En status på demokratiets udvikling

Hvor går demokratiet hen, når det går?

Medlemsdemokratiet er en hjørnesten i fagforeningerne. Men ­passer det til en verden, hvor stadigt færre engagerer sig i demokratiske organer, og hvor tid er blevet den knappe ressource? Vi har spurgt en professor, en erhvervsmand, en sociolog, en journalist og en demokratiforkæmper, og svaret er ja. Og nej.

Medlemstallet i partierne falder. Traditionelle foreninger har svært ved at skaffe frivillige. Valg til forældreråd afgøres ofte ved, at man finder sorteper i stedet for at kåre en vinder.

De klassiske demokratiske institutioner er under pres. Og heller ikke fagforeninger som Gymnasieskolernes Lærerforening går ram forbi, når forandringens vinde blæser gennem det demokratiske landskab. 

Det vurderer en række eksperter og meningsdannere, som Gymnasieskolen har interviewet.

”De gamle strukturer har overlevet i toppen af mange faglige organisationer, og det gider folk ikke. De vil have direkte demokrati. Ellers føler de ikke, at de har indflydelse. Hvis ikke de demokratiske organer indser det, får både ledelsen og selve organisationen problemer,” lyder dommen fra Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.

Dommen bliver ikke mildere, hvis man spørger Line Groes, der som sociolog og direktør i innovationsfirmaet IS IT A BIRD har været rådgiver og konsulent for flere fagforeninger:

”Det er ineffektivt, som det er organiseret mange steder i dag. Der er for mange i bestyrelserne. Det er for siloopdelt. Det er for tungt. Beslutningerne tager alt for lang tid. Og der bliver holdt fast i det gamle.”

Hvad er meningen?
I begyndelsen af året skrev Line Groes et blogindlæg i Politiken med overskriften: ”remtidens fagforening er en app. Nogle læste det som en profeti. Men det var – og er – tænkt som en advarsel. 

”Mange af de nuværende ydelser kan jo leveres af en app eller for den sags skyld et forsikringsselskab. Fagforeningerne opstod som svar på et vigtigt problem, men samfundet har ændret sig. Så de skal genopfinde sig selv og deres formål,” lyder det fra IS IT A BIRD-direktøren.

Også Lars Kolind – iværksætter, bestyrelsesformand i flere virksomheder og forfatter til flere bøger om ledelse – peger på ‘formålet’ som et kernebegreb. Og som en ‘hønen og ægget’-udfordring for mange fagforeninger.

For det er formålet, der afgør organiseringen. Men organiseringen kan stå i vejen for de nødvendige overvejelser om formålet.

”Alle organisationer er besat af en bestemt mental model, og for fagforeninger er det, at man beskytter de svage mod nogle, der er stærkere. Men vi er jo et helt andet sted i dag,” forklarer Lars Kolind og fortsætter:

”Medlemsdemokratiet fungerer næsten altid inden for den mentale model, og det gør det ufattelig svært at sætte spørgsmålstegn ved det grundlæggende. Dertil kommer, at der er indbygget en masse interesser i at bevare det bestående.”

Lars Kolinds opfordring til de enkelte fagforeninger er, at de skal finde ud af, hvad de vil være. Om de i den ene ende af skalaen vil være en snæver interesseorganisation, eller de i den anden ende af skalaen vil være en bevægelse for et større formål – eksempelvis at lave verdens bedste gymnasieskole.

Efter hans opfattelse er valget ikke så svært.

”Interessevaretagelse er altså ikke så afgørende længere, og det har konsekvenser at fokusere for meget på det. Prøv at se på Danmarks Lærerforening, der har holdt stærkt fast i interessevaretagelsen. Det er endt med, at lærernes anseelse er faldet,” konstaterer Lars Kolind, der får opbakning fra Line Groes:

”Fagforeningerne har en stærk historie og en god base. Men de skal være nysgerrige i stedet for at holde fast i det gamle. De skal finde svaret på, hvad det er for nogle samfundsudfordringer, de skal tage sig af,” siger hun og stiller spørgsmålet på vegne af fagforeningerne:

”Hvad er de største udfordringer for medlemmerne?”

