerne undgå skriftlig eksamen i 2. fremmedsprog, er B-niveauet altså svaret.
Og det er da besynderligt, at fortsættersprog på B-niveau ikke kan udtrækkes til skriftlig eksamen, mens begyndersprog på A-niveau ganske ofte bliver det. Burde de mere krævende fortsættersprog ikke have en tilsvarende eksamensbyrde? Forklaringen er ganske givet, at B-niveauerne er undtaget fra skriftlig eksamen. Altså lige bortset fra Matematik B og Engelsk B, og hvorfor så ikke inkludere Fortsættersprog B i den særregel? Årsagen til det skriftlige gab mellem Begyndersprog A og Fortsættersprog A er nemlig, at kun 2. fremmedsprog har opdelingen i Begynder og Fortsætter, hvilket gør Fortsættersprog B til et særtilfælde.
Denne tekniske fejl bør rettes, så incitamentet til at fravælge 2. fremmedsprog på A-niveau alene for at slippe for en skriftlig eksamen forsvinder. Ja, det kan betyde, at Fortsættersprog B skal have flere timer, så det skriftlige arbejde kan afvikles. Men det er en acceptabel pris at betale, hvis flere elever løfter deres sprogkompetencer fra grundskolen op på højeste niveau eller vælger et helt nyt fremmedsprog, som de får 3 år til at tilegne sig.