Nærhed er afgørende
Hvis man kigger på nogle af de fællesskaber, der er blomstret frem de senere år, har de næsten alle det til fælles, at de har et klart formål: Venligboerne vil sprede venlighed. Lolland-Falster Lovestorm vil ændre opfattelsen af Lolland-Falster. Alternativet vil skabe en ny politisk kultur.

Men de har også noget andet til fælles, som fagforeningerne kan lære af, mener Karen Lumholt, journalist og forfatter til bogen Fremtidens fællesskaber, der er udgivet af Selskabet for Fremtidsforskning: De giver folk mulighed for at deltage i noget, der er tæt på.

”Jo mere globale vi bliver i verden, jo mere lokale bliver vi også. Vi vil møde dem, vi gør en forskel sammen med. Som mennesker finder vi glæde ved nære relationer og det, der ligger os nært,” fortæller Karen Lumholt og bemærker, at folk ikke kigger på ”what’s in it for me?” men ”what’s in it for us?”.

For arbejdsmarkedsforskeren kan nærhed blandt andet oversættes til direkte demokrati. Det skal være muligt at påvirke både de store og de små beslutninger.

”Der skal være direkte demokrati. Det starter i toppen med for eksempel en urafstemning blandt alle medlemmer om, hvem der skal være formand, og så skal det så tæt på folks hverdag som muligt. Sæt debatten i gang. Få den helt ud på arbejdspladsen. Find nye måder at involvere på. Fagforeningen må ikke bare være et apparat, man betaler til. Det skal være en aktivitet, man deltager i,” lyder opfordringen fra Henning Jørgensen.

Det skal være nemt
Line Groes fra IS IT A BIRD er enig med Henning Jørgensen i, at fa­gforeningerne skal tænke i nye måder at involvere på. Bortset fra at det måske slet ikke handler om at involvere.

”Fagforeningerne skal eksperimentere mere. Og lytte mere. Jeg synes, der er en tendens til, at man altid vil have medlemmerne til at være aktive, men det skal også være okay at være inaktiv og tavs. Så må fagforeningen finde ud af, hvordan den lytter til det tavse flertal,” konstaterer hun og opfordrer fagforeningerne til også at gøre det nemmere at engagere sig i enkelt­sager.

I en travl hverdag kan det være svært at finde tiden til det lange, seje politiske træk i en organisation. Men det er langtfra det samme, som at folk ikke er engagerede – heller ikke ungdommen, fremtidens fagforeningsmedlemmer.

”De generationer, der kommer på arbejdsmarkedet nu, er ekstremt pressede. De vil gerne inddrages, men det skal gøres nemt. Folk skal kunne komme, som de er, og med det, de har,” fortæller Karen Lumholt om endnu et af fællestrækkene ved fremtidens fællesskaber. 

Hos Ungdomsbureauet – en nonprofitorganisation med en vision om at medvirke til at skabe den mest samfundsengagerede generation af unge i danmarkshistorien – bruger man betegnelsen ‘midlertidigt samfundsengagement’.

At det findes og virker, fik de senest demonstreret, da de arrangerede Ungdommens Folkemøde i september og trak mere end 23.000 gæster til Valbyparken i København. 

”Vi kigger på nye demokrati­former, både analogt – med folke­møder og festivaler – og digitalt. Mange mener, at sociale medier ud­fordrer demokratiet, fordi man ikke mødes ansigt til ansigt. Vi mener, at det udvider demokratiet, fordi man kan deltage i debatten på mange måder,” forklarer Ungdomsbureauets talsperson Nicolaj Laue Juhl og lægger dermed bolden til rette for Lars Kolind.

I 2012 skrev han bogen Unboss sammen med den selverklærede digitale rebel Jacob Bøtter. En af pointerne i bogen var, at skulle man grundlægge en fagforening i dag, ville man begynde med at etablere et socialt netværk, og som Lars Kolind siger i dag:

”Mange organisationer er jo bygget for måske 100 år siden i et helt andet transport- og kommunikationssystem. Strukturen bygger på noget, der er fuldstændig forældet og forandret.